Spring til indhold

Danmark i Afghanistan

Siden 2001 har Danmark bidraget til at styrke stabilitet og sikkerhed i Afghanistan. Fra 2015 har det fulde ansvar for landets sikkerhed og politiske, økonomiske og sociale udvikling ligget hos afghanerne. Danmark bistår sammen med det internationale samfund fortsat med betydelig støtte.

Det er en kolossal opgave at bringe et land ud af mere end 40 års konflikt. Målet er at stabilisere Afghanistan og dermed undgå, at landet igen bliver fristed for terrorbevægelser, som kan underminere international sikkerhed, samt medvirke til at afghanerne kan se en fremtid i deres hjemland.

Det sker ved at bidrage til udviklingen og imødegå de sikkerhedsmæssige og humanitære problemer, som også er medvirkende til den store illegale migration ud af Afghanistan.

Den internationale indsats bidrager til at gøre den afghanske stat i stand til at levere sikkerhed og basale offentlige goder, som sundhedsklinikker og skoler, til sin egen befolkning. Samtidig arbejdes der mod at opbygge et økonomisk grundlag for, at Afghanistan på sigt kan blive uafhængig af den internationale støtte.

Danmark har støttet Afghanistan både politisk, sikkerhedsmæssigt og økonomisk. Balancen mellem sikkerheds- og udviklingsredskaber er løbende blevet justeret til situationen. I dag ligger hovedvægten af det danske engagement på at understøtte landets udvikling.

På udviklingssiden bidrager Danmark bl.a. med støtte til demokrati og menneskerettigheder, uddannelse og økonomisk udvikling. Hertil kommer akut nødhjælp og medfinansiering af danske civilsamfundsorganisationer, som arbejder i landet.

Læs mere om den danske civile indsats i Afghanistan

Afghansk skolepige skriver

Korruption er en udfordring for gennemførsel af udviklingsindsatserne i Afghanistan. Danmark accepterer ikke svindel med danske midler og uregelmæssigheder fører altid til konsekvenser fx i form af krav om tilbagebetaling eller ophør af støtte.

På sikkerhedssiden har Danmark bidraget med en robust og langvarig militær indsats på to fronter:

  1. ved at deltage i oprørsbekæmpelse - primært i Helmand, der er ét af Afghanistans vanskeligste områder
  2. ved at opbygge afghanske sikkerhedsstyrker, som gradvist har overtaget sikkerhedsansvaret på tværs af landet

Danmark har ikke haft kamptropper i Afghanistan siden udgangen af 2014. Hjemtagning af vore soldater var et positivt udtryk for, at de afghanske sikkerhedsstyrker var bedre i stand til selv at varetage sikkerhedsopgaven. Den fortsatte danske militære indsats i Afghanistan består af et mindre antal rådgivere, instruktører og støttebidrag omkring Kabul. Dertil kommer økonomisk bistand til kapacitetsopbygning og drift af de afghanske sikkerhedsstyrker.

Læs mere om den danske sikkerheds- og militære indsats i Afghanistan

Danske soldater på række 

Danmarks fingeraftryk

Danmark og det internationale samfund har været med til at opnå en række vigtige resultater. Det har været svært og omkostningsfuldt, men indsatsen har skabt vigtige fremskridt:

  • Truslen fra al-Qaeda i Afghanistan er reduceret.
  • Taleban, der gav husly til al-Qaeda, er ikke længere ved magten.
  • Omkring halvdelen af de afghanske børn – både piger og drenge - har fået adgang til skolegang. Det er langt flere end under Taleban.
  • Folk lever længere.
  • De fleste har adgang til sundhedsklinikker.
  • Man må høre musik i gaderne.
  • Der sidder kvinder i parlamentet og piger på skolebænkene.
  • Medierne er blandt de mest frie i regionen.
  • Grundstenene til et demokrati er lagt.
  • Afghanerne har fra årsskriftet 2014/2015 selv haft ansvar for landets sikkerhed, og politiske, økonomiske og sociale udvikling.

Samlet set har disse fremskridt skabt et grundlag, som afghanerne kan bygge videre på for at skabe en bæredygtig stabilitet og udvikling. 

Fremtiden

Opgaven i Afghanistan var fra begyndelsen enorm, og Afghanistan står over for store udfordringer de kommende år. Landet vil derfor fortsat have brug for international støtte for at sikre en langsigtet, stabil udvikling i landet. 

Fra dansk side fastholdes engagementet. Frem til 2020 vil Afghanistan være den største enkeltmodtager af dansk udviklingsbistand – over 400 millioner kr. om året. Den danske indsats fastlægges i politisk vedtagne planer og strategier.

Den nuværende strategi for Danmarks indsats i Afghanistan dækker perioden 2015-2017 og kan downloades her.

Du kan læse mere om Danmarks indsats i Afghanistan på Udenrigsministeriets Afghanistan-portal og på hjemmesiden for den danske ambassade i landet.
 

Kvindelig vælger i Kabul

 

Kontakt

Kontoret for Asien, Latinamerika og Oceanien (ALO)
Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
DK-1448 København K

 

E-mail: alo@um.dk
Tlf.: +45 33 92 09 53
Fax: +45 33 92 07 48