English
Skrøbelige stater er kendetegnet ved at have svage statsstrukturer, svag intern sammenhængskraft og stor ulighed. Skrøbelighed og konflikter hindrer udvikling og fattigdomsbekæmpelse, skaber eller forværrer humanitære kriser og giver grobund for ustabilitet og migration.
Danmark vil:
Sikring af stabilitet og beskyttelse er en væsentlig global udfordring, og Danmark vil derfor engagere sig aktivt og styrke arbejdet med konfliktforebyggelse, stabilisering og genopbygning i skrøbelige og konfliktramte stater. Det sker både i samarbejde med landene selv og gennem regionale og multilaterale organisationer, som med mægling og dialog kan forebygge, at konflikter bryder ud og forværres.
Danmarks indsats i skrøbelige stater vil bygge på det, der fungerer, og anvende de fire principper fra den rettighedsbaserede tilgang til udvikling, da brud på menneskerettighederne kan være en medvirkende årsag til skrøbelighed og konflikt. Demokratisk statsopbygning og lokalt ejerskab er afgørende for varige resultater i skrøbelige stater, og Danmark vil arbejde for at fremme legitim regeringsførelse og styrket sammenhængskraft i samfundet blandt andet gennem multilaterale organisationer og med inddragelse af lokale aktører og civilsamfund.
Et vigtigt element i staters legitimitet er, at befolkningens basale behov dækkes. Det omfatter de helt grundlæggende behov så som drikkevand, fødevarer, uddannelse, sundhed og beskæftigelse. Det er myndighedernes ansvar at levere disse ydelser, men i skrøbelige og konfliktramte lande kan myndighederne være ude af stand til det. Danmark vil derfor støtte indsatser, som fremmer beskæftigelse og tilbyder alternativer til vold og konflikt og sikrer, at sociale serviceydelser leveres.
Erfaringer viser, at samtænkte og koordinerede tilgange bidrager til mere effektive indsatser i skrøbelige stater. Sikkerhed er en forudsætning for udvikling. Og udvikling er en forudsætning for varig fred og stabilitet. Danmark arbejder for bedre samtænkning af stabiliserings-, fredsopbygnings- og udviklingsindsatser for at sikre effektiv planlægning, dialog, koordination og mobilisering af alle instrumenter og aktører i skrøbelige og konfliktramte stater. Samtænkning med humanitære indsatser skal ske med respekt for de grundlæggende humanitære principper om medmenneskelighed, neutralitet, upartiskhed og uafhængighed. Gennem aktivt engagement i det ”Internationale Dialogforum for Freds- og Statsopbygning” vil Danmark styrke dialogen med alle aktører og partnere og med det mål at fremme samtænkte internationale indsatser med afsæt i de fem freds- og statsopbygningsmål fra ”New Deal for Engagement in Fragile States”.
Omdrejningspunktet for Danmarks humanitære indsats er at beskytte de mest sårbare, ikke mindst flygtninge, og internt fordrevne i deres umiddelbare nærområde. Vores humanitære indsatser er ikke underlagt sikkerhedspolitiske eller udenrigspolitiske målsætninger. Vi vil arbejde for en bedre sammenhæng mellem vores humanitære indsats og det langsigtede udviklingssamarbejde og lægge vægt på en hurtig genopbygning som en integreret del af kriseindsatsen.
Skrøbelige lande er meget forskellige, og årsagerne til konflikt og skrøbelighed er mange. Derfor vil alle indsatser bero på den lokale kontekst. Danmark kan heller ikke løfte denne store opgave alene. Det internationale samfund må tage et fælles ansvar. Danmark vil i hvert enkelt land samt på globalt niveau tæt samarbejde med de relevante regionale og multilaterale organisationer for at styrke den fælles kapacitet til konfliktforebyggelse, fredsbevarelse og -opbygning og genopbygning.
Udenrigsministeriet
Danida
Asiatisk Plads 2
1448 København KTlf. 33 92 00 00
um@um.dk
Skrøbelige stater