Spring til indhold

Grøn handelsliberalisering

Grøn handelsliberalisering kan øge eksporten til gavn for klima og miljø.

Menneskeskabte klima- og miljøproblemer er en af de største udfordringer, vi står overfor i dag. Det bliver ofte overset, at handelspolitikken kan være en del af løsningen.

Grøn handelsliberalisering betyder, at man fjerner told og handelshindringer på grønne produkter og tjenesteydelser. Det vil gøre det nemmere at eksportere og importere grønne produkter som vindmøller, solpaneler og teknologi til at bekæmpe luftforurening, rense vand og genbruge affald. Global udbredelse af disse teknologier vil være til gavn for klima og miljø.

Når man fjerner told og handelsbarrierer på grønne varer og tjenester, giver det samtidig øget handel. I Danmark er vores virksomheder i front når det gælder clean tech og bæredygtig energi. Udover at gavne klima og miljø vil grøn handelsliberalisering, derfor kunne øge dansk eksport og bidrage til økonomisk vækst og flere arbejdspladser.


Dansk mærkesag

Det har i lang tid været en dansk mærkesag at sætte fokus på grøn handelsliberalisering i EU og i verden. Under det danske EU-formandskab i 2012 blev emnet sat på EU’s dagsorden for første gang siden COP15 i København i 2009. Grøn handelsliberalisering har desuden været et vigtigt tema på de årlige 3GF-konferencer.


Internationalt momentum

I sommeren 2014 startede forhandlinger om en aftale om grøn handelsliberalisering – Environmental Goods Agreement (EGA). EU og 18 andre WTO-lande – inklusive USA, Kina og Japan - deltager i forhandlingerne, som er et meget vigtigt skridt fremad for den grønne handelsdagsorden. Danmark er i forhandlingerne repræsenteret af EU og vil løbende arbejde for, at en international aftale om grøn handel bliver så ambitiøs som muligt, kommer i hus så hurtigt som muligt, og får tilslutning fra mange WTO-lande.

Læs erklæringen om opstart af forhandlinger om grøn handelsliberalisering

Læs mere om handel og bæredygtig udvikling

KONTAKT

Kontoret for handelspolitik & udenrigsøkonomisk analyse (HPA)
Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
DK-1448 København K
 

E-mail: hpa@um.dk
Tlf: (+45) 33 92 08 21

 

 

FOR HENVENDELSER OM EKSPORTBISTAND, MARKEDSINFORMATION M.V. KONTAKT:
Eksportrådet
Asiatisk Plads 2
DK-1448 København K

Hotline: (+45) 33 92 05 00
eksportraadet@um.dk