Spring til indhold

Ret til videregående uddannelse og uddannelsesstøtte

Hvis udtrædelsesaftalen ikke godkendes, træder Storbritannien ud af EU uden en aftale (det såkaldte ’no deal’-scenarie). Det vil betyde, at du som britisk statsborger i Danmark som udgangspunkt vil blive betragtet som tredjelandsborger ift. spørgsmål om SU og videregående uddannelse. Folketinget har vedtaget en lov, som etablerer en midlertidig overgangsordning for borgere i tilfælde af, at Storbritannien træder ud af EU uden en aftale. Overgangsordningen vil træde i kraft på tidspunktet for Storbritanniens udtrædelse af EU, og gælde indtil den erstattes af en permanent lov.

Herboende britiske statsborgere, grænsearbejdere og deres familiemedlemmer vil med overgangsordningen fortsat have samme mulighed for at studere i Danmark, som de har haft hidtil i kraft af EU-retten. Det betyder, at hvis du er britisk statsborger bosat i Danmark inden udtrædelsesdatoen, vil du som udgangspunktfortsat have ret til betalt uddannelse. Der vil kun blive opkrævet deltagerbetaling i det omfang, der i dag opkræves deltagerbetaling fra andre EU-borgere. Dette vil gælde for uddannelse under både Uddannelses- og Forskningsministeriet og Kulturministeriet. Der vil endvidere fortsat være samme ret til SU og andre uddannelsesstøtteordninger til uddannelse i Danmark og udlandet efter de regler, der gælder for EU- og EØS-borgere.

Du kan læse mere om videregående uddannelser og uddannelsesstøtteordninger på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside.