Spring til indhold

Strategiske Partnerskaber

Danmark har indgået strategiske partnerskaber med fem udvalgte vækstøkonomier. Partnerskaberne baserer sig på en whole-of-government tilgang, der binder en bred vifte af politiske, kommercielle og sektorspecifikke interesser sammen.

I takt med de seneste års globale økonomiske og politiske magtforskydninger åbner nye markeder sig i Asien, Afrika og Latinamerika. Danmark positionerer aktivt sig selv strategisk i den tiltagende globale konkurrence for at kunne udnytte de muligheder, denne udvikling giver. På den baggrund har Danmarks engagement i globale vækstøkonomier været et prioritetsområde i de seneste år.

Danmark har indgået strategiske partnerskaber med Kina (2008), Sydkorea (2011), Japan (2014), Mexico (2017) og Indonesien (2017). De strategiske partnerskaber indgås på stats- og regeringschefsniveau (i Danmark ved statsministeren) og baserer sig på en whole-of-government tilgang med involvering af alle relevante myndigheder i centraladministrationen. Partnerskaberne bygger på politiske, kommercielle og sektorspecifikke interesser og løftes på regeringens vegne af centraladministrationen i fællesskab under brug af en bred vifte af instrumenter, puljer og initiativer.

Partnerskaberne udgør en platform for at fremme danske politiske og kommercielle interesser, herunder danske udenrigspolitiske mærkesager og interesser, samt erhvervslivets rammevilkår og øget markedsadgang for danske virksomheder. Fra dansk side vægtes særligt fokus på danske styrkepositioner inden for eksempelvis grøn energi, sundhed, fødevarer, byplanlægning, søfart m.v. Partnerskabet udmøntes i konkrete aktiviteter. Den fælles handlingsplan med Indonesien fra 2017 indeholder eksempelvis mere end 60 konkrete målsætninger med tilhørende aktiviteter til opfyldelse af disse, mens det dansk-kinesiske arbejdsprogram fra 2017 indeholder 57 samarbejdspunkter, der involverer 80 danske og kinesiske statslige myndigheder.

Partnerskaberne faciliteter privilegeret adgang til partnerskabslandene på flere niveauer og udgør således en komparativ fordel for Danmark i relation til sammenlignelige lande. Eksempelvis er Danmark det eneste nordiske lande og et af få europæiske lande, der har et omfattende strategiske partnerskab med Kina.

Danmark ønsker at styrke og videreudvikle de strategiske partnerskaber. Danmark vil desuden søge at indgå nye strategiske partnerskaber med udvalgte vækstøkonomier, hvor der ses et særligt potentiale for at fremme danske interesser.

Læs partnerskabsaftalerne (joint statement) og handlingsplanerne her: