Spring til indhold

Forsvarets opgaver i Arktis

Læs mere om forsvarets opgaver i Arktis

Forsvarets opgaver i Arktis

Forsvarets opgaver i Arktis omfatter militært forsvar, suverænitetshævdelse, eftersøgnings- og redningstjeneste, havmiljøopgaver og støtte til det civile samfund. Opgaver relateret til eftersøgnings- og redningstjeneste, havmiljø og støtte til det civile samfund er i varierende omfang overtaget af Grønland henholdsvis Færøerne, hvorimod varetagelse af forsvars- og sikkerhedspolitiske forhold er rigsanliggender, der ikke kan overtages af Grønland eller Færøerne. Forsvaret har således ansvaret for suverænitetshævdelse i hele Kongeriget.

Opgaven vedrørende suverænitetshævdelse

Suverænitetshævdelsesopgaven kan generelt beskrives således, at formålet er at identificere grove eller systematiske krænkelser af rigsfællesskabets suverænitet, således at der kan reageres på krænkelserne.

 

Opgaven vedrørende eftersøgnings- og redningstjeneste

I henhold til internationale konventioner vedrørende søfart og luftfart er der en forpligtigelse til at organisere en eftersøgnings- og redningstjeneste i hele Kongeriget. I Kongerigets del af Arktis sondres der inden for eftersøgnings- og redningstjeneste mellem tre hovedopgaver: søredning, flyveredning og landredning.

 

For Færøernes vedkommende er søredning overtaget. Færøernes Politi, der er dansk ansvarsområde, har ansvaret for landredning, mens flyveredning, der er dansk ansvarsområde, i praksis varetages af redningscentre på Island og i Skotland. Opgaverne i og ved Grønland løses af Forsvaret og politiet.

 

Havmiljøopgaven

For Færøernes vedkommende er havmiljøopgaven overtaget, mens kompetencen og opgaverne på havmiljøområdet ved Grønland er delt mellem danske og grønlandske myndigheder. Grønland har kompetencen og opgaverne for så vidt angår havmiljøet ud til 3-sømilegrænsen. Danmark har kompetencen og opgaverne for havmiljøet fra 3-sømilegrænsen og ud til 200 sømil fra basislinjen, hvor Forsvarsministeriet har ansvaret for udøvende tiltag. Det omfatter havmiljøovervågning og forureningsbekæmpelse.

 

Opgaver vedrørende støtte til det civile samfund

Støtte til det civile samfund ydes traditionelt i forbindelse med løsningen af Forsvarets øvrige opgaver og er i udgangspunktet ikke dimensionerende for Forsvarets kapaciteter. Nogle opgaver udføres på baggrund af formaliserede aftaler, mens andre udføres ud fra sædvane som følge af, at Forsvarets enheder er de eneste, der opererer i et givet område. Der er tale om følgende opgaver:

 

  • Fiskeriinspektion
  • Hjælp til politiet
  • Ammunitionsrydning
  • Patienttransport
  • Støtte til forskning m.m.
  • Støtte til redningsberedskabet.

Forsvaret anvender enheder fra hæren, søværnet og flyvevåbnet til løsning af opgaverne i Arktis. Forsvaret udfører overvågning og suverænitetshævdelse af grønlandsk og færøsk sø- og luftterritorium samt eksklusive økonomiske zone/fiskerizone for at sikre, at der ikke kan foregå systematiske krænkelser af territoriet. Ligeledes overvåger Slædepatruljen Sirius nationalparken i Nordøstgrønland og hævder suveræniteten der.