Spring til indhold

Danmark - Kenya: Landepolitikpapir 2015-2020

""

Resume

Kenyas geografiske beliggenhed på Afrikas Horn samt landets position som indgangssport til det Østafrikanske marked, giver både gode muligheder for Kenya men samtidigt store udfordringer. Den længerevarende ustabilitet på Afrikas Horn har således affødt menneskeskabte humanitære katastrofer i områder, der samtidig er ramt af tørker. Siden terrorangrebet mod Westgateindkøbscenteret i 2013 har der været et stigende antal terrorangreb mod Kenya, der i flere tilfælde har været relateret til al-Shabaab. Problemer i nabolandene har ofte en afsmittende effekt på Kenya. Kenya har taget disse udfordringer op og har gennem omfattende reformer og udbygning af de sociale sektorer samt gennem militære indsatser, humanitært samarbejde og aktivt diplomati søgt at finde nationale og regionale løsninger. Danmark har samarbejdet med Kenya siden landets uafhængighed i 1963 og har under skiftende regeringer og varierende politisk klima spillet en afgørende rolle i at skabe vigtige resultater indenfor fattigdomsbekæmpelse og demokratisk udvikling.

Men der er behov for at gøre mere. Den nye forfatning fra 2010, med en opdeling af den lovgivende, udøvende og dømmende magt, en rettighedslovgivning og en decentralisering af beslutningsprocessen og forvaltning til 47 nyligt oprettede lokale regeringer, udgør et grundlag for regeringsreformer og en demokratisk overgangsperiode. Det rummer muligheder for at finde løsninger på dybt forankrede konflikter, fremme en højere økonomisk vækst samt udvikle et mere sammenhængende, stabilt og rettighedsbaseret Kenya, hvor befolkningen er dybere involveret i den politiske beslutningsproces. Kvinder er stadig marginaliserede på det politiske, sociale og økonomiske plan. Et fattigdomsorienteret udviklingsengagement og inddragelse af kvinder i både den formelle og uformelle sektor kan ændre dette. Forfatningens ambitiøse bestemmelser om ligestilling er på linje med internationale standarder og er udtryk for et stort normativt spring fremad i Kenya. Det skal nu omsættes i praksis til mere indflydelse samt bedre levevilkår for kvinder. Trods de mange fremskridt står Kenya overfor alvorlige interne problemer såsom stor ulighed, fattigdom og alvorlige klimaskabte udfordringer. For at sikre højere og vedvarende økonomisk vækst må Kenya finde løsninger på disse udfordringer.

Målsætningen for Danmarks fremtidige engagement vil være at støtte kenyanerne i at fremme grøn vækst og fattigdomsbekæmpelse, at støtte den demokratiske reformproces samt at øge respekten for menneskerettighederne. Det vil endvidere være et mål i sig selv, at styrke samhandlen og kommercielle relationer mellem Kenya og Danmark samt at styrke stabiliteten og sikkerheden i Kenya og i regionen. Med den økonomiske fremgang er Kenya på vej til at blive et mellemindkomstland i 2030, og partnerskabet mellem Kenya og Danmark bliver i stigende grad
gensidig udbytterigt. Et styrket samarbejde indenfor handel og økonomisk udvikling sammen med et fortsat udviklingsengagement og styrket indsats for stabilitet og sikkerhed udgør baggrunden for Kenyas fortsatte rolle, som et vigtigt partnerland. 

Danida


Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
1448 København K

Tlf. +45 33 92 00 00
um@um.dk