Spring til indhold

Sydsudan i kontekst

Et uafhængigt, men kriseramt Sydsudan
Sydsudan blev en uafhængig nationalstat den 9. juli 2011 efter årtiers borgerkrig mod regimet i Khartoum, Sudan, og blandt stridende sydsudanesiske faktioner. Den årtier lange konflikt efterlod det sydsudanesiske samfund på 11 millioner stærkt militariseret, underudviklet, traumatiseret, fragmenteret og medmangel på mange af de forudsætninger, der kræves for at opbygge en samlet og fremgangsrig nation.

Mens der blev gjort vigtige fremskridt inden for social og økonomisk udviklingsamt politiske og sikkerhedsmæssige reformer i Sydsudans første år som uafhængig stat, bragte uløste konflikter fra fortiden landet tilbage i krig. En langvarig magtkamp om indflydelse og ressourcer i det sydsudanesiske herskende parti, SPLM (South Sudan Peoples Liberation Movement), udviklede sig til en voldelig konfrontation i december 2013og fremefter. Denne nuværende konflikter primært en kamp mellem Sydsudans politiske eliter, dvs. præsidenten og den tidligere vicepræsident. Da de tilhørerhver sin af de to største etniske grupper i Sydsudan (hhv. Dinka og Nuer), har konflikten i et vist omfang fået træk af en etnisk konflikt. Siden konflikten startede i december 2013, har den spredt sig til store dele af landet og splittet både de væbnede styrker i SPLA (South Sudan Peoples Liberation Army) og dele af landet langs etniske skillelinjer samt givet ny næring til allerede eksisterende lokale stridigheder over kvæg, jord og vand. Dertil kommer, at der er tegn på voksende uro og utilfredshed med det nuværende regime blandt andre etniske grupper. Hvis disse grupper engagerer sig mere selvstændigt i konflikten, vil der være en alvorlig risiko for, at den nuværende situation eskalerer.

Efter flere måneders fredsforhandlinger anført af IGAD Plus1 underskrev de to stridende parter en fredsaftale i august2015. Med fredsaftalen forpligter parterne sig på national forsoning, ansvarlighed og bekæmpelse af straffrihed, og fredsaftalen berører nogle af de grundliggende årsager til den nuværende konflikt. Aftalen fokuserer på en styrkelse af statsopbygningsprocessen i Sydsudan, hvilket omfatter etableringen af en national overgangsregering, reformer af både retssektoren, sikkerhedssektoren og landets forfatning, humanitær bistand, genopbygning, forsoning og økonomisk og finansiel forvaltning. Implementeringen skal overvåges af en fælles overvågnings og evalueringskommission (JMEC) bestående af aftalens parter, sydsudanesiske interessenter samt regionale og internationalegaranter og Sydsudans partnere. Overgangsperioden forventes at vare 30 måneder med et nationalvalg i foråret2018 som afrunding.

Gennemførelsen af fredsaftalen vil sandsynligvis blive forsinket og inkludere tilbageslag undervejs. Selv hvis det lykkes at gennemføre fredsaftalen, er der adskillige faktorer, som fortsat vil udgøre en trussel mod fred og stabilitet i Sydsudan og subregionen i den periode, som interim landepolitikken dækker over. Disse faktorer omfatter en overflod afvæbnede grupper, som underminerer nationalstatens monopol på sikkerhed, manglende retssikkerhed, straffrihed, fordrivelse af næsten 1/5 af civilbefolkningen, risiko for økonomiskkollaps, udbredte og alvorlige krænkelser af menneskerettigheder, etnisk forfølgelse samt svage offentlige institutioner og serviceydelser. Den ekstremt ringe sociale velfærd og de presserende udfordringer, der ligger i at opfylde basale behov, er fortsat en underliggende drivkraftfor konflikt, vold og fordrivelse i lokalsamfundene. Disse faktorer har givet Sydsudan kritiske symptomer på statskollaps inklusiv utallige udfordringer inden for sikkerhed og beskyttelse samt risiko for økonomisk sammenbrud. Samtidig befinder landets befolkning, særligt kvinder og piger, sig i en vanskelig menneskerettighedssituation, og den massive fattigdom og det store antal fordrevne har kastet Sydsudan ud i en kronisk humanitær krise.

Risiko for økonomisk sammenbrud
Sydsudan er yderst afhængigt af olie, og hele 85-98 pct. af den offentlige sektors indtægter stammer fra denne sektor.Olieproduktionen skaber ganske vist væsentlige indtægter, men den store afhængighed skaber også udfordringer i forbindelse med prisudsving og produktionsniveauer. Med de nuværende oliepriser vil selv en maksimal produktion være utilstrækkelig til at dække gæld og offentligt forbrug. Siden uafhængigheden har Sydsudan befundet sig i en dyb økonomisk krise, som i øjeblikket bliver værre – både på grund af massive nedskæringer i det statslige budget som følge af løbende oliestridigheder med Sudan, beskadigede oliefaciliteter, fald i internationale oliepriser, skævvridning af valutakurser, hyperinflation og en vedvarende gældsspiral. Den private sektor har meget vanskelige erhvervsmæssige forhold. Korruption gennemsyrer landet på alle niveauer.

Udfordringer indenfor sikkerhed og beskyttelse
Som følge af FN’s Sikkerhedsrådsvurdering af, at situationen i Sydsudan er en trussel mod international fred og sikkerhed, er der etableret en række målrettede sanktioner samt givet mandat til en omfattende international tilstedeværelse med 12.500 tropper, herunder 2.500 tropper fra IGAD-medlemsstater. Mandatet for FN’s mission i Sydsudan(UNMISS) er primært at beskytte civile, sikre humanitær adgang og overvåge krænkelser af menneskerettigheder. Derudover har en netop vedtaget foreløbigændring af mandatet åbnet op for, at UNMISS kan støtte gennemførelse af fredsaftalen. Danmark bidrager til UNMISS2 med både militært og civilt personel og støtter IGAD direkte. Det forventes, at det aktuelle mandat vedrørende antallet af FN-tropper og fokus på beskyttelseselementet også vil være relevant i de kommende år. Hæren i Sydsudan består af medlemmer af Sydsudans befrielseshær, SPLA, og er landets største offentlige institution.

Efter uafhængigheden er hæren i højere grad blevet brugt som et politisk værktøj til at bekæmpe væbnede modstandere og militser og som rekrutteringsgrundlag til politiske stillinger end som et middel til at skabe national sikkerhed. Hæren er vokset fra ca. 40.000 i 2005 til anslået 232.000 i 2013. Hæren vurderes at stå for 35 pct. af statsbudgettet. Det sydsudanesiske politi og retssektor lider under en alvorlig lav institutionel kapacitet og mangel på ressourcer til systematisk at forbedre retssikkerheden. Det er almindeligt anerkendt, at en løsning på Sydsudans indbyrdes forbundne sikkerhedsproblemer vil kræve en omfattende indsats, der involverer både militær, politi og retssektoren som helhed. Der er derfor behov for initiativer inden for afvæbning, demobilisering, reformering, reduktion af hæren til en hensigtsmæssig størrelse, forbedringer i retssikkerheden og retlige overgangsmekanismer samt konfliktforebyggelse på lokalt plan. Fredsaftalen inkluderer således også et omfattende fokus på demobilisering og reform af sikkerhedssektoren og afspejler dermed vigtigheden af ovenstående.

En vanskelig menneskerettighedssituation, specielt for kvinder og piger
En manglende overholdelse af menneskerettigheder ses tydeligt på områder som deltagelse, lighed og beskyttelse. Lokalsamfundene har desperat behov for forsoning og retlige mekanismer, og landsdækkende forsoning vil derfor også udgøre en del af fredsprocessen. Straffrihed blandt sikkerhedsstyrkerne og de væbnede oprørsstyrker, seksuelle overgreb og kønsbaseret vold samt den ekstreme mangel på kvinders rettigheder er områder, hvor der er behov for særlig opmærksomhed. Der er tvungen værnepligt i Sydsudan, og rekruttering af børnesoldater har været udbredt. Kvinder og piger spiller en afgørende rolle for familiers overlevelse og udviklingen i lokalsamfundene, men sædvaneret og tradition placerer dem fortsat i en mindreværdig plads i samfundet. Samtidig er der behov for en troværdig respons på de alvorlige krænkelser af menneskerettigheder og udbredte grusomheder, som bl.a. er dokumenteret af FN og AU.

I starten af 2014 etablerede AU en undersøgelseskommission, som efterfølgende har konkluderet, at begge konfliktens parter har begået grove krænkelser af menneskerettigheder og andre overgreb under konflikten. Som en del af fredsaftalen fra august 2015, har AU meddelt, at de etablerer en hybrid domstol for Sydsudan (HCSS). Domstolen skal efterforske og retsforfølge enkeltpersoner,som er ansvarlige for overtrædelser af folkeretten og/eller gældende sydsudansk lov i perioden fra krisens udbrud i december 2013 og frem til overgangsperiodens afslutning i 2018.

Massiv fattigdom, fordrivelse, og kronisk humanitær krise
Udviklingsindikatorerne for Sydsudan er fortsat blandt de laveste i verden, og ingen af 2015-målene er blevet opfyldt. Mere end halvdelen af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, kun ca. én ud af fire voksne kan læse og skrive, mindre end halvdelen af børn i grundskolealderen går i skole, og risikoen for at en kvinde på et tidspunkt i sit liv dør af graviditetsrelaterede årsagerer en til syv. Det er ifølge FN den højeste rate i verden. Sydsudan oplever en langvarighumanitær krise, hvor mere end halvdelen af befolkningen har en fortid som afhængig af humanitær bistand. Mange oplever regelmæssigt en ustabil fødevaresikkerhed i løbet af et år, mens andre permanent har behov for støtte. Der ydes permanent humanitær bistand til de fattigste 30 pct. af befolkningen, og landet forventes fortsat at være berørt af en alvorlig mangel på fødevaresikkerhed i de kommende år. Sydsudan er endvidere alvorligt ramt af sæsonbetonede og tilbagevendende naturkatastrofer.

Derudover er Sydsudan værtfor mere end 260.000 flygtninge, som er flygtet fra nabolande og næsten to millioner sydsudanesere, som er vendt tilbage fra Sudan siden 2007. Dette lægger yderligere pres på de knappe ressourcer og serviceydelser i Sydsudan. Den humanitære situation er på det seneste eskaleret til et alarmerende niveau i en sådan grad, at FN har udstedt advarsel om risiko for hungersnød for millioner af internt fordrevne og marginaliserede. Per oktober 2015 lider 4,9 millioner mennesker under alvorlig fødevaremangel. Det bliver derfor en storudfordring for Sydsudans fremtidige udvikling at finde løsninger på både intern og ekstern fordrivelse. De humanitære behov i Sydsudan udgør en langsigtet udviklingsmæssig udfordring, som kræveren vedholdende indsats for at opbygge det sydsudanesiske folks modstandsdygtighed.

I årtier har det været overladt til internationale aktører at levere de basale serviceydelser. Den sydsudanesiske regering og dens partnere er i det store og hele enige om, at Sydsudan har hårdt brug for en styrket og mere omfattende levering af serviceydelser sammen med bedre forbindelser mellem hovedstaden, de regionale delstater og amter.

Langsigtet potentiale for en bedre fremtid?
Fredsaftalen fra august 2015 udgør en mulighed for, at Sydsudan kan anlægge en ny kurs væk fra skrøbelighed og krise. Når den nationale overgangsregering dannes, kan den bygge videre på en rækkeinitiativer, som blev igangsat i de første år efter uafhængigheden, og som rummer løfter om en bedre fremtid – vel at mærke hvis den nødvendige politiske vilje og målrettethed er til stede. Dette omfatter processen med udarbejdelse af en ny forfatning, national folketælling, valg, reform af sikkerhedssektoren og implementering af allerede reformerede lovgivningsmæssige rammer.

Sydsudan har et stort økonomisk potentiale - på langt sigt. På grund af landets store afhængighed af olieeksporten vil en vellykket forlængelse af den eksisterende olietransportaftale med Sudan, som udløber i april 2016, være afgørende for at fastholde Sydsudans olieindtægter.Endvidere indeholder fredsaftalen bestemmelser om økonomisk og finansiel forvaltning, som forhåbentlig til en vis grad vil lindre den økonomiske situation, hvis disse bestemmelser implementeres fuldt ud. Den del af Sydsudans økonomi, der ikke er baseret på olieindustrien, udgøres i øjeblikket af subsistenslandbrug, fiskeri og kvægopdræt. Landet har imidlertid et enormt potentiale inden for landbrug. Under 5 pct. af den dyrkbare jord dyrkes, og kun en ganske lille del af Sydsudans kvægbestand på 12 millioner bruges erhvervsmæssigt. Andre sektorer med vækstpotentiale er minedrift og skovbrug. Det kræver dog store investeringer at udvikle disse sektorer, både igennem værdikæderne og i fysisk og menneskelig infrastruktur. Det er også vigtigt for at nå en langsigtet, bæredygtig økonomiskudvikling, at der tages højde for følgerne af klimaforandringer, og at der arbejdes med en reduktion af miljøkatastrofer.

Sydsudan og internationale partnere
Antallet af aktive bilaterale og multilaterale partnere i Sydsudan er steget siden landets uafhængighed i 2011,men er dog stadig begrænset sammenlignet med nabolandene i Østafrika. Antallet af internationale partnere er ikke faldet siden december 2013, men deres profil har ændret sig i retning af mere humanitært arbejde. Ifølge den seneste oversigt(juli 2015) fra Sydsudans Ministerium for Finansiel og Økonomisk Planlægning har udviklingspartnere oplyst, at de betaler ca. USD 1.174 millioner i 2015/2016, hvoraf den humanitære støtte udgør USD456 millioner. I forhold til udviklingsbistand har UK oplyst, at de bidrager med USD 156 millioner, mens USA vil bidrage med USD 196 millioner. Norge og Sverige har annonceret henholdsvis USD 31,2 millioner og USD 14 millioner.

Danmark tilhører gruppen af Sydsudansprimære bilaterale partnere, som samarbejder via en kombination af politiskdialog og humanitære, udviklingsmæssige samt freds- og stabilitetsskabende indsatser. Ligesom Danmark bidrager de fleste bilaterale partnere med civilt og militært personel til UNMISS og er aktive via regionale og internationale diplomatiske fora. En politisk trojka bestående af USA, UK og Norge, som er støttet af EU, fungerer som den primære formidlingskanal af politiske budskaber til de sydsudanesiske politiske faktioner og vigtige regionale interessenter. Danmark deltager ligeledes i en international donorgruppe, som også inkluderer de primære multilaterale donorer, som mødes regelmæssigt for nøje at koordinere og afstemme indsatser og arbejde inden for de politiske, udviklingsmæssige og humanitære spor. Kina er også en vigtig aktør i Sydsudan, som både dominerer landets oliesektor og udgør den primære eksportdestination for netop denne olie. Kina bidrager endvidere med personel til UNMISS og IGAD, har humanitære og udviklingsmæssige engagementer i Sydsudan og har lokalt vist interesse for nye partnerskaber.

Når de internationale udviklingspartnere har måttet tilpasse deres indsats, har de tilstræbt koordination og aftalt en række fælles donorprincipper for indsatsen i Sydsudan. Dialogen om disse principper udvikler sig i takt med situationen, og den strategiske tilgang indbefatter forhold omkring operationel effektivitet og fastsættelse af prioriterede indsatsområder, se boks 5. Store donorer som EU, UK, Norge og Japan har således omlagt eksisterende programmer og rettet dem mod livreddende humanitær støtte samtidig med, at de har fortsat deres indsats indenfor basale serviceydelser som sundhed og uddannelse, levevilkår og fødevaresikkerhed/landbrug og kritiske områder indenfor god regeringsførelse. Norge har ligeledes fastholdt sit energiprogram.

Danida


Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
1448 København K

Tlf. +45 33 92 00 00
um@um.dk