Spring til indhold

Anneks 2 - Danmarks udviklingsaktiviteter i Tanzania

Generel budgetstøtte

Danmark gav allerede i det allertidligste samarbejde direkte støtte til statsbudgettet i Tanzania. Generel budgetstøtte i den nuværende form blev dog først givet, efter at Tanzania i 2001 fik en aftale om gældslettelse. Danmark var en af de første udviklingspartnere, der tilsluttede sig et program for fattigdomsbekæmpelse via budgetstøtte – Poverty Reduction Budget Support (PRBS). Det vigtigste formål med direkte budgetstøtte var at bidrage til økonomisk vækst og reduceret fattigdom ved at støtte Tanzanias egen strategi for reduktion af fattigdommen. Siden 2001 har Danmark givet omkring 1,1 milliard DKK i generel budgetstøtte til Tanzania. Der er givet tilsagn om yderligere 615 millioner DKK i den nuværende fjerde fase af det danske program for generel budgetstøtte (GBS), der løber fra 2011-2015. I den nuværende fase ydes 80 % af den danske støtte som et fast årligt beløb, mens omkring 20 % afhænger af den årlige opfyldelse af de indgåede aftaler på udvalgte områder.

Generel budgetstøtte og flere skatteindtægter har øget statens evne til at mobilisere ressourcer og øge offentlige udgifter, og det har muliggjort en betydelig vækst i de offentlige ydelser, specielt til sundhed og uddannelse. GBS har også skabt en formaliseret ramme for dialog mellem udviklingspartnerne og Tanzanias regering. Med hensyn til mindskelse af fattigdommen har fremskridtene dog været skuffende, og fattigdommen har gennem de sidste ti år ligget på et stort set uforandret højt niveau. De store fremtidige udfordringer er at mindske omkostningerne ved at yde bistand (transaktionsomkostningerne), samt at fokusere på centrale problemer i dialogen, herunder reduktion af fattigdommen.

Demokrati, Menneskerettigheder og God regeringsførelse

Den danske støtte til demokrati, menneskerettigheder og god regeringsførelse indledtes allerede inden, Tanzania i 1992 afskaffede etpartisystemet. Præsidentvalget i 1995 blev også støttet af Danmark. Gennem årene har Danmark støttet Tanzanias demokratiske udvikling ved at støtte centrale demokratiske institutioner, civilsamfundsorganisationer og mange af de vigtige reformer i den offentlige sektor, herunder Public Service Reform, Local Government Reform, Public Financial Management Reform og Legal Sector Reform. I den nuværende fase fra 2011-2015 gives der en støtte på i alt 250 mio. DKK til tre komponenter: 1) Støtte til demokratisk samspil og ansvarlighed gennem civilsamfundsorganisationer og styrkelse af medierne. 2) Støtte til retssystemet gennem forbedret adgang til juridisk bistand og støtte til retsreformen. 3) Støtte til det reformprogram, der skal styrke forvaltningen af de offentlige finanser og føre til en sundere og mere holdbar finansiel ledelsesstruktur, herunder specielt en mere holdbar skatte-og afgiftsforvaltning.

Sundhed

Formålet med Danmarks støtte til sundhedssektoren er at forbedre den generelle sundhedsstandard og almindeligt velfærd for alle tanzaniere med særlig fokus på kvinder, børn og sårbare grupper. Programmet er i overensstemmelse med Tanzanias program for reduktion af fattigdommen og med sektorstrategierne og årtusindmålsætningerne (MDG). Den danske støtte har, siden regeringen indledte sin sundhedsreform i 1996, haft form af sektorprogramstøtte. Den nuværende fjerde fase af Sundhedssektorprogramstøtten (HSPS IV) løber fra 2009-14. Programmet støtter tre forskellige komponenter, sundhedssektoren på fastlandet, sundhedssektoren i Zanzibar, samt tværsektorstøtte til kampen mod HIV/AIDS. Fjerde fase har et samlet budget på 910 mio. DKK, og den største komponent udgøres af støtten til fastlandet på 528 mio. DKK (80 % går via samfinansiering til en Health Basket Fund). De mange års involvering i sundhedssektoren både på fastlandet og i Zanzibar har skabt positive resultater i form af mindre børnedødelighed, færre smitsomme sygdomme og bedre planlægning og samarbejde om støtte til den grundlæggende sundhedstjeneste. Udfordringen er at sikre sundhedspersonale til sundhedsinstitutionerne, specielt i landområderne, samt bedre kvalitet i de leverede ydelser og mere lige adgang til disse ydelser.

Vejsektoren

Danmark har siden slutningen af 1980’erne støttet vejsektoren med mere end 1,9 milliarder DKK og hjulpet med konstruktionen af nogle af Tanzanias vigtigste veje. I 2000 viste en gennemgang af indsatsen, at der var brug for socioøkonomiske initiativer, og det prioriteres at sikre plads både til handel og til fodgængere, samtidig lægges der vægt på foranstaltninger, der øger trafiksikkerheden. Veje og transport er højt prioriterede i regeringens plan for reduktion af fattigdommen, og et velfungerende vejnetværk ses som en forudsætning for økonomisk vækst og social udvikling. Den danske støtte til sektoren fases ud i løbet af 2014.

Landbrug

Fra 1999 til 2008 støttede Danmark landbruget med omkring 454 mio. DKK via landbrugssektor-programstøtte. Det overordnede formål var at sikre større og mere permanent vækst i landbefolkningens indtægter. For at opnå det, blev bistanden i anden fase (ASPSII) givet som støtte til politiske reformer, fremme af den private sektors involvering i landbrugssektoren (PASS), småbønders adgang til såsæd og forstærket lokal landbrugsudvikling. Som tiden gik, blev de forskellige komponenter dog i voksende omfang gennemført som løsrevne enkeltprojekter. Der manglede en helhedsorienteret strategisk tilgang. Derfor gik man til dels glip af den tilsigtede synergi mellem indsatserne. Resultaterne var dårligere end forventet og havde ikke den ønskede indflydelse på udviklingen af den nationale landbrugspolitik. Den danske støtte blev udfaset i 2008. Nogle af de mere vellykkede dele, som PASS-støtten, er efter omstrukturering inkluderet i business-sektor-programmet.

Erhvervssektoren

Danmark har støttet Tanzanias erhvervs-og privatsektorudvikling siden begyndelsen af 1990’erne. Hovedmålsætningen har været at udvikle den private sektor som motor for en økonomisk vækst, der støtter Tanzanias strategi for reduktion af fattigdommen og er til gavn for de fattige. Den tredje fase af erhvervssektor-programstøtten (BSPS) fokuserer på: Et forbedret erhvervsmiljø, bedre adgang til internationale markeder og udviklingen af sektoren for mikro, små og middelstore virksomheder, herunder landbruget. Den tredje fase (2008-2013) er ved at være afsluttet, og fjerde fase er snart færdigformuleret. Den samlede støtte til de første 3 faser var 925 mio. DKK. Fjerde fase får et budget på 600 mio. DKK. De tre første faser har ført til gode resultater og har for eksempel spillet en vigtig rolle for beslutningen om at etablere en national institution for faglig uddannelse og træning (Vocational Education and Training Authority). De har også bidraget til et bedre fungerende arbejdsmarked, styrket industri-og handelsministeriets kapacitet og forbedret adgangen til finansielle ydelser for mere end en million mennesker. Støtten til omfattende reformer af lovgivningen og rammerne for erhvervslivet har været mindre vellykkede. Reformtempoet er stadig langsomt, og det vil fortsat være en udfordring.

Udviklingsaktiviteterne i Tanzanias erhvervssektor omfatter også Danidas Business Partnership program (DBP) og støtte til det østafrikanske fællesskab (EAC). Støtten til EAC har som formål at øge den regionale økonomiske integration og skabe større markeder, forbedre konkurrenceevnen på det globale marked og tiltrække udenlandske investorer. Danmarks støtte udgør fra 2012 til 2014 160 mio. DKK.

Miljø

Danmark har givet miljøstøtte til Tanzania i mere end 20 år. I 1990’erne blev støtte især givet til projekter i det sydlige højland. I slutningen af 1990’erne blev det første overordnede miljøstøtteprogram (Environmental Support Programme ESP) skabt, og det har siden været retningsgivende for dansk bistand. Den nuværende støtte fokuserer på to områder: 1) Miljøledelse i byerne for at introducere miljømæssig planlægning og ledelse på kommunalt niveau. 2) Forvaltning af naturressourcerne for at støtte skove og vådområder. Programstøtten har fra 2007 til 2012 haft et samlet budget på 180 mio. DKK. Senest har Danmark støttet udviklingen af Tanzanias første nationale strategi for håndtering af klimaændringer. Den danske støtte til miljøsektoren vil gradvist blive udfaset frem til udgangen af 2015.

Kultur

Fra 2008 til 2011 støttede Danmark beskyttelse, fremme og udvikling af Tanzanias kulturelle identitet og mangfoldighed med 6,2 mio. DKK. I et samarbejde med skoleelever og vordende kunstnere var støtten med til at styrke sårbare grupper via deres aktive deltagelse i kunst og kultur. En ny fase forventes.

Køn

Danmark har siden 2002 givet bistand til styrkelse (empowerment) af Tanzanias kvinder. Målet har været fortalervirksomhed og styrkelse af kvinders rettigheder, blandt andet til skolegang og til jord. Fra 2009 til 2011 var et af hovedresultaterne færdiggørelsen af et nationalt kønsstudium (National Gender Diagnostic Study). Den nuværende fase fra 2012 til 2014 har et budget på 25 mio. DKK og har som formål at hindre og bekæmpe kønsbaseret vold, samt styrke kvinder økonomisk, specielt i landområderne gennem netværk og styrkede erhvervsmæssige færdigheder.

Danida


Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
1448 København K

Tlf. +45 33 92 00 00
um@um.dk