Spring til indhold

Indledning

»I en international situation med en overvældende økonomisk recession og en national tilstand af en gradvis afslutning på en krise, er forventningerne høje. Uret tikker. Det er nu, der skal handles».      

(Luc Adoplphe Tiao, premierminister i Burkina Faso, den 20. oktober 2011)

Burkina Faso er fanget midt mellem den overvældende, økonomiske recession, konflikten efter valget i nabolandet Elfenbenskysten, konflikten i Libyen og de demokratiske bevægelser, der er opstået i kølvandet på det arabiske forår i Nordafrika, og oplevede i februar-juni 2011 ydermere en af de alvorligste kriser i landets historie som en uafhængig stat. Stigende sociale krav og et krav om konsolidering og yderligere forankring af demokratiet kom til udtryk under urolighederne. Nødvendigheden af, og det presserende behov for, at der lyttes til og arbejdes for at opfylde befolkningens krav, vil være drivkraften for forandringer i de kommende år. 

Samarbejdet mellem Burkina Faso og Danmark blev indledt tilbage i 1973 med særlig fokus på energi, vand og god regeringsførelse. De to årtier lange og frugtbare samarbejde blev senere formaliseret i 1993, hvor Burkina Faso blev et dansk partnerland. Partnerskabet har været opmun­trende, og de tre principper for dansk engagement i partnerlande: (i) udviklingsbehov, (ii) relevans og (iii) effekt og resultater – er, trods de fremskridt der er sket, ligeså gyldige i dag, som de var i 1993.

Millioner af mennesker i Burkina Faso har takket være det danske udviklingssamarbejde fået adgang til energi, vand, sanitet, uddannelse og infrastruktur, samt adgang til en øget landbrugs­produktion. Offentlige institutioner og civilsamfundsorganisationer er blevet styrket – på alle ovennævnte områder samt inden for forebyggelse og behandling af hiv/aids, menneskerettighe­der, decentralisering og ligestilling mellem kønnene.

Danmark er en blandt mange udviklingspartnere, som samarbejder med Burkina Faso, herun­der Verdensbanken, Den Afrikanske Udviklingsbank, Kommissionen og en række bilatera­le udviklingspartnere, herunder USA, flere europæiske lande, Canada, Japan og Taiwan. Dan­mark har været foregangsland blandt udviklingspartnerne, når det drejer sig om at etablere mere ef­fek­tive støttemodaliteter, herunder generel budgetstøtte, sektorbudgetstøtte og fælles finansiering (basket funding).

Landepolitikken er inddelt i fire hovedafsnit: Del et indeholder en analyse af de udfor­dringer, muligheder og risici, der venter Burkina Faso i de næste fire til fem år. Del to tegner et oprids af landepolitikken – herunder dens overordnede målsætninger, instrumenter, strategiske indsatsområder og partnerskabsprincipper. Del tre definerer de specifikke målsætnin­ger, resultater og indikatorer, hvor Danmark vil bidrage i tæt samarbejde med sine partnere i Burkina Faso. Del fire indeholder eksempler på samspil mellem forskellige instrumenter, der hjælper udviklingen på vej. Endelig giver en række bilag et overblik over: (a) økono­mi­ske nøgletal, (b) en beskrivelse af igangværende programmer, (c) en overordnet præsentation af strategien for vækst og bæredygtig udvikling i Burkina Faso, SCADD (2011-2015), og (d) de fremskridt, der er sket i Burkina Faso mod opfyldelse af 2015-målene.

Danida


Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
1448 København K

Tlf. +45 33 92 00 00
um@um.dk