Spring til indhold

Bilateralt samarbejde

Støtten til menneskerettigheder og demokrati indgår i strategien for Danmarks udviklingssamarbejde fra 2012 som ét af fire indsatsområder. Danmark støtter forandringsprocesser, hvor den udøvende magt kan kontrolleres af uafhængige instanser, borgere og medier, og hvor borgere indgår aktivt i og tager medansvar for samfundsudviklingen. Samtidig ønsker Danmark at bekæmpe diskrimination, ulighed og tortur. Danmark har i denne sammenhæng et særligt fokus på kvinder, sårbare og marginaliserede grupper, herunder verdens oprindelige folk.

Danmark støtter danske og internationale NGO’er og institutioner, der arbejder med at fremme menneskerettigheder og demokrati. Denne støtte omfatter bl.a. følgende:
  • Institut for Menneskerettigheder (IMR) arbejder for at fremme velfungerende menneskerettighedssystemer, hvor menneskerettigheder respekteres i praksis. I Vestafrika har IMR bidraget til, at menneskerettigheder nu indgår i uddannelsen af politibetjente. Denne uddannelse har været medvirkende til at forbedre tilliden til politiet. I Zambia har IMR støttet en lige adgang for alle til en retfærdig rettergang.

  • International Media Support (IMS) støtter bl.a. medier og presse i udviklingslande, der er ramt af konflikter. Arbejdet indebærer bl.a. træning af journalister inden for sikkerhed og konflikt sensitive reportager i f.eks. Afghanistan, Kenya, Tunesien og Nepal.

  • Dansk Institut mod Tortur (DIGNITY) arbejder med forebyggelse af tortur og rehabilitering efter tortur i udviklingslande. DIGNITY opbygger lægefaglig kapacitet til at modtage, vurdere, dokumentere og behandle fysiske og psykiske symptomer efter tortur og langvarige fængselsophold. DIGNITY har bl.a. projekter i Sydafrika, Sierra Leone, Tunesien og Cambodia.

Juridisk Tjeneste

Kontoret for folkeret og menneskerettigheder (JTFM)
Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
DK-1448 København K

E-mail: jtfm@um.dk
Tlf: (+45) 33 92 03 11