Spring til indhold

Danmark – Myanmar landepolitik 2016-2020

Her kan du finde politikken for Danmarks samarbejde med Myanmar i 2016-2020. Nederst på siden kan du downloade politikken.

""
Skolebørn i Myanmar. Fotocredit: Rie Westergaard Pedersen

Myanmar er et land i forandring med mange muligheder, men også med mange udfordringer. Det er et af de fattigste og mindst udviklede lande i Asien. Siden landet opnåede uafhængighed, har det været præget af borgerkrig, militærdiktatur og undertrykkelse af demokratiske kræfter, og landet har samtidig isoleret sig fra omverdenen. I 2011 indledte Myanmar en omfattende reformproces med det formål at opnå et mere demokratisk og markedsbaseret samfund med social lighed; et samfund, hvor der skabes velstand for alle parallelt med fortsatte fredsbestræbelser.

Danmark har gennem årtier støttet de demokratiske kræfter i landet og ydet humanitær bistand til de mange flygtninge og internt fordrevne i landets grænseområder. Ved at gøre Myanmar til et prioritetsland for dansk udviklingssamarbejde og åbne en dansk ambassade i landet den 1. august 2014 har man fra dansk side bekræftet sin støtte til den igangværende ambitiøse og langsigtede overgangsproces. Danmark vil samtidig efter behov fortsætte sin humanitære støtte i konfliktområder.  En mere aktiv politisk dialog, såvel bilateralt som sammen med EU og andre udviklingspartnere, vil være en del af det nye, langsigtede partnerskab med Myanmar. De igangværende forandringer i Myanmar lover også godt for et endnu stærkere kommercielt samarbejde mellem Danmark og Myanmar i de kommende år.

Danmark ønsker gennem partnerskabet at støtte Myanmars regering og befolkning med at gennemføre landets egne prioriteter og planer. Fra dansk side vil man samarbejde tæt med andre relevante partnere, herunder andre internationale udviklingsorganisationer. Landepolitikpapiret anerkender, at Myanmar befinder sig i en langsigtet overgangsproces mod et fredeligt og mere demokratisk samfund med en retfærdig, bæredygtig og inklusiv vækst. Men væsentlige udfordringer vil sandsynligvis forblive uløste et godt stykke tid endnu, og det betyder, at der er behov for en realistisk og pragmatisk tilgang til samarbejde. Der er stadig risiko for tilbageslag i reformprocessen. Derfor giver politikpapiret mulighed for en fleksibel anvendelse af de danske indsatser og for, at der kan ske tilpasning af prioriterede tiltag.

Du kan læse mere om politikken for Danmarks samarbejde med Myanmar nedenfor.

Danida


Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
1448 København K

Tlf. +45 33 92 00 00
um@um.dk