Spring til indhold

Ordforklaring

Artikel 208 i Lissabontraktaten: Lissabontraktatens Artikel 208 stk. 1 beskriver hvordan ”Unionen tager hensyn til målene for udviklingssamarbejdet i forbindelse med iværksættelse af politikker, der kan påvirke udviklingslandene”.

AVS-landene: Udviklingslande i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS).

Budget-støtte lignende modaliteter: Kan f.eks. være budgetstøttekontrakter, der er betinget af krav til god regeringsførelse, opnåelse af bestemte udviklingsmål, reformer inden for bestemte sektorer eller opnåelse af bestemte statsopbygningsmål. Et eksempel på dette er de udviklingskontrakter, som Danmark er indgået med Tanzania og Ghana.

Cotonou-aftalen: EU’s udviklingssamarbejde med 78 lande i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS-landene) er et eksempel på et unikt partnerskab, som samler alle EU's relationer (bl.a. politisk og økonomisk samarbejde, herunder udviklingssamarbejdet) under en politisk ramme, ”Cotonou-aftalen”. Revideringen af aftalen påbegyndes i 2015, hvor der samtidig er indledt overvejelser om, hvordan et fremtidigt partnerskab skal se ud, når aftalen udløber i 2020.

Den Europæiske Investeringsbank: Den Europæiske Investeringsbank låner penge ud til projekter i Europa og i visse tredje lande, herunder landene i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS-landene). Gennem Investeringsfaciliteten (IF) udlånes midler (både egne midler og midler fra Den Europæiske Udviklingsfond) til projekter i AVS-landene under ”Cotonou-aftalen”. Lånene har til formål at bidrage til den økonomiske udvikling i AVS-landene og gives både til den private og offentlige sektor.

EU-delegationerne: EU-delegationerne har med Lissabon-traktatens tiltrædelse overtaget de lokale formandskabsopgaver. Det er således delegationen, der repræsenterer EU over for opholdslandet og forestår den interne EU-koordination lokalt.

EU’s Fælles Udenrigstjeneste: EU’s Fælles Udenrigstjeneste sikrer sammenhængen i og samordningen af EU's eksterne indsats og bistår med at udarbejde og gennemføre politiske forslag, efter at Rådet har godkendt dem. Den Fælles Udenrigstjeneste har ansvar for den generelle programmering af EU’s udviklingsmidler sammen med Kommissionen. Tjenesten har også det øverste ansvar for EU’s 140 delegationer verden over.

EU’s Ministerråd og Det Europæiske Råd: De nationale ressortministre (f.eks. landbrugsministre eller udviklingsministre) fra hvert enkelt EU-medlemsland mødes i Ministerrådet, der sammen med Europaparlamentet er det lovgivende organ, og hvor hvert land har et fastsat antal stemmer. Regeringscheferne for medlemslandene og formanden for Kommissionen mødes desuden i Det Europæiske Råd, der hovedsageligt fastlægger EU’s overordnede retningslinjer, og som har en fast formand.

Europa-Kommissionen: Europa-Kommissionen har initiativretten til at fremkomme med nye politik- og lovgivningsforslag til vedtagelse af Rådet og Europa-Parlamentet. Kommissionen har desuden ansvar for forvaltningen af EU's budget og fonde, herunder EU’s udviklings- og nødhjælpsmidler. På udviklingsområdet har Kommissionen ansvar for den detaljerede forberedelse og udmøntningen af EU’s udviklingsmidler.

Europa-Parlamentet: Europa-Parlamentet består af direkte valgte medlemmer fra EU-landene. Parlamentets vigtigste opgaver er at vedtage EU's lovgivning sammen med Rådet,  at udføre løbende demokratisk kontrol med de andre EU-institutioner og at vedtage EU's budget sammen med Rådet.

G7+-gruppen: En gruppe bestående af 18 konfliktramte og skrøbelige stater: Afghanistan, Burundi, Den Centralafrikanske Republik, Tchad, Comorerne, Côte d’Ivoire (Elfenbenskysten), Den Demokratiske Republik Congo, Guinea Bissau, Guinea, Haiti, Liberia, Papua Ny Guinea, Sierra Leone, Salomonøerne, Somalia, Sao Tome og Principe, Sydsudan, Timor-Leste (Øst-Timor), Togo og Yemen.

G77-gruppen: En løs koalition af udviklingslande med det formål at varetage gruppens medlemslandes fælles interesser og stå stærkere i internationale forhandlinger. Koalitionens navn stammer fra, at gruppen på stiftelsestidspunktet i 1964 havde 77 medlemslande. I dag har gruppen 134 medlemslande.

Globale offentlige goder: Betegnelse for ting som verden i fællesskab nyder godt af, som f.eks. international finansiel stabilitet, fred og sikkerhed, biologisk mangfoldighed, ren luft, fraværet af voldsomme klimaforandringer og globale sygdomsepidemier etc.

Grøn vækst: Grøn vækst forstås som en integreret del af bæredygtig vækst, der fremmer generel økonomisk vækst og udvikling på en måde, hvor miljøet nu og i fremtiden kan levere de ressourcer og miljøydelser, som den globale velfærd afhænger af. Grøn vækst skal katalysere investeringer, innovation og jobskabelse, der både understøtter den vedvarende vækst og leder til nye økonomiske muligheder.

International Dialog for fredsopbygning og statsopbygning: Et internationalt samarbejde om at skabe mere effektiv udvikling i verdens skrøbeligste stater. ”Den Internationale Dialog for Fredsopbygning og Statsopbygning” er et samarbejde mellem de skrøbelige staters organisation g7+ og de udviklede landene i OECD, hvis formål er at styrke dialogen mellem nationale aktører, bidragsydere, andre udviklingspartnere, multilaterale organisationer og civilsamfundet.

Menneskerettighedsbaseret tilgang til udvikling: En menneskerettighedsbaseret tilgang til udvikling indebærer 1) at målet med udviklingssamarbejdet bidrager til opfyldelse af menneskerettigheder såvel som til fattigdomsbekæmpelse, 2) at alle faser af udviklingssamarbejdet er styret af menneskerettighedsstandarder og principper, og 3) at der er fokus på rettighedshavere og ansvarshavere, samt disses kapacitet til at gøre krav på og opfylde forpligtelserne relateret til menneskerettighederne.

Millenium Development Goals: FN’s Millennium Development Goals er otte udviklingsmål fastlagt i 2000, det internationale samfund har forpligtet sig til at opnå inden 2015. Målene omhandler 1) fattigdom og sult, 2) uddannelse, 3) ligestilling og kvinders rettigheder, 4) børnedødelighed, 5) mødredødelighed, 6) sygdomme, 7) bæredygtigt udvikling, 8) globalt partnerskab for udvikling.

Modstandskraft: Menneskers evne til at modstå fødevarekriser, naturkatastrofer, konflikter og andre kriser. Modstandskraft skabes bedst gennem sammenhængende løsninger, der styrker lokalsamfunds fødevareforsyningssikkerhed og mulighed for krisehåndtering.

Multi-dimensionelle indsatser: Indsatser der, i modsætning til traditionelle fredsbevarende FN-operationer, forsøger at inddrage statsopbygnings- og udviklingselementer i et forsøg på at lægge fundamentet for, at den pågældende konfliktramte stat kan udvikle sig til en bæredygtig, politisk enhed.

New Deal: ”New Deal for Engagement in Fragile States” er et initiativ til nytænkning af udviklingsindsatser i skrøbelige stater, for eksempel ved at danne partnerskaber og opsætte klare statsopbygnings- og fredsopbygningsmål. Bag New Deal står g7+-gruppen samt en række OECD-lande, der fungerer som partnerlande til g7+-landene.

Vækstøkonomier: Gruppen af lav- eller mellemindkomstlande, der de seneste år har oplevet betydelige, økonomiske vækstrater. Oftest eksemplificeret ved BRIK-landene Brasilien, Rusland, Indien og Kina, men kan også inkludere lande som Nigeria, Mexico og Indonesien.

Danida


Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
1448 København K

Tlf. +45 33 92 00 00
um@um.dk