Økonomisk vækst og beskæftigelse er en forudsætning for fattigdomsbekæmpelse. Derfor støtter Danida udviklingen af den private sektor i udviklingslandene. Danske virksomheder spiller en vigtig rolle som leverandører, som partnere og som investorer. Danida samarbejder både med interesseorganisationer for dansk erhvervsliv og involverer virksomhederne direkte i udviklingsarbejdet.
Som følge af Danidas nye strategiske ramme for prioritetsområdet ”Vækst og Beskæftigelse” fra februar 2011 erstattes Business-to-Business Programmet og Programmet for Innovative Partnerskaber af Danida Business (DB) Partnerships. Desuden ændrer Firmakontrakter navn til Danida Business (DB) Contracts og Blandede Kreditter ændrer navn til Danida Business (DB) Finance.
De nye retningslinjer for ansøgning om støtte til og administration af Danida Business Partnerships gælder fra den 8. august 2011. Igangværende aftaler om støtte vil fortsat blive administreret efter retningslinjerne for henholdsvis B2B og IPD. Desuden arbejdes der på at opdatere de eksisterende guidelines mv. for DB Finance. DB Contracts fik nye retningslinjer 1. april 2011.
Danske virksomheder bidrager med leverancer til udviklingsprojekter gennem ordningen for Blandede Kreditter. Blandede kreditter kan anvendes til at støtte danske virksomheders bidrag inden for en lang række sektorer herunder infrastruktur, vand og sanitet, energi, miljø og klima. Der er afsat en årlig ramme på 350 mio. kr. til rentestøtte og relaterede finansielle omkostninger.
Programmets formål er at bidrage til fattigdomsbekæmpelse i Danidas partnerlande samt Egypten og Sydafrika. Programmet tilbyder assistance og økonomisk støtte til etablering af langsigtede bæredygtige virksomhedssamarbejder mellem virksomheder i udviklingslande og danske virksomheder.
Danida arbejder for at fremme bæredygtig virksomhedsdrift i Danmarks partnerlande gennem IPD Programmet. Programmet er rettet mod partnerskaber, der fremmer strategisk CSR og socialt ansvarlig innovation. Det er FN’s principper for bæredygtig virksomhedsdrift, Global Compact, der sammen med 2015 Målene er grundlaget for IPD Programmet. Programmet tilbyder rådgivning og medfinansiering af aktiviteter til virksomheder, organisationer og offentlige institutioner.
Danida Business Contracts er Udenrigsministeriet/DANIDAs enhed for indgåelse og administration af kontrakter med virksomheder i forbindelse med forberedelse og gennemførelse af den danske udviklingsbistand.
Udenrigsministeriet
Danida
Asiatisk Plads 2
1448 København KTlf. 33 92 00 00
um@um.dk