Det internationale samfund, herunder Danmark, har taget væsentlige initiativer inden for de seneste år for at gøre bistanden mere effektiv.
Danmark og udviklingslandene har krav på mest mulig udvikling for hver bistandskrone. Det forudsætter et effektivt udviklingssamarbejde, der skaber resultater.
Mere end 100 lande, herunder Danmark, tilsluttede sig i 2005 Paris-erklæringen om bistandseffektivitet. Erklæringen indeholder fem principper:
Modtagerlandene skal selv have ejerskabet over egen udvikling.
Der skal være øget koordinering og harmonisering mellem donorernes indsatser.
Bistanden skal tilpasses modtagerlandets systemer i videst muligt omfang.
Bistanden skal administreres med henblik på at skabe resultater.
Bistanden bygger på gensidig ansvarlighed mellem donor- og partnerlandene.
Paris-erklæringen er på mange måder en ny måde at tænke udviklingsbistand på. Erklæringen sigter mod at styrke modtagerlandets indflydelse og øget gensidig ansvarlighed mellem donorer og modtagere.
Paris-erklæringen bliver fulgt op
Landene bag Paris-erklæringen mødtes i Ghanas hovedstad Accra i 2008. Her fulgte de op på arbejdet med forbedring af bistandseffektiviteten. Landene vedtog en handlingsplan med 43 punkter for mere effektiv bistand.
Danmark arbejder målrettet for, at udviklingsbistanden følger Paris-målsætningerne. Danmark har systematisk fulgt op på de 43 punkter i handlingsplanen fra Accra.
Højniveaumøde i Busan 2011
Den 29. november – 1. december 2011 blev det fjerde højniveaumøde om bistandseffektivitet i Busan, Sydkorea (HLF4) holdt. Mødet var en statusopgørelse over implementeringen af Paris-erklæringen, der fastlægger en række hovedprincipper for målsætningen om øget bistandseffektivitet.
Mødet fulgte op på de to tidligere møder i Paris 2005 og Accra 2008. Formålet med højniveaumødet i Busan var at bringe centrale aktører i det internationale udviklingssamarbejde – i partnerlande, hos donorer, herunder nye donorer så som Kina og Indien, samt civilsamfundet, og parlamentarikere – sammen på højt niveau for at:
1. Gøre status over opnåede resultater siden vedtagelsen af Paris-erklæringen2. Identificere nye udfordringer 3. Foreslå fremtidige initiativer
Sluterklæringen fra Busan markerer starten på et mere inklusivt globalt udviklingssamarbejde, hvor de nye vækstøkonomier, Kina, Indien, Brasilen og Sydafrika, også indgår.
Sluterklæringen understreger blandt andet, at de allerede afgivne løfter for bistandseffektivitet i Paris og Accra skal opfyldes, samt at der er behov for øget fokus på risikohåndtering og brug af modtagerlandets systemer for derigennem at sikre øget nationalt ejerskab. Et øget fokus på transparens og gensidig ansvarlighed og mere sammenhængende indsatser i skrøbelige stater og konfliktramte lande, samt at bistandseffektivitetsdagsordenen fremover bør fokuseres på gennemførelse af indgåede forpligtelser på landeniveau, fremhæves ligeledes i sluterklæringen.
Sluterklæringen og yderligere information om mødet findes på den officielle hjemmeside for konferencen og på OECDs hjemmeside.
OECD vurderer fremskridtene
Arbejdet med at gennemføre principperne i Paris-erklæringen er blevet evalueret i 2008 og i 2011. Find evalueringen her.
Udenrigsministeriet
Danida
Asiatisk Plads 2
1448 København KTlf. 33 92 00 00
um@um.dk