Spring til indhold

De danske EU-forbehold

Efter det danske nej til Maastricht-traktaten den 2. juni 1992, blev syv af Folketingets partier (S, SF, RV, C, V, CD og K) enige om det såkaldte ”Nationale Kompromis” i oktober 1992. Tanken bag det nationale kompromis var at formulere et fælles udgangspunkt som skulle danne grundlag for regeringens videre drøftelser med de andre EU-lande.

Drøftelserne imellem Danmark og de andre EU-lande resulterede i Edinburgh-afgørelsen, som blev vedtaget af EU's stats- og regeringsledere på Det Europæiske Råds møde i Edinburgh den 11.-12. december 1992. Herefter stemte danskerne ja til aftalen den 18. maj 1993. 

Edinburgh-afgørelsen gav Danmark mulighed for at ratificere Maastricht-traktaten med forbehold på fire områder:

1. Unionsborgerskabet

Forbeholdet vedrørende unionsborgerskabet betyder, at unionsborgerskabet ikke kan opnå samme status som eller træde i stedet for det danske statsborgerskab. Amsterdam-traktaten der trådte i kraft i 1999, gjorde det dog klart, at unionsborgerskabet kun er et supplement til og ikke en erstatning for det nationale statsborgerskab, hvorved det danske forbehold reelt mistede sin praktiske betydning.

2. Den tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU)

Danmark deltager ikke i ØMU’ens tredje fase, der indebærer indførelse af euroen. Det betyder, at Danmark bevarer sine beføjelser i forhold til pengepolitikken. Danmark deltager derimod fuldt ud i anden fase af ØMU’en, hvilket bl.a. indebærer, at Danmark har forpligtet sig til at søge at leve op til en række økonomiske krav, der skal sikre en stabil og ensartet økonomisk udvikling i EU.

3. Forsvarssamarbejdet

Som følge af forsvarsforbeholdet deltager Danmark ikke i afgørelser eller aktioner, der har indvirkning på forsvarsområdet. Danmark kan eksempelvis således ikke deltage i EU's militære operationer som en del af den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (CSDP), men er derimod en stærk og aktiv bidragsyder til EU's civile CSDP-missioner.

Danmark deltager på grund af forbeholdet - som det eneste af EU's medlemslande - heller ikke i Det Europæiske Forsvarsagentur (EDA, European Defence Agency). I forvaltningen af det danske forsvarsforbehold lægges der dog også vægt på, at man fra dansk side ikke vil stå i vejen for, at de øvrige medlemslande udvikler et stadigt stærkere samarbejde på forsvarsområdet.

4. Overstatsligt samarbejde om retlige og indre anliggender

Danmark deltager ikke i samarbejdet om retlige og indre anliggender på overstatsligt niveau. Det vil sige samarbejdet vedrørende asyl, indvandring, visum og andre politikker med forbindelse til den fri bevægelighed for personer.

Med vedtagelsen af Lissabon-traktaten er det strafferetlige samarbejde og politisamarbejdet flyttet fra det mellemstatslige niveau til det overstatslige niveau. Det betyder, at Danmark med Lissabon-traktatens ikrafttræden er afskåret fra at deltage i vedtagelsen af nye regler på dette område.

Med Lissabon-traktaten har særligt det retlige forbehold fået en større rækkevidde end tidligere, da Lissabon-traktaten nu dækker alle områder inden for retlige og indre anliggender. Traktaten giver dog mulighed for, at Danmark – efter en folkeafstemning - kan omdanne forbeholdet til en tilvalgsordning, således at Danmark fremover - sag for sag - har mulighed for selv at beslutte, hvilke dele af samarbejdet om retlige og indre anliggender vi vil deltage i.

 

Kontakt

Europapolitisk kontor (EUP)

Udenrigsministeriet

Asiatisk Plads 2

1448 København K

 

Tlf: (+45) 33 92 07 19 / (+45) 33 92 05 85

E-mail: eup@um.dk