Spring til indhold

De aktuelle og kommende udfordringer og muligheder i Tanzania

Tanzania har gennemgået en imponerende politisk og økonomisk udvikling og har oplevet fremgang i social velfærd, men landet står stadig overfor betydelige udfordringer i sin udvikling, herunder ikke mindst på centrale områder som økonomisk fordeling, befolkningstilvækst, korruption og stærkere adskillelse mellem parti og stat. Samtidig opstår der nye muligheder, som har potentiale til at blive helt afgørende for de nødvendige forandringer og reformer.

2.1 FATTIGDOM OG ULIGHED: HØJ VÆKST, MEN IKKE FOR ALLE

Tanzania har været en makro økonomisk succes i næsten to årtier. Den økonomiske vækst voksede fra omkring 3,5 % årligt i 1990’erne til 7 % årligt i 2000 tallet. Vækstraterne har trods finanskrisen været bemærkelsesværdigt stabile de sidste ti år, og de ventes at fortsætte eller endda blive endnu højere i den nærmeste fremtid. Samtidig har landet oplevet stor befolkningstilvækst – fra 11 millioner indbyggere ved uafhængigheden til omkring 45 millioner i 2012. Befolkningstilvæksten er fortsat stor, næsten 3 % årligt, og hvis væksten fortsætter på det niveau, vil der være 53 millioner tanzaniere i 2018 og 100 millioner i 2042. 

Den økonomiske vækst og årtier med massiv international bistand har skabt mange gode resultater. Men det er vigtigt at huske, at væksten startede fra et meget lavt niveau, og fattigdommen i Tanzania har vist sig at være utroligt svær at få bugt med. Med et årligt bruttonationalprodukt (BNP) pr. indbygger på $532 (2011) og et Human Development Index, hvor Tanzania rangerer blandt de 20 % dårligst placerede lande, er Tanzania et af de 15 fattigste lande i verden. Mere end to tredjedele af befolkningen lever under den internationalt anerkendte fattigdomsgrænse på $1,25 pr. dag, og næsten 90 % lever for under to dollar dagligt. Omkring en tredjedel lever under, hvad man betegner som "de elementære behovs fattigdomsgrænse", der svarer til en købekraft på $0,96 US eller ca. 6 kroner pr. dag. Med denne grænse som målestok var der et moderat fald i fattigdommen fra 39 % af befolkningen i 1992 til 34 % i 2007 og Tanzanias regering håber, at kunne vise en yderligere reduktion på 5-8 procentpoint i 2012. Selv hvis dette skulle være tilfældet er antallet af fattige mennesker ikke faldet nævneværdigt. Andre data peger på, at der ikke har været noget nævneværdigt fald i fattigdommen siden 2007. Officielle undersøgelser viser, at uligheden har været konstant fra 2001 til 2007 (Gini 0.35), men andre opgørelser viser, at uligheden er vokset omkring 20 % i samme periode. Man kan få et billede af ulighedens omfang ved at se på statistikken, der viser, at de rigeste 20 % af Tanzanias befolkning står for 42 % af det samlede forbrug, mens de fattigste 20 % kun forbruger 7 %. 
Den beskedne reduktion i fattigdommen viser, at den økonomiske vækst ikke er nået langt og bredt ud. Væksten er koncentreret i telekommunikation, finansielle ydelser, detailhandel, mineudvinding, turisme, byggeri og fremstilling. Væksten var tidligere i høj grad drevet af offentligt forbrug og international bistand, men det er ikke tilfældet mere. Væksten skabes i dag primært i den private sektor, men de sektorer, der har oplevet høj vækst, er gennemgående kapitalintensive og koncentreret i de større byområder. Væksten har stort set været virkningsløs overfor de to store udfordringer, som er at skabe mere arbejde og flere job i alle dele af samfundet og forbedrede indtægter for det store flertal.

En hovedårsag til, at fattigdommen ikke er reduceret trods den økonomiske vækst, er, at det ikke er lykkedes at øge produktiviteten i landbruget gennem de seneste årtier. Tanzania er stadig overvejende et landbrugsland, og tre fjerdedele af befolkningen lever i landområderne. 80 % af Tanzanias fattige lever i landhusholdninger. Væksten i landbrugssektoren er fortsat lav, kun på omkring 4 % om året, og i landområderne kan væksten i produktionen knapt nok holde trit med væksten i befolkningstallet. Fødselstallene på landet er høje (6,1 fødsler i gennemsnit pr. kvinde mod 3,7 i byområderne). Mens donorerne og regeringen har brugt store ressourcer på at forbedre de sociale sektorer, er der ikke givet en tilsvarende nødvendig støtte til landbruget og andre produktive sektorer. Manglende sikringer mod at de traditionelle brugere i landsbyerne kan fratages deres jord, er et af de væsentlige spørgsmål, som medfører, at investeringer, der kunne øge produktiviteten, holdes tilbage. Forarbejdningen af fødevarer og andre landbrugsprodukter og andre former for fremstilling er også meget begrænset i landområderne, og det betyder, at der er meget få beskæftigelsesmuligheder. 
Tanzania oplever af samme grund en betydelig afvandring af yngre mennesker fra de lavproduktive landområder til byernes uformelle servicesektorer, hvor produktiviteten imidlertid er lige så lav. Arbejdsløsheden er høj og tilsyneladende i hastig vækst, især i byområderne og blandt de unge. Den officielle arbejdsløshed er på 12 % og højest i byerne. I Dar es Salaam er den helt oppe på 32 % (2006). Derudover er omkring en tredjedel af dem, der er i arbejde, såkaldt "arbejdende fattige" – de har formelt set arbejde, men deres indtægt ligger under de elementære behovs fattigdomsgrænse på $0,96 pr. dag. De arbejder ofte enten i landbruget eller i byerne i den uformelle servicesektor i lavproduktive deltidsjobs. Det skønnes, at der kommer 700.000 nye unge tanzaniere ud på arbejdsmarkedet hvert år, men kun en brøkdel af dem har en realistisk chance for at få et stabilt job, der giver mulighed for at forsørge en familie. Strømmen fra land til by vil fortsætte i de kommende år, og Dar es Salaam er en af de byer i Afrika, der har den hurtigste vækst.

I skarp kontrast til den stort set uforandrede ekstreme fattigdom, oplever Tanzania i disse år en vækst i den lille middelklasse i byerne. Det er en relativt lille gruppe, der kun tæller omkring 10 % af befolkningen, men den har voksende købekraft og betydelig politisk indflydelse, og den stiller politiske og økonomiske krav – til billig elektricitet, importerede varer og bedre sociale ydelser og infrastruktur i byområderne. Regeringen arbejder hårdt for at leve op til disse krav, for eksempel via store tilskud til billig elektricitet, omfattende skattefritagelsesregler for udenlandske og lokale firmaer og regeringsansatte, samt store skattefrie diæter til embedsmænd. Regeringens forsøg på at tilfredsstille middelklassen risikerer imidlertid at øge uligheden i samfundet yderligere frem for at mindske den. Det kan true den fortsatte fred og stabilitet og den sociale sammenhængskraft i Tanzania.

Efter de seneste store fund af gasreserver, udover de allerede kendte store forekomster af mineraler, er Tanzanias økonomiske udsigter på langt sigt lovende, og fundene tiltrækker allerede udenlandske investorer. De positive økonomiske resultater af udvindingen af naturressourcerne vil dog ikke for alvor vise sig før om en halv snes år, og det er helt afgørende at sikre den makroøkonomiske styring indtil da. Regeringen har i de senere år øget sin låntagning både i form af normalt forrentede og lavt forrentede, koncessionelle lån, og som konsekvens af den øgede låntagning er Tanzanias offentlige gæld på kun 4 år vokset fra 28 % af bruttonationalproduktet til 40 %. Gælden vokser fortsat hurtigt, og udgifterne til at forrente og afbetale gælden vokser tilsvarende. Den finansielle bæredygtighed er endnu ikke truet, men det bliver stadig vigtigere at holde øje med håndteringen af gælden, og der er stærkt brug for en markant styrkelse af kontrollen med de offentlige investeringer. Ikke mindst er der brug for større åbenhed og gennemskuelighed i offentlige kontrakter og offentlige indkøb.

 

2.2 SOCIAL UDVIKLING

Fattigdom kan ikke alene måles ved at se på indkomstfordeling og fordelingen af formuer. De officielle statistikker fokuserer kun på det private forbrug og undervurderer betydningen af forbruget af offentlige ydelser. Dermed undervurderer statistikkerne også de forbedringer, der er opnået gennem de seneste mange år. Tanzanias regering har valgt at bruge meget betydelige ressourcer på at sikre offentlige ydelser til befolkningen, og i konsekvens af den prioritering er adgangen til vand, uddannelse og sundhedsydelser forbedret betragteligt over de seneste årtier. Tanzania er i konsekvens af den udvikling fra 2006 til 2013 rykket 7 pladser op på det indeks over menneskelig udvikling (HDI), der hvert år udarbejdes af FN’s Udviklingsprogram UNDP. Tanzania har også gjort fremskridt i bestræbelserne på at nå FN’s såkaldte årtusindmålsætninger (MDG). 
Specielt på uddannelsesområdet har Tanzania satset stærkt, og der er opnået store forbedringer i befolkningens adgang til grundskoleuddannelse. Tanzania er i dag et af de få lavindkomstlande, der er tæt på at nå målet om at sikre grundskoleuddannelse for alle. Der har også været fremskridt i bestræbelserne på at reducere uligheden mellem piger og drenge i adgangen til uddannelse, samt i kampen mod HIV/AIDS, malaria og en række andre sygdomme. I sundhedssektoren er det generelt lykkedes at udbrede adgangen til grundlæggende sundhedsydelser, og resultaterne ses blandt andet ved, at flere børn overlever. Der har været fald, både i det antal børn, der dør inden for det første år efter fødslen (den officielle børnedødelighed) og i dødeligheden inden for de første 5 år af barnets liv. Der er dog fortsat en voldsom udfordring i at få reduceret den store mødredødelighed. De offentlige udgifter til uddannelse er vokset betragteligt over de seneste år, hvorimod udgifterne til sundhed har været faldende, både når de måles i realværdi og som andelen af det samlede nationalbudget.

På tværs af de sociale sektorer er der et voldsomt og vedvarende behov for at øge kvaliteten af de ydelser, der tilbydes. Den massive udvidelse af dækningen, og forsøget på at nå ud til alle med uddannelse og sundhed, ser over hele linjen ud til at have påvirket kvaliteten negativt. Nye studier viser omfattende og vedvarende kvalitetsproblemer både i grundskoleundervisningen og på de højere skoleniveauer, og konsekvenserne er, at eleverne forlader skolen med helt utilstrækkelige kundskaber. I 2012 dumpede 60 % af de studerende ved eksamenerne i de offentlige sekundærskoler (niveauet over grundskolen).

Kvaliteten i de primære sundhedsydelser er negativt påvirket af en hel række faktorer, heriblandt mangel på sundhedsarbejdere og en meget uens fordeling af sundhedsarbejderne ud over landet, dårlig adgang til helt basal medicin og dårlig infrastruktur. Det hele påvirkes yderligere af, at der hele tiden bliver flere og flere mennesker. Et af mange udtryk for, at kvaliteten af sundhedsydelserne er for ringe, ses i den kendsgerning, at der kun har været en meget lille stigning i den andel af kvinderne, der føder på en offentlig sundhedsinstitution. I 2004 var det 47 % af Tanzanias kvinder, og 6 år senere i 2010 var det kun steget til 50 %.

Det er de seneste år lykkedes regeringen at reducere manglen på sundhedsarbejdere fra et niveau, hvor 65 % af stillingerne i 2007 stod ubesatte, til 2011, hvor der "kun" manglende 41 %. Det er markant bedre, men det er stadig kun lidt over halvdelen af stillingerne, der er besat.

Adgangen til sociale ydelser er stadig meget ujævnt fordelt. Hvad enten det gælder sundhed eller uddannelse, er der stor ulighed både i adgangen til ydelser og i fordelingen af de offentlige udgifter til forskellige grupper i samfundet. Det handler om forskelle mellem rig og fattig, om hvor man bor i landet og om forskelle mellem land og by. Som eksempel er antallet af sygeplejersker i sundhedstjenesten i forhold til befolkningens størrelse 30 gange større i det bedst stillede distrikt i landet, end det er i det dårligste. Mere end halvdelen af alle Tanzanias læger arbejder i Dar es Salaam. Det er derfor heller ikke overraskende, at der i Dar es Salaam er 3 gange så mange kvinder som i resten af landet, der vælger at føde på en sundhedsklinik. Det viser, hvor vigtigt det er, at have stærkt fokus på at forbedre kvaliteten og den lige adgang for befolkningen til de sociale ydelser. Det er faktorer, der i nogen grad er blevet overset med årtusindmålsætningernes (MDG’s) fokus på at nå så mange som muligt.


2.3 FRED, STABILITET OG DEMOKRATI

Tanzania er stadig – med landets flerpartidemokrati og en sekulær stat – et stabilt land i en ustabil region. 50 års fredelig sameksistens, uden borgerkrige, væbnede konflikter eller militærkup, gør indtryk. Denne rekord er, sammen med Tanzania’s historiske rolle i panafrikanismen og støtten til talrige afrikanske uafhængighedsbevægelser, en vigtig årsag til, at landet er en nøglespiller på Afrikas politiske scene. I vid udstrækning er det "nationens grundlægger", Nyerere, og regeringspartiet Chama Cha Mapinduzi (CCM), der har ansvaret og æren for den enestående og fredelige opbygning af en afrikansk nation. Tanzania’s historie er præget af religionsfrihed, og der er en lang og en stærk tradition for tolerance og fredelig sameksistens mellem forskellige trosretninger og etniske grupper. Traditionen for at være en etparti-stat er også lang, og endnu i dag mere end 20 år efter indførelsen af flerpartidemokrati er den proces, som skal føre til adskillelsen af staten og partiet, ikke afsluttet, hvilket er en af Tanzanias store udfordringer. 
Regeringspartiet CCM har styret landet siden uafhængigheden og har fortsat absolut flertal i Parlamentet. Støtten til oppositionen har dog været stigende gennem de senere år, især på grund af interne konflikter i CCM og offentlig utilfredshed med, at det går så langsomt med at få gjort noget ved de sociale og økonomiske udfordringer. Selvom Tanzania er blevet mere pluralistisk, er det usandsynligt, at CCMs greb om magten for alvor vil blive udfordret indenfor dette årti. Helt uafhængigt af, hvordan det er gået økonomisk, har CCM altid haft en meget stærk og traditionel base i de fleste landområder, og det er svært for andre politiske partier for alvor at gøre sig gældende her. Meget vil afhænge af, hvordan partiet håndterer den stigende frustration især blandt de unge. Denne frustration har skabt et miljø, der gøder fremvæksten af mere radikale og mindre fredelige og kompromissøgende ledere, end dem Tanzania normalt har skabt. Der er i dag langt flere tilfælde af åben fjendtlighed og voldelige sammenstød mellem politiske partier, religiøse grupper og myndigheder end tidligere. Offentlige ansatte embedsmænd har også strejket, og konflikter, der var ukendte i Tanzania for ti år siden, er i det hele taget ved at blive almindelige.

Tanzania er stadig på god fod med de fleste nabolande, og der er ingen væsentlige ydre trusler mod landet. Pirataktiviteten på Afrikas østkyst er reduceret meget betragteligt i forhold til situationen i 2010, blandt andet som følge af øget international flådetilstedeværelse og øget brug af private sikkerhedssystemer. Piraternes tilstedeværelse udgør dog stadig en alvorlig trussel imod skibsfarten til og fra Tanzania, og de påvirker derfor også de nabolande uden kyststrækning, der betjenes af havnen i Dar es Salaam.

 

2.4 ZANZIBAR: EN SÆRLIG UDFORDRING

De indviklede relationer mellem det delvist selvstændige Zanzibar og unionen, der omfatter hele Tanzania, er et vigtigt tema i Tanzanias indenrigspolitik, ikke mindst i lyset af planerne om grundlovsændringer. Mange zanzibarere har stærke ønsker om øget autonomi for Zanzibar. Den eksisterende struktur, hvor unionen har ansvaret på centrale områder som udenrigs- og sikkerhedspolitik, mødes i stigende grad af folkelig modstand. Og på grund af de betydelige gasfund ud for Zanzibars kyst er der særlig utilfredshed med, at unionen også har det overordnede ansvar for naturressourcerne.

Uafhængighedspartiet Civic United Front (CUF) har traditionelt været det vigtigste oppositionsparti i Zanzibar, men det gik i 2010 ind i en samlingsregering med CCM. Regeringen kunne i begyndelsen glæde sig over bred folkelig støtte, men den opfattes nu i stigende grad som ineffektiv, og samtidig har CUF’s regeringsdeltagelse svækket den folkelige støtte til partiet. Partiet er præget af interne stridigheder, og der er opstået et vist vakuum i oppositionens politik. Det vakuum søges nu opfyldt af populistiske bevægelser, og der er en risiko for, at den politiske scene i Zanzibar overtages af fortalere for radikale organisationer, som den stadigt mere populære bevægelse Uamsho, der kæmper for at fremme islamiske principper og ønsker Zanzibars totale uafhængighed. Zanzibar oplever voksende religiøse spændinger og flere voldelige sammenstød mellem radikale islamiske grupper og myndighederne. Grundlovsrevisionen ventes, når en regeringsnedsat kommission har afleveret sin rapport senere i 2013. En revision vil formentlig resultere i et mere uafhængigt Zanzibar, og det vil udover de politiske ændringer også skabe en betydelig ændring i øernes økonomiske situation – særligt hvis ændringerne fører til, at man fjerner traditionen for, at Zanzibar får økonomisk hjælp med penge fra unions-budgettet.


2.5 MENNESKERETTIGHEDER OG RETSSIKKERHED

I et regionalt perspektiv har Tanzania stadig en relativt positiv status på menneskerettighedsområdet. Landet har ratificeret de fleste af de internationale menneskerettighedsrelaterede instrumenter, og der er skabt institutionelle rammer for støtte til demokratisk regeringsførelse og til sikring af menneskerettighederne. Efter FN’s seneste regelmæssige periodiske bedømmelse af menneskerettighedernes status i Tanzania i 2011, accepterede regeringen en række af de anbefalinger, som bedømmelsen medførte. Det ses som et tegn på, at Tanzanias regering fortsat vil søge at forbedre menneskerettighedssituationen. Men trods de positive overordnede rammevilkår er der stadig plads til meget betydelige forbedringer af de faktiske menneskerettigheder for almindelige mennesker.

Grundloven sikrer de grundlæggende civile og politiske rettigheder, herunder forsamlingsfrihed og ytringsfrihed. Civilsamfundet og medierne har spillet en langt større rolle i indenrigspolitikken i de seneste år, og det har ført til, at regeringen har øget overvågningen. Ytringsfriheden, retten til frie informationer og mediernes frihed er reguleret via en forældet lovgivning, som gør det muligt for regeringen at forbyde kritiske aviser, og flere har været forbudt i perioder. Selvcensur finder også sted. Domstolene er relativt uafhængige, men det har skabt bekymring, at der er eksempler på, at Tanzania ikke har levet op til internationale standarder for fair rettergang, og korruption er fortsat en stor udfordring. Mangel på kapacitet og ressourcer, også til juridisk bistand, er en yderligere hindring for, at majoriteten af borgere har reel adgang til retssikkerhed baseret på rettidig og retfærdig behandling af deres sager. Lejlighedsvis er der stadig eksempler på lynchjustits og henrettelser uden rettergang.

Mens der har været bestræbelser på at fremme den praktiske gennemførelse af økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, er det stadig en stor udfordring at nå et niveau, hvor man kan sige, at de er fuldt gennemført. Arbejdsløsheden er høj, og internationale arbejdsstandarder gennemføres eller efterleves ikke effektivt. Uligheden mellem kønnene er dybt forankret i sociale og kulturelle traditioner, og vold mod kvinder og børn, vold i hjemmet, kvindelig omskæring og børnearbejde er fortsat uhyre udbredt. Der er også fortsat stor bekymring over manglende sikring af seksuelle og reproduktive rettigheder med den konsekvens, at der, trods forbedringer, fortsat er høj børnedødelighed, høj dødelighed for børn under 5 år og høj mødredødelighed, selv om disse dødsfald kan forebygges. Der er også et meget højt antal teenage graviditeter, og kvinder mangler adgang til information og ordentlig hjælp til familieplanlægning og andre ydelser indenfor reproduktiv sundhed.

Minoritetsgrupper, som LGBTI (lesbiske, bøsser, biseksuelle, transseksuelle og interkønnede), samt albinoer og grupper af oprindelige folk oplever fortsat diskrimination i det tanzaniske samfund.

 

2.6 GOD REGERINGSFØLELSE, DEN OFFENTLIGE SEKTORS KAPACITET OG PROBLEMERNE MED KORRUPTION

Tanzania ligger på et gennemsnit i globale indeks, der rangordner lande ud fra idealerne om god regeringsførelse. Et af fremskridtene er, at borgerne i samfundet begynder at kræve mere indsigt og indflydelse end før. Befolkningen, parlamentet, medierne og civilsamfundet forlanger i stigende grad, at regeringen optræder ansvarligt og er parat til at stå til regnskab overfor befolkningen. Der er også for nylig sket fremskridt omkring mere åbne og gennemsigtige budgetter og bedre adgang til informationer for befolkningen, men det politiske miljø er fortsat domineret af topstyring.

Regeringen er konstant udfordret i spørgsmål om effektivitet samt retssikkerhed, og kampen imod korruption er fortsat en af Tanzanias store udfordringer Årtiers reformer af den offentlige sektor har medført, at Tanzania scorer relativt bedre end de fleste andre afrikanske lande med hensyn til styring af de offentlige finanser Public Financial Management (PFM). En lang række love, kontrolorganer og systemer er vedtaget og gennemført over de seneste 15 år. Systemerne til regulering af og kontrol med offentlige indkøb lever op til internationale standarder, men det er fortsat en udfordring at sikre, at disse standarder overholdes. Offentlige budgetter er blevet mere gennemsigtige og åbne, men borgernes aktive engagement i disse spørgsmål er fortsat beskedent. Den nationale rigsrevisions kapacitet til at føre tilsyn er forbedret, og revisionens rapporter diskuteres i offentligheden og i parlamentet, men det er fortsat en udfordring at sikre, at revisionens anbefalinger følges op. 
Regeringen har over de sidste ti år haft succes med indsatsen for at øge statens skatteindtægter, og det er til dels sket via en mere effektiv skatteadministration. Den samlede opkrævning svarer til omkring 18 % af bruttonationalproduktet (BNP), og det er højt efter afrikanske standarder. En af de fremtidige udfordringer er at revidere skattepolitikken, så skattebyrden bliver fordelt bredere i samfundet. Det giver særlig anledning til bekymring, at forskellige former for skattefritagelser og undtagelser skønnes at føre til et årligt tab svarende til 4 % af BNP. Derudover bidrager det meget komplicerede og uigennemskuelige skatteundtagelses-og fritagelsessystem til at forværre korruptionen. En rationalisering af systemet og en reduktion i mængden af undtagelser forudsætter en omfattende teknisk og faglig indsats, men det er mindst lige så vigtigt, at der er politisk vilje og beslutsomhed.

Korruption er fortsat en central og alvorlig udfordring for Tanzania, både hvad angår god regeringsførelse og for hele den samfundsmæssige udvikling. Alle nationale og internationale undersøgelser af korruptionens omfang konkluderer, at alle sektorer i økonomien både er præget af den daglige småkorruption og af korruption i stor målestok. Det gælder leveringen af offentlige ydelser, udvindingen af naturressourcerne, industriproduktionen og forretningslivet, og det giver naturligvis anledning til stor bekymring. Den formelle anti-korruptionslovgivning og de institutioner, der er skabt for at bekæmpe korruption, står mål med indsatserne i de fleste afrikanske lande. Derfor bør der i princippet også være gode muligheder for at sætte gang i en langt mere effektiv kamp mod korruptionen, men det forudsætter en kombination af politisk beslutsomhed og et øget aktivt engagement fra både medierne, civilsamfundet og parlamentet. Der har været nogle positive eksempler de seneste år, men det er stadig en stor udfordring at få den vedtagne lovgivning gennemført og efterfulgt i praksis. Det er ligeledes et stort problem, at meget få eksempler på korruption nogensinde ender med at blive retsforfulgt ved domstolene.

Der er nye vigtige muligheder og initiativer undervejs. Det gælder blandt andet de skridt, der er taget til at gennemføre lovgivning og standarder fra det internationale åbenhedsinitiativ for råstofudvinding EITI (Extractive Industries Transparency Initiative), det gælder styrkelsen af den nationale skatte-og finansforvaltning, og det gælder den positive udvikling, som reformerne af det offentlige finanssystem har skabt muligheder for. Det er imidlertid afgørende, at der fortsat sker en styrkelse af de systemer og mekanismer, der sikrer åbenhed, ansvarlighed og gennemskuelighed i det offentlige system.

 

2.7 FORVALTNINGEN AF NATURRESSOURCERNE

Tanzania er rig på naturressourcer, og det er et af de lande i det østlige og sydlige Afrika, der procentvis har det største skovdække. Der er et rigt dyreliv, og turistsektoren er i hastig vækst. Turisme bidrager for øjeblikket med 18 % af landets bruttonationalprodukt. Mineindustrien har også oplevet høje, men stærkt varierende vækstrater, og gennem de sidste ti år har væksten i gennemsnit været på 15 % om året. Det er dog vigtigt at notere, at væksten kommer fra et lavt niveau, og mineindustrien bidrager stadig kun med mindre end 5 % af Tanzanias bruttonationalprodukt. Regeringen forventer, at det vil vokse til 10 % i 2025.

Naturressourcerne tegner sig allerede nu for en stor del af Tanzanias eksport. I 2010 udgjorde mineraleksporten alene omkring en tredjedel af Tanzanias samlede eksport.

De nye meget store fund af naturgasreserver og potentielt af olie ud for Tanzanias kyst gør råstofudvindingsindustrien endnu vigtigere end før. Den forventede øgede udvinding, eksport og hjemlige udnyttelse af Tanzanias naturressourcer har et meget stort økonomisk potentiale. Det kan være med til at løse landets langvarige energikrise, og det kan også give en markant vækst i de offentlige indtægter. De aktuelle skøn er, at når gasudvindingen kommer op i fuldt omfang, vil indtægterne fra udvindingen alene være mindst tre gange så store som den samlede aktuelle årlige officielle udviklingsbistand til Tanzania. Det er dog vigtigt at notere, at på kort og mellemlangt sigt bliver indtægterne fra gassen ikke særligt store, og det er muligt, regeringen vælger at belåne værdien af den fremtidige produktion og de fremtidige indtægter for at kunne finansiere nogle af de behov, den ønsker at opfylde på kort sigt. Det er en tendens, der dokumenteres af, at regeringen allerede har øget låntagningen meget markant. 
Erfaringerne fra den eksisterende mineindustri viser, at der ikke er nogen sikkerhed for, at naturgasudvindingen fører til en masse nye jobs til tanzaniere, i hvert fald ikke, med mindre regeringen træffer markante beslutninger for at sikre det. Regeringen er opmærksom på det positive potentiale, der vil være for landets økonomiske udvikling, hvis der kan skabes koblinger fra gasudvindingen til den lokale økonomi, for eksempel i form af lokal forarbejdning og kontrakter med underleverandører. Den eksisterende skattepolitik gennemgås for øjeblikket med henblik på at bruge internationale erfaringer til at sikre nationale offentlige indtægter fra gasforekomsterne. Tanzanias politik på udvindingsområdet blev i 2012 erklæret forenelig med det internationale åbenhedsinitiativ for råstofudvinding (EITI), og gennemførelsen af den nødvendige lovgivning er indledt.

 

2.8 MILJØUDFORDRINGER OG KLIMAFORANDRINGER

Tanzanias økonomi er meget sårbar i forhold til miljøet. Som eksempel har landet i stor udstrækning baseret sin elektricitetsforsyning på vandkraft, men i de senere år har elproduktionen været utilstrækkelig. Der er flere år faldet utilstrækkelig regn, og der er generelt mindre vandreserver end tidligere. Klimavariationernes betydning for Tanzanias landbrug er også meget åbenbar. Langt størstedelen af landbruget er direkte afhængigt af de årlige regntider, og der er et tæt sammenfald mellem variationer i den årlige regnmængde og forskelle i landets årlige økonomiske vækst. Omkring halvdelen af bruttonationalproduktet skabes i landbruget, og der er allerede konstateret et fald i landbrugets produktivitet, som følge af ændringer i nedbørsmønstret. I nogle regioner skaber det problemer for den samlede fødevareproduktion og for fødevaresikkerheden. Tidligt i 2013 vedtog Tanzania sin første strategi for indsatser, der skal søge at mindske de negative konsekvenser af klimaændringerne.

 

2.9 REGIONAL INTEGRATION: SADC OG EAC

Den regionale integration spiller en voksende rolle, både politisk og økonomisk. Politisk er målet at reducere risikoen for regionale konflikter, og økonomisk drejer det sig om at samarbejde om ressourceudnyttelse og markeder for at opnå samlede økonomier af tilstrækkelig størrelse med mulighed for specialisering og større konkurrenceevne. Politisk orienterer Tanzania sig fortsat især mod syd mod Southern African Development Community (SADC), mens det økonomisk især knytter sig til East African Community (EAC), der blev gendannet i 2000.

Der er forventninger til Tanzanias evne til at påtage sig politisk lederskab i forsøg på at løse nogle af regionens politiske kriser. Tanzania har engageret sig med en militær styrke i konflikten i bl.a. Sudan og Den Demokratiske Republik Congo, og det ses som et af beviserne på, at Tanzania er parat til at påtage sig en sådan rolle.

EAC er afgørende i bestræbelserne for at opnå regional økonomisk integration. Samarbejdet omfatter for øjeblikket en toldunion og et fællesmarked. Toldunionen skal, når den er endelig gennemført, føre til fælles ydre toldsatser og fri bevægelighed for varer indenfor regionen, og fællesmarkedet indebærer skabelsen af et samlet fælles regionalt marked, der på sigt vil medføre fri bevægelighed for alle produktionsfaktorer, herunder arbejdskraft og kapital. Der er også færdigudviklede planer for at skabe en Valutaunion, og det ultimative mål er et politisk forbund. I øjeblikket er hovedfokus dog på den økonomiske integration. De enkelte østafrikanske økonomier er stadig små. Det samlede bruttonationalprodukt i EAC (Kenya, Uganda, Rwanda, Burundi og Tanzania med tilsammen omkring 135 millioner indbyggere) er kun på omkring en fjerdedel af Danmarks, og Tanzanias BNP er kun 7 % af Danmarks, selv om landet har 8 gange så stor befolkning. Øget regional, økonomisk integration giver store muligheder for forbedret konkurrenceevne og vil også betyde, at de enkelte virksomheder får adgang til et langt større hjemmemarked. I løbet af de sidste 13 år, er regionen vokset hastigt, både hvad angår befolkningen (på nuværende tidspunkt 135 millioner) og økonomisk med en gennemsnitlig vækstrate på 5 % og øget intraregional handel. EAC er i gang med at forhandle en "Economic Partnership Agreement" (EPA) med EU. En aftale som har potentiale til at øge den internationale handel. 
Tanzania har valgt en forsigtig tilgang til integrationsprocessen, da mange tanzaniere gerne vil have mere tid til at forberede landet på en situation med fri bevægelighed for varer, arbejdskraft og kapital. Især områderne migration og ejerskab til jord er meget sensitive spørgsmål i Tanzania. Trods forsigtigheden støtter Tanzania EAC’s reformdagsorden, og der er taget vigtige og lovende skridt i reformretningen, men det kan ikke udelukkes, at man kommer til at opleve et EAC med variabel geometri, hvor nogle lande bevæger sig hurtigere fremad i integrationsprocessen end Tanzania.

 

2.10 UDENLANDSK BISTAND TIL TANZANIA

Høj økonomisk vækst i offentlige indtægter, blandt andet i form af skat, har ført til en vis reduktion i Tanzania’s afhængighed af udviklingsbistand, en afhængighed, der traditionelt har været meget høj. Bistanden finansierer dog stadig næsten en tredjedel af alle offentlige udgifter, svarende til omkring 8 % af bruttonationalproduktet. Det vil muligvis ændre sig dramatisk over det næste tiår, hvor fortsat høj økonomisk vækst og øgede indtægter fra naturgassen måske vil reducere udviklingsbistandens betydning.

Tanzania har været i front i de globale bestræbelser for at øge bistandens effektivitet. Et af de centrale elementer har siden 2000 været en udvikling mod at give bistand som generel budgetstøtte (GBS) til regeringen. Den egentlige budgetstøttes samlede andel af bistanden er ikke vokset så meget som ventet, men mere end to tredjedele af al registreret udviklingsbistand (ODA) til Tanzania går på forskellige måder igennem regeringssystemet, og omkring en tredjedel er egentlig generel budgetstøtte. Den samlede udviklingsbistand til Tanzania er gennem de seneste 5 år fortsat med at stige, men der er sket en ændring mellem de forskellige bistandsformer. Relativt har der været et fald i generel budgetstøtte og en vækst i projektstøtten, mens donorernes fællesfinansiering af store programmer (basket funding) har udgjort en stabil andel af den samlede bistand.

Undersøgelser af bistandens effekt viser, at udviklingsbistanden til Tanzania virkelig har gjort en forskel på de områder, hvor man har målrettet ressourcerne. Det gælder især inden for de sociale områder, hvor hjælpen udefra også har medvirket til at få regeringen til at opprioritere brugen af egne ressourcer, og hvor den samlede indsats har bidraget til forbedringer på de områder, der er omfattet af de sociale årtusindmålsætninger (MDG). Bistanden, især i form af generel budgetstøtte (GBS) og sektorprogramstøtte, har også medført krav om og har bidraget til forbedrede nationale, finansielle systemer, og stærkere styring og regnskabsansvarlighed i den offentlige forvaltning.

 

2.11 REFORMPRESSET OG REFORMTEMPOET

Tanzania har gennem mange år og i samarbejde med landets udviklingspartnere gennemført centrale økonomiske reformer og reformer i den offentlige sektor. I de tidlige reformår blev der opnået mange gode resultater, men i de senere år er mange af de centrale reformer gået i stå. Det kan til dels forklares med, at andengenerations-reformer ofte er vanskeligere at gennemføre i praksis, og at kapaciteten i systemerne stadig er begrænset, men der er også en form for reformtræthed mange steder i regeringsapparatet. Tanzanias regering har erkendt, at ineffektiv gennemførelse af reformerne er en af flaskehalsene i landets bestræbelser på at nå udviklingsmålene, og som konsekvens har regeringen for nylig vedtaget den såkaldte "Store-Resultater-Nu"-metode (Big Results Now, BRN) til reformerne for at få sat tempoet i vejret i gennemførelsen af reformer i udvalgte og vigtige strategiske sektorer. 
Ideen til den nye strategi kommer fra Malaysia, og den gennemføres i en topstyret proces under præsidentens direkte kontrol. Målet er at opnå en klar tidsfølge opdelt prioritering af politiske indsatser koblet med strategisk tildeling af ressourcer til de prioriterede områder og et stærkt fokus både på den praktiske gennemførelse af beslutningerne og på kontrol med resultaterne. Der er valgt 6 sektorer som prioritetsområder i første bølge: Energi og elproduktion, transport, landbrug, uddannelse, vand og ressourcemobilisering. Der er forventning om, at næste bølge også vil omfatte sundhedssektoren. Beslutningerne om den nye måde at gribe reformprocessen an på, er meget nye, men det er muligt, at BRN-tilgangen kan føre til reelle forandringer og til positive resultater, specielt hvis det lykkes for regeringen at skabe en stærk institutionel mekanisme, der sikrer styring og kontrol med, at den offentlige sektor virkelig leverer de planlagte resultater.

Danida


Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
1448 København K

Tlf. +45 33 92 00 00
um@um.dk