Spring til indhold

Udfordringer, muligheder og risici

Den politiske situation i Bolivia forventes at forblive relativt stabil, men der er risici. Præsident Morales’ valgsejre i 2005, 2009 og 2014 var udtryk for bolivianernes ønske om en større national kontrol med landets naturressourcer, større lighed i samfundet og større respekt for den fattige del af befolkningens rettigheder, herunder især de oprindelige folks. Morales’ første periode var præget af konflikter med den gamle politiske elite frem mod godkendelsen af den nye forfatning i begyndelsen af 2009. Forfatningen anerkender udtrykkeligt menneskerettighederne, herunder de oprindelige folks rettigheder, og rettighederne for Moder Jord.

Efter et lavt konfliktniveau i 2009–10 steg niveauet igen i 2011 og 2012. Konflikterne, der for det meste er fredelige, vedrører især utilfredshed blandt arbejdere og små selverhvervende i den uformelle økonomi, oprindelige folk og lokalsamfund, som støtter Morales. De er godt organiserede og bruger deres lokale magt til at kræve flere sociale og økonomiske goder såsom offentlige investeringer og adgang til naturressourcer.

Den stærke organisering af civilsamfundet er en grundlæggende demokratisk styrke. Selv om antallet af konflikter ventes at forblive på et relativt højt niveau, vil regeringen sandsynligvis være i stand til at håndtere dem, så længe økonomien forbliver stabil, hvad der er udsigt til de nærmeste år. Konflikterne betyder imidlertid, at regeringen bruger meget tid og betydelige ressourcer på konfliktløsning, hvilket går fra mere langsigtede reformer.

Menneskerettighedssituationen i Bolivia er blevet forbedret på de fleste områder, f. eks. i relation til ikke-diskrimination og sociale og økonomiske rettigheder. Den centrale udfordring er et meget svagt retsvæsen, der ikke er uafhængigt af politiske og økonomiske interesser. Denne svaghed anerkender regeringen. Adgangen til retsvæsenet er dårlig, især for folk i fattigdom, kvinder og oprindelige folk. Der er mangler, hvad angår oprindelige folks ret til at blive konsulteret i forbindelse med projekter, som påvirker deres levevis. Der er et generelt meget højt niveau af voldtægter og vold mod kvinder og meget få gerningsmænd bliver retsforfulgt og dømt.

Korruption er udbredt. Mange højt profilerede korruptionssager er kommet til offentlighedens kendskab, og en række af disse har ført til domfældelser. Dette skete ikke under tidligere regeringer. Korruption er dog meget udbredt og i bedste fald ikke stigende. I 2012 rangerede Bolivia som nummer 105 af 176 lande på organisationen Transparency Internationals indeks vedrørende opfattelse af korruption. Kampen mod korruption er en af regeringens prioriteter, men opgaven er vanskelig, eftersom korruption er dybt rodfæstet i de bolivianske institutioner.

Den ekstreme fattigdom er faldende, og adgangen til de grundlæggende sociale serviceydelser er i bedring. Bolivia har en årlig indkomst pr. indbygger på 2.000 USD (2011). Andelen af folk der lever i ekstrem fattigdom faldt med 10 pct. point til cirka 27 pct. fra 2006 til 2009. Halvdelen af befolkningen lever stadig i fattigdom. Især folk i landdistrikterne, de oprindelige folk og kvinder er ramt af fattigdom. Uligheden er faldet, men Bolivia er stadig et af verdens mest ulige lande.

Bolivia har forbedret sine økonomiske indikatorer. Den årlige vækst har været på 4–6 pct. fra 2006 til 2012 hjulpet af tidligere investeringer i gas og minedrift og høje råvarepriser. Eksporten er mere end fordoblet siden 2006, hvilket har resulteret i et overskud på handelsbalancen. Den højere beskatning af landets naturgas har muliggjort øgede udgifter inden for socialsektoren, infrastruktur og indkomstoverførsler til de fattige. Hertil kommer, at andre skatteindtægter også er steget markant som følge af forbedret skatteforvaltning. For første gang i årtier har Bolivia et budgetoverskud.

Forude venter flere udfordringer for regeringen. Blandt disse er den store afhængighed af indtægterne fra gas og mineraler, der udgør ca. 80 pct. af eksporten og de høje subsidier til olieprodukter, der beløber sig til mere end 3 pct. af BNP. Vækst-perspektivet på kort og mellemlang sigt er dog forholdsvis gunstigt. Bolivia har stærke økonomiske buffere (valutareserver til flere års import og lav gæld). De væsentligste risici vedrører et evt. fald i råvarepriserne, social uro og mangel på produktive investeringer, der ville kunne diversificere økonomien og mindske dens afhængighed af råvareproduktion og eksport.

De produktive og private investeringer er lave på grund af et usikkert erhvervsklima, markedssvigt og flaskehalse i infrastrukturen. Mangelfuld dialog mellem regeringen og den private sektor betyder, at udsigterne til en forbedring af erhvervsklimaet ikke er gode. Gas-og mineralforekomster udgør et stort økonomisk potentiale. Regeringen ønsker øget udforskning, udnyttelse og industrialisering af disse ressourcer, men det er en langsom og ujævn proces. Bolivia har behov for udenlandsk teknologi og investeringer, men det går langsomt med at opbygge tillid og samarbejdsmodeller. Der er også et stort potentiale for øget produktion inden for både land- og skovbrug. Investeringsniveauet i landbruget er lavt, og produktivitetsniveauet ligger på blot halvdelen af gennemsnittet for resten af Sydamerika.

Bolivias miljømæssige problemer bliver forstærket af fattigdommen. Problemerne omfatter både erosion og udpining af jorden, afskovning, tab af biodiversitet, oversvømmelser, tørke og forurening. Klimaændringerne vil få negative følgevirkninger for udviklingen på grund af ændringer i tilgængeligheden af vand. De nuværende vandressourcer vil for en stor del af befolkningen, herunder befolkningen i El Alto og La Paz, blive reduceret på grund af hurtigt smeltende gletsjere.

Skovdrift og udvidelser af landbrugsjorden ødelægger hvert år omkring 300.000 ha. skov, primært i Amazonas, der også er negativt påvirket af klimaforandringerne. Dette har endvidere en negativ indvirkning på eksistensgrundlaget for en række oprindelige folk, ligesom det bidrager til den globale opvarmning. På grund af skovrydning er CO2-udledningen per indbygger sammenlignelig med udledningen i Europa. Der forventes fortsatte sociale konflikter om adgangen til naturressourcer i skovområderne. Imidlertid er der gode muligheder for samarbejde inden for bæredygtig skovforvaltning og klimaforandringer.

Kapaciteten i den offentlige forvaltning er blevet svækket af hyppige personaleudskiftninger og rekruttering af dårligt kvalificeret personale. Politisk tilhørsforhold – hvilket sidestilles med at kunne stole på sine ansatte – er stadig vigtigere for rekruttering af nyt personale end kvalifikationer og erfaring. En medvirkende faktor til den svage kapacitet i forvaltningen er, at MAS ikke har så mange kvalificerede personer i deres rækker som tidligere regeringer, der især repræsenterede eliten. Desuden er lønniveauet lavt for mange offentligt ansatte, hvilket hæmmer fastholdelsesmulighederne og øger korruptionsrisikoen.

Selv om fordelene ved en mere stabil og professionel embedsstab er almindeligt anerkendte i regeringen, er det ikke sandsynligt, at der vil ske en betydelig ændring i ansættelsespolitikken inden for de næste 5 år. Den svage kapacitet i den offentlige sektor er en mere kritisk flaskehals for udviklingen af langsigtede planer og deres effektive gennemførelse end manglende økonomiske ressourcer. Udviklings- samarbejdet spiller en afgørende rolle for at afhjælpe denne flaskehals.

Bolivias forfatning udstikker rammerne for forskellige former for decentralisering og selvstyre, ikke alene i departementer og kommuner, men også i regioner og oprindelige folks områder, der kan gå på tværs af departements- eller kommunegrænser. Der er tale om komplicerede processer med mange potentielle politiske konflikter og administrative udfordringer.

Internationalt er Bolivia allieret med ALBA-gruppen*, men er også engageret i andre regionale samarbejder (herunder UNASUR og CELAC). ALBA er meget afhængig af Venezuelas engagement og økonomiske styrke. Bolivia har for nylig anmodet om at blive medlem af handelssamarbejdet MERCOSUR (der dækker Brasilien, Argentina, Paraguay og Uruguay).

Generelt har Bolivia gode forbindelser til sine naboer. Landet har en stadigt pågående århundredelang konflikt med Chile, der omhandler Bolivias krav om suveræn adgang til havet gennem Chiles territorium, og som Morales’ regering har gjort til en udenrigspolitisk højprioritet. Der er ikke store muligheder for, at konflikten kan løses.

Selvom produktionen af kokablade er faldende, som følge af Bolivias egen indsats og til dels internationalt samarbejde, er der en stor regional og international bekymring for, at kokainproduktion og transithandel er stigende. Det meste af den bolivianske kokainproduktion går til Brasilien, andre sydamerikanske lande og Europa.

Forholdet til USA er fortsat anspændt, og selv om der i 2011 blev indgået en aftale om igen at udveksle ambassadører, er dette endnu ikke sket. Der må forventes et vedvarende anspændt forhold, så længe Morales-regeringen sidder på magten. Der vil dog fortsat være samarbejde på udvalgte områder, herunder bl.a. i bekæmpelsen af kokain-kriminalitet.

Bolivia spiller en rolle i internationale klimaforhandlinger og i bestræbelserne på at fremme bæredygtig udvikling internationalt. Det stærke engagement fra både dansk og boliviansk side omkring disse spørgsmål udgør et grundlag for samarbejde om at afbøde og tilpasse sig klimaændringerne og fremme global bæredygtig udvikling (grøn vækst). Bolivia er også en allieret i arbejdet med at fremme menneskerettighederne, herunder oprindelige folks rettigheder samt kvinders reproduktive og seksuelle rettigheder og rettighederne for seksuelle mindretal.

Kommercielle og forretningsmæssige muligheder er primært relateret til de partnerskaber, der er udviklet gennem Danida Business Partnerships programmet. Danske virksomheder har vist interesse for at udvikle partnerskaber i Bolivia. Langt de fleste af de 23 hidtidige projekter har resulteret i joint ventures eller andre former for kommercielt bæredygtigt samarbejde.

Gennem Danida Business Partnerships programmet kan danske virksomheder bruge Bolivia som en indgang til andre sydamerikanske markeder. Potentielle områder omfatter agroindustri, vedvarende energi, miljø, energi, tekstiler, økologiske produkter og IT-relateret service. Der forventes yderligere muligheder for dansk eksport i de næste 5–10 år i takt med, at moderniseringen af udvindingsindustrien og industrialiseringen af de naturlige ressourcer bliver gennemført. Markedet er dog stadig begrænset.

Den nationale bolivianske udviklingsplan er i øjeblikket under revision. Planen vil sandsynligvis afspejle, hvad regeringen ønsker at opnå, dvs. målsætninger, snarere end konkrete initiativer. Planen vil fortsat have et meget stærkt fokus på bæredygtig udvikling, industrialisering af naturressourcer, diversificering af økonomien med større vægt på små landbrug og virksomheder, beskyttelse af miljøet, herunder bæredygtig skovforvaltning, fremme af sociale rettigheder, herunder rettigheder til uddannelse og sundhed for alle, adgang til vand, adgang til retsvæsenet og til forbedrede og moderniserede offentlige tjenester.

Udfordringen for regeringen bliver at udvikle strategierne og de operative mekanismer for planens gennemførelse. Forbedringer af de relativt svage monitoreringssystemer og manglerne i sammenhængen mellem planlægning på nationalt niveau og på sektorniveau prioriteres nu højere. Bolivias udviklingspartnere, såsom Danida, kan yde et positivt bidrag på dette område.

Finansieringen fra det internationale udviklingssamarbejde er lille i forhold til statens samlede budget. Fra 2007 til 2010 var der tale om 650 mio. USD årligt, ca. 3 pct. af BNP, eller hvad der svarer til 15 pct. af det samlede offentlige investeringsbudget. Til sammenligning udgjorde bistanden i 2005 næsten 65 pct. af de offentlige investeringer. Bolivia har i stigende grad fået adgang til udviklingslån, og i 2012 lancerede landet med succes en international obligationsudstedelse på 500 mio. USD. De vigtigste donorer er EU, Spanien, Holland, Danmark, Sverige, Tyskland, Japan og Schweiz. Støtteniveauet vil sandsynligvis fortsætte med at falde gradvist blandt andet som følge af Hollands udfasning.

Der er store risici, der kan påvirke fattigdomsreduktionen, respekten for menneskerettighederne, uligheden og påvirke en bæredygtig udvikling negativt. Den høje økonomiske afhængighed af råvareeksporten og de deraf afledte skatteindtægter gør Bolivia sårbar for faldende råvarepriser, der vil reducere indtægterne og gøre konflikter vanskeligere at administrere. Denne eksponering vil være større, hvis ikke der sker en stigning i de produktive investeringer i industrialiseringen af naturressourcerne, i landbruget og i fremstillingsindustrien.

Manglende forbedringer inden for retsvæsenet og politiet kan resultere i mere kokain- og menneskehandel med en underminering af demokratiet til følge. Endelig er der en risiko for, at civilsamfundet begrænses i sine aktiviteter, og at den relativt stærke bolivianske presse risikerer skrappere lovgivning med en undergravning af ytringsfriheden som konsekvens. Hvis ovenstående risici ikke reduceres, kan de få en negativ indflydelse på den politiske stabilitet, menneskerettighedssituationen, den demokratiske konsolidering, reduktionen af fattigdom, den økonomiske aktivitet og den bæredygtige forvaltning af naturressourcerne.

*ALBA (Det Bolivarianske Alternativ for Amerika) er en alternativ samarbejds- og handelsblok for otte Latinamerikanske lande etableret af Hugo Chavez og Fidel Castro som et socialistisk alternativ til USA´s frihandelsområde for det samlede Amerika (USA + Latinamerika) FTAA/ALCA.

 

 

Danida


Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
1448 København K

Tlf. +45 33 92 00 00
um@um.dk