Spring til indhold

Bilag 2 - Danmarks bilaterale udviklingssamarbejde med Ghana

Landeprogrammet omfatter støtte til fire sektorprogrammer: (I) Generel budgetstøtte, (II) Udvikling af den private sektor, (III) Sundhed og (IV) Retten til offentlige ydelser og god regeringsførelse.

Generel budgetstøtte Fase II (2010-14) har som sit mål at støtte implementeringen af rammerne for Ghanas udviklingspolitik på mellemlangt sigt. Det sker gennem finansiel støtte, politisk dialog og en regelmæssig og ensartet monitering med henblik på at opnå og fastholde makroøkonomisk stabilitet, sikre bæredygtig økonomisk udvikling, leve op til 2015 Målene (MDG) i 2015 og fastholde landets status som mellemindkomst-land. Bestræbelserne på at forbedre styringen af de offentlige finanser bidrager til en mere ansvarlig, effektiv og åben regering både centralt tog lokalt. Programmet implementeres sammen med 9 andre internationale donorer.

Støtte til udvikling af den private sektor Fase II (2010-14) implementeres indenfor rammerne af regeringens udviklingsstrategi for den private sektor. Programmets sigte er at forbedre virksomhedernes vilkår og at øge lokale og udenlandske investeringer samt støtte udviklingen af bæredygtige strategier for vækst og jobskabelse i erhvervslivet. Der er givet støtte til at forbedre den offentlige sektors regelværk og service overfor den private sektor, samt til efterspørgselsbestemt støtte til fortalervirksomhed for erhvervslivet. Derudover er der leveret uddannelse og træning til den private sektor for at øge adgangen til finansielle og forretningsmæssige ydelser både for kommercielle landmænd, smålandbrugere og andre aktører i landbrugets værdikæder.

Sundhedssektorprogrammet Fase V (2012-2016) støtter Sundhedsministeriet med sektorbudgetstøtte, og der gives også grundfinansiering til Ghanas kristne sundhedsorganisation (Christian Health Organization of Ghana (CHAG)). CHAG er en non-profit leverandør af sundhedsydelser. Den økonomiske støtte suppleres med politisk dialog, der fokuserer på fattige menneskers adgang til sundhed, ligestilling mellem kønnene, seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder og bestræbelserne på at nå nr 4 og 5 af 2015 Målene i 2015, der vedrører børnedødelighed og mødres sundhed. Programmet bistår derudover med at øge den organisatoriske kapacitet via langtidsansættelser af tekniske rådgivere indenfor nøgleinstitutioner.

Programmet Retten til offentlige ydelser og god regeringsførelse (2014-2018) er en sammensmeltning af det tidligere program for lokale serviceydelser og programmet for god regeringsførelse og menneskerettigheder, og det udgør en exitstrategi for den målrettede Danida-støtte til decentralisering, offentlige serviceydelser, menneskerettigheder og god regeringsførelse i Ghana. Programmet sigter på en konsolidering af de resultater, der er opnået i de to nuværende programmer, og på at sikre bæredygtighed via en gradvis udfasning af støtten og overdragelsen af det fulde ejerskab til de ghanesiske myndigheder.

Foruden de ovenstående programmer inkluderer aktiviteterne: Danida Business Partnership, Danida Business Finance, et mindre antal strategiske projekter under den lokale ambassadebevilling, samt forskning via Danida’s Syd-drevne forskningsprogram og programmet ’Building Stronger Universities’.

Danida


Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
1448 København K

Tlf. +45 33 92 00 00
um@um.dk