Spring til indhold

Danmark udviser to russiske diplomater

26.03.2018  15:57
Udenrigsministeriet har i dag meddelt den russiske ambassadør i Danmark, at Danmark udviser 2 russiske diplomater som reaktion på hændelsen i den engelsk by Salisbury den 4. marts, hvor Sergei Skripal og hans datter Yulia blev forsøgt myrdet med brug af den russisk fremstillede nervegas Novichok.

EU’s stats- og regeringschefer udtrykte på Det Europæiske Råd den 22. marts enighed med Storbritanniens vurdering af, at det er højest sandsynligt, at Rusland er ansvarlig, og at der ikke er nogen anden plausibel forklaring.

 

I forbindelse med udvisningen siger udenrigsministeren:

 

”Det er et meget ekstraordinært skridt, når vi i dag har meddelt Rusland, at vi udviser to af deres diplomater fra Danmark. Men vi står også i en helt ekstraordinær situation. For første gang siden anden verdenskrig har et kemisk kampstof været anvendt i Europa.

Vi er enige med Storbritannien om, at det er meget sandsynligt, at det er Rusland, der står bag. Der er ikke andre plausible forklaringer. Sammen med vores partnere sender vi derfor i dag et meget klart signal.

Vi står skulder ved skulder med Storbritannien og siger klart fra over for Rusland på et tidspunkt, hvor Rusland også på andre områder er truende og søger at underminere vestlige værdier og den regelbaserede internationale orden.

For at forholdet til Rusland skal blive bedre, må Rusland ændre kurs. Vores ekstraordinære tiltag i dag er et led i vores og vores internationale partneres pres på Rusland.”

For yderligere information:
Presserådgiver Kasper Thams Olsen, tlf.: 61979031