Danmark fik en ny strategi for udviklingssamarbejdet i 2010. Strategien gør forsvaret for og stræben efter menneskelig frihed til omdrejningspunkt for dansk bistand samtidig med, at fattigdomsbekæmpelse fastholdes, som det overordnede mål for udviklingssamarbejdet. Strategien fokuserer indsatsen på fem prioritetsområder.
Udviklingsbistanden skal hjælpe det enkelte menneske til at tage sin skæbne i egen hånd og lede dem væk fra globalt, socialt underhold hen mod rammer for fri menneskelig udfoldelse og vækst. Bistanden skal støtte demokrati og opbygning af retsstater, der kan stå vagt om borgerrettigheder. Den skal støtte udvikling af produktion og skabe arbejdspladser samt økonomisk vækst, og den skal sikre piger og kvinders lige muligheder. Problemer som konflikt, ustabilitet samt miljø- og klimaforandringer skal bistanden også bidrage til at løse.
Danmarks prioriteter for udviklingspolitikken er udtrykt i strategien for Danmarks udviklingssamarbejde fra 2010, ”Frihed fra Fattigdom – Frihed til Forandring”, som fokuserer Danmarks udviklingssamarbejde på fem politiske prioritetsområder. Udmøntningen af strategien på de fem prioritetsområder sker med afsæt i årlige køreplaner.
Respekt for menneskerettighederne, demokratisk deltagelse i samfundet og god regeringsførelse er afgørende for både social og økonomisk fremgang og for langsigtet stabilitet og sammenhængskraft i samfundet.
Økonomisk vækst og beskæftigelse er afgørende for at udrydde fattigdom og sult, og for at udviklingslandene på sigt selv kan finansiere udvikling.
Ligestilling og respekt for kvinders rettigheder er et mål i sig selv og et afgørende middel til vækst og fattigdomsbekæmpelse og til at bremse den høje befolkningstilvækst.
Mange steder er vedvarende konflikt og ustabilitet en forhindring for at bekæmpe fattigdom og skabe udvikling.
Klimaforandringer, miljøproblemer og naturkatastrofer kan ødelægge en spirende udvikling.
De fem prioriteter skal sikre størst mulig gennemslagskraft af den danske indsats og understøtte Danmarks bidrag til den fælles internationale indsats for at nå FN’s 2015 Mål. Der lægges hvert år køreplaner for de fem prioritetsområder. Her bliver kursen lagt for Danmarks indsats i de følgende år.
Gennemslagskraft og resultater kræver fokusering i form af et større engagement i et mindre antal lande. Derfor betyder den nye strategi også et stærkere engagement i færre partnerlande. Læs mere om Danmarks partnerlande her.
Download
Frihed fra fattigdom - frihed til forandring
Køreplan for ligestilling 2012
Køreplan for vækst og beskæftigelse 2012
Køreplan for stabilitet og skrøbelighed 2012
Køreplan for frihed, demokrati og menneskerettigheder 2012
Køreplan for miljø og klima 2012
Køreplan for ligestilling 2011 (EN)
Køreplan for vækst og beskæftigelse 2011 (EN)
Køreplan for frihed, demokrati og menneskerettigheder (EN)
Engelske udgaver af køreplanerne for 2012 findes på den engelske udgave af um.dk.