Spring til indhold

Danmark bliver medlem af Equal Rights Coalition

27.03.2018  09:06

”LGBTI-personer er en særlig udsat gruppe, der i alt for mange lande oplever diskrimination, utryghed og mistrivsel. Homoseksualitet og kønsidentitet er fortsat kontroversielt i mange lande, og LGBTI-personer forfølges i mange udviklingslande. Det glæder mig derfor, at Danmark bliver medlem af Equal Rights Coalition. Danmark har længe været en stærk international fortaler for lige rettigheder til alle uanset køn, seksuel orientering og kønsidentitet. Jeg ser således frem til et styrket samarbejde om at fremme denne vigtige dagsorden internationalt,” siger udviklingsminister Ulla Tørnæs.

Danmark arbejder aktivt med at fremme LGBTI-rettigheder globalt, både gennem vores udenrigspolitik og udviklingspolitik. Det sker bl.a. gennem de danske ambassader og repræsentationer, som følger udviklingen på LGBTI-området tæt, og gennem dialog med partnerlande og lokale og internationale civilsamfundsorganisationer arbejder for at fremme LGBTI-personers rettigheder og vilkår. Der arbejdes også for at fremme LGBTI-rettigheder i multilateralt regi, herunder i FN’s menneskerettighedsråd, OSCE og Europarådet.

Danmark støtter også flere danske civilsamfundsorganisationer og internationale organisationer og fonde, som har til formål at fremme LGBTI-personers menneskerettigheder globalt.

Equal Rights Coalition, ERC, blev etableret i 2016, og er en sammenslutning af stater, som arbejder for at fremme LGBTI-personers rettigheder internationalt. Det sker bl.a. ved vidensdeling, koordination og fælles tiltag mellem lande og organisationer, der arbejder for at fremme LGBTI-personers rettigheder internationalt.

Equal Rights Coalition vil bidrage til at styrke den internationale koordination på området, fremme LGBTI-dagsordenen i relevante internationale fora og medlemskab vil bidrage til at styrke den danske indsats for fremme af LGBTI-personers rettigheder globalt.

Danmark tiltrådte sammen med Luxembourg, Island og østaten Kap Verde koalitionen mandag aften ved en underskrivelsesceremoni i Washington D.C. Danmark kommer i selskab med bl.a. USA, Belgien, Frankrig og Tyskland, der allerede er medlemmer af ERC.