Gå til indhold

Regler i WTO

WTO’s regelsæt består i dag af meget mere end told. Med WTO’s oprettelse i januar 1995 blev de mange tidligere handelsaftaler under GATT-systemet samlet i én stor pakke. 

WTO-pakken består således af én hovedaftale, Marrakesh-aftalen fra 1994, som opretter WTO og de institutionelle rammer. Til hovedaftalen er der knyttet fire såkaldte annekser.

Det første anneks består af tre individuelle handelsaftaler:

  1. GATT-aftalen (General Agreement on Tariffs and Trade), som fastsætter regler for handel med varer
  2. GATS (General Agreement on Trade in Services), som fastsætter regler for handel med tjenesteydelser 
  3. TRIPS (Agreement on Trade Related Aspects of Intellectual Property Rights), som fastsætter regler for beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder

Alle disse regelsæt indeholder de samme grundlæggende handelspolitiske principper. Det drejer sig om ”most-favoured-nation” og ”national behandling.” I forlængelse af de tre hovedaftaler er der indgået en række særlige aftaler, især inden for vare-området. Eksempler er aftaler om handel med landbrugsvarer, regulering af subsidier, sundheds- og plantesundhedsstandarder og tekniske handelsbarrierer.

123 medlemslande deltog ved stiftelsen af WTO i 1995, og der var efterhånden mange flere emner på dagsordenen end bare toldsatser (som man startede med at diskutere i 1947). Det vigtigste emne der foreløbig er indgået en aftale om i WTO's levetid, er handelslettelsesaftalen (Trade Facilitation Agreement) fra 2013, som trådte i kaft i 2017. Hvis den implementeres fuldt ud, skønnes aftalen at kunne reducere de globale handelsomkostninger med 14,3 % og forøge verdenshandelen med 1 billion USD om året.

“Most-favoured-nation”-princippet (MFN-princippet)

Mestbegunstigelsesprincippet indebærer, at alle medlemslande skal behandles ens. Dette indebærer, at såfremt et WTO-medlem opnår en begunstiget behandling i et andet WTO-land, så har de øvrige lande ret til den samme behandling. Den bedste behandling sætter således standarden for de øvrige.

Nationalbehandlingsprincippet

Nationalbehandlingsbestemmelsen indebærer, at et medlemsland skal behandle varer og services fra andre medlemslande lige så godt som deres egne. Man må således ikke favorisere egne produkter og tjenesteydelser frem for andre.

Virksomhederne kan således bruge de grundlæggende GATT-principper, herunder MFN –og nationalbehandlingsprincippet, som løftestang til at sikre sig, at de ikke bliver diskrimineret af tredjelandes myndigheder, samt sikre sig at begunstigelser, som gives til andre virksomheder, også tildeles dem selv.

KONTAKT

Kontoret for handelspolitik & udenrigsøkonomisk analyse (HPA)
Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
DK-1448 København K
 

E-mail: [email protected]
Tlf: (+45) 33 92 08 21

 

 

FOR HENVENDELSER OM EKSPORTBISTAND, MARKEDSINFORMATION M.V. KONTAKT:
Eksportrådet
Asiatisk Plads 2
DK-1448 København K

Hotline: (+45) 33 92 05 00
[email protected]