Spring til indhold

Udenrigsministeren og udviklingsministeren lancerer ny dansk indsats til styrkelse af religions- og trosfrihed

10.01.2018  08:01

Med vedtagelsen af finansloven for 2018 blev der afsat 2 mio. kr. til styrkelse af Udenrigsministeriets arbejde med beskyttelse af religiøse minoriteter. Udenrigsministeriet oprettede 1. januar en ny enhed under ledelse af en særlig repræsentant for religions- og trosfrihed, der skal arbejde med området.

Som de første aktiviteter under den nye indsats vil minister for udviklingssamarbejde Ulla Tørnæs d. 10. januar lancere det nye Kontaktforum for Danmarks indsats for religions- og trosfrihed, mens udenrigsminister Anders Samuelsen d. 11. januar er vært for et international højniveaumøde om religions- og trosfrihed.
Udenrigsminister Anders Samuelsen siger:

”Jo friere en verden vi lever i, jo stærkere og mere sikkert står Danmark. Derfor er det en kerneopgave for dansk udenrigspolitik at stå vagt om de grundlæggende frihedsrettigheder. Religiøse minoriteter rundt om i verden udsættes for stadig grovere overgreb. Derfor er jeg rigtig glad for, at Udenrigsministeriet nu markant styrker det vigtige arbejde med at bidrage til den internationale indsats for at styrke beskyttelsen af religiøse minoriteter. Helt grundlæggende skal mennesker frit kunne vælge deres tro uden af den grund at skulle frygte for forfølgelse.”

Højniveaumødet om religions- og trosfrihed d. 11. januar vil blandt andet have deltagelse af en lang række repræsentanter fra EU-landene, EUs særlige udsending for religions- og trosfrihed, Jan Figel og FNs særlige repræsentant for religions- og trosfrihed, Ahmed Shaheed, samt repræsentanter for USA, Norge og Canada. Formålet er navnlig at styrke EUs indsats til fremme af religions- og trosfrihed globalt.

”For at Danmark kan opnå resultater er det afgørende med stærke partnerskaber. Derfor er det vigtigt, at EU bliver en mere aktiv spiller i den globale kamp for religions- og trosfriheden. Det vil Danmark arbejde for,” fortsætter udenrigsminister Anders Samuelsen.

Minister for udviklingssamarbejde Ulla Tørnæs lancerer d. 10 januar det nye Kontaktforum for Danmarks indsats for religions- og trosfrihed. Forummet skal bl.a. samle en række danske organisationer, som er engageret i at fremme religions- og trosfrihed. I den anledning udtaler Ulla Tørnæs:

”Vi ser flere og stadigt grovere overgreb på religions- og trosfriheden ude i verden. Det tager Danmark skarpt afstand fra, og derfor styrker vi nu indsatsen for at fremme religions- og trosfrihed i udlandet. Manglende religions- og trosfrihed har store sociale konsekvenser. Det står i vejen for, at vi kan nå FNs verdensmål. Og det rammer de mest sårbare. Vi vil gerne bidrage med vores mangeårige indsats med Danmarks arbejde for kvinders og pigers rettigheder. Målet er at styrke religions- og trosfrihed og gennem det nye kontaktforum at få større klarhed om, hvad der rent faktisk virker i arbejdet med religions- og trosfrihed.”

I det danske civilsamfund er der stor interesse for spørgsmål relateret til religions- og trosfrihed. En række danske organisationer er aktivt engagerede i bestræbelserne på at fremme religions- og trosfrihed globalt og har opbygget stor erfaring og kompetence på området. Derfor har ministeren for udviklingssamarbejde taget initiativ til etablering af en dansk kontaktgruppe, hvor hun på mødet den 10. januar vil præsentere den danske indsats, der navnlig vil have fokus på den særlige problematik omkring kvinder og religions- og trosfrihed. Hensigten er, at Kontaktforummet bliver en kreds af aktive spillere på religions- og trosfrihedsområdet, hvor spørgsmål relateret til global religions- og trosfrihed, herunder kvinders stilling, løbende kan drøftes.
 
Baggrund
Religions- og trosfrihed er under pres globalt. Navnlig har IS’ fremfærd over for religiøse minoriteter i Irak og Syrien skabt rædsel og påkaldt sig det internationale samfunds vrede. Men Ifølge PEW Research Center oplever størstedelen af klodens befolkning begrænsninger i deres religions- og trosfrihed. Og tendensen er stigende.

Der er med Finansloven for 2018 lagt op til en særlig dansk indsats for religions- og trosfrihed med fokus på forfølgelse og marginalisering af religiøse mindretal, herunder kristne mindretal. Indsatsen vil bl.a. fokusere på Danmarks nærområde, navnlig Mellemøsten og Nordafrika, kvinders rettigheder og et styrket internationalt samarbejde om religions- og trosfrihed.

For yderligere information kontakt:
Henvendelse vedr. udenrigsministeren: Anne Møller Ege tlf. 41532526
Henvendelser vedr. udviklingsministeren: Marie Dørup Olesen tlf. 61979020