Spring til indhold

Danmark til eksamen i menneskerettigheder - universel periodisk bedømmelse

Den 24. juni 2016 accepterede Danmark 122 af de 199 anbefalinger modtaget ifm. Danmarks eksamination den 21. januar 2016 i menneskerettigheder. Efter en række møder og folkehøringer rundt omkring i Danmark, Grønland og på Færøerne forelagde Danmark en rapport til FN i oktober 2015. På baggrund af rapporten havde alle FN-medlemslande i januar 2016 mulighed for at fremsætte spørgsmål og anbefalinger til Danmark på menneskerettighedsområdet.

UPR (på dansk: "Universelle Periodiske Bedømmelse") er en mekanisme under FN's Menneskerettighedsråd (HRC), hvor alle FN's medlemsstater på lige fod skal rapportere om - og eksamineres i - den samlede menneskerettighedssituation i det pågældende land. Danmark betragter UPR-processen som et vigtigt redskab i FN's overvågning af medlemslandenes overholdelse af deres menneskeretlige forpligtelser og har siden første UPR-cyklus i 2008 bidraget aktivt til andre landes eksaminationer.

UPR's primære formål er at styrke overholdelsen af menneskerettighederne i praksis, dvs. ikke bare i ord og hensigt men også ved at sikre, at det enkelte menneske rent faktisk kan mærke en forskel. Alle 193 FN-medlemsstater skal med ca. 4 års mellemrum til 'eksamen' i menneskerettigheder, hvor deres standarder og opfyldelse af forpligtelser gennemgås. UPR er således et obligatorisk bedømmelsessystem, hvor FN's medlemsstater en efter en deltager i en interaktiv dialog, hvor landets samlede menneskerettighedssituation drøftes, og hvor de øvrige FN-medlemslande kommer med anbefalinger til, hvordan det pågældende land kan fremme respekten for og sikre effektiv overholdelse af menneskerettigheder til fordel for landets borgere.

Forud for Danmarks anden UPR-eksamination i HRC i januar 2016 udarbejdede den danske regering en national rapport om menneskerettighedssituationen i Danmark, som blev fremsendt i oktober 2015 til UPR-arbejdsgruppen i HRC. Under eksamination modtog  Danmark 199 anbefalinger. Danmark svarede på anbefalingerne ved møde i HRC den 24. juni 2016.

Den 2. maj 2011 blev Danmark for første gang UPR-eksamineret. FN-medlemsstater fremsatte under eksaminationen i HRC 2. maj 2011 133 anbefalinger til Danmark. Som opfølgning på eksaminationen blev disse anbefalinger samlet i en rapport, som 4. maj 2011 blev godkendt af UPR-arbejdsgruppen under HRC. Den danske regering offentliggjorde 13. september 2011 Danmarks svar på anbefalingerne. Den 21. september 2011 blev Danmarks første UPR-proces endelig godkendt af HRC, hvilket afsluttede den formelle proces i FN.

Efterfølgende tog Danmark i 2013 initiativ til en UPR-midtvejsrapportering. Regeringen ønskede at foretage en grundig gennemgang af alle anbefalingerne til Danmark, herunder også de anbefalinger, som ikke kunne accepteres i 2011. Rapporten blev færdiggjort på baggrund af modtagne svar fra civilsamfundshøring og sendt til UPR-arbejdsgruppen under HRC den 18. juni 2014.

Ønsker du at bidrage til Danmarks UPR-proces med bemærkninger om menneskerettighederne i Danmark?

 

Skriv til os.

 

Bemærk, at vi desværre ikke har mulighed for at sende individuelle svar på bidragene. Alle bidrag vil blive læst.