Spring til indhold

EU klædt på til en ny verdensorden

For Danmark er det afgørende, at EU forbliver en relevant og effektiv aktør i det globale udviklingssamarbejde. Det kræver, at EU fortsat tilpasser sig de ændrede globale rammebetingelser, bevæger sig væk fra den traditionelle rolle som udviklingsdonor og placerer sig som en foretrukket samarbejdspartner i stand til at udvise fleksibilitet og fornyelse.

Ændrede globale rammebetingelser

Igennem de seneste årtier har den globale økonomi ændret sig markant. En lang række nye aktører har meldt deres ankomst på den globale scene og i udviklingssamarbejdet, og mange udviklingslande gennemgår markant økonomisk vækst og reducerer derved behovet for traditionel udviklingsbistand. Et ændret fattigdomsbillede viser desuden, at en stor del af verdens fattigste er koncentreret i skrøbelige stater eller i fattigdomslommer i mellemindkomstlande. EU må i højere grad forholde sig til de nye samarbejdspartnere og ændrede samarbejdsformer ved at udvikle instrumenter, der sammentænker udvikling med handel og økonomisk samarbejde, klima og miljø og privatsektorudvikling. Samtidig skal EU målrette sit udviklingssamarbejde mod lande, hvor behovet er størst, og hvor der kan gøres størst forskel. EU har altid været mere end blot en donor og har derfor et godt udgangspunkt for at omstille sig til en verden, hvor behovet for traditionel bistand falder.

Den stigende ulighed både imellem og internt i mange af verdens lande udgør et større problem end nogensinde før, og det skal EU adressere. Ulighed er ikke kun et isoleret problem for de fattigste dele af en befolkning. Ulighed kan være med til at sagtne økonomisk vækst, begrænse mulighederne for at gøre vækst og udvikling bæredygtig og kan forværre eksisterende skrøbeligheder og sårbarheder. Ulighed forventes derfor også at stå centralt i drøftelserne om den nye udviklingsramme efter 2015, der skal erstatte FN’s otte globale udviklingsmål (Millennium Development Goals).

EU's udviklingspolitiske ramme - en dagsorden for forandring?

Under det danske EU-formandskab i maj 2012 blev en ny udviklingspolitik for EU, Agenda for Change, vedtaget. Det har skabt rammerne for et mere effektivt og fokuseret udviklingssamarbejde i EU både i forhold til de politiske prioriteringer og udmøntningen på landeniveau. Danmark satte markante aftryk på politikken, som på mange områder afspejler danske prioriteter. Der er dog fortsat brug for, at EU og medlemslandene bliver klarere på, hvilken rolle EU bør spille i den bredere globale udviklingsdagsorden og i forhold, der ligger uden for den snævre udviklingspolitik. Det vil være områder, som EU fremadrettet skal stille skarpt på – ikke mindst i lyset af den nye udviklingsdagsorden efter 2015.

EU i forandring

EU’s institutioner har været gennem en større reform- og decentraliseringsproces. Med Lissabon-traktatens ikrafttræden i 2009 fulgte etableringen af EU’s Fælles Udenrigstjeneste og udrulningen af EU-delegationerne på landeniveau. Det har været med til at skabe en stærk platform for koordination af alle EU’s eksterne politikker samt medlemsstaternes indsatser. Desuden har en reorganisering af Europa-Kommissionens udviklingsdirektorat betydet et tættere samspil mellem politikudvikling og udmøntning af udviklingssamarbejdet.

De foreløbige erfaringer fra de første år med Lissabon-traktatens nye institutionelle rammer på udviklingsområdet har dog vist, at ansvars- og arbejdsdelingen mellem EU’s institutioner har været udfordrende. Der er ikke altid en fælles forståelse for de kort- og langsigtede målsætninger, og de nuværende samarbejdsformer har generelt vanskeliggjort en mere strategisk indtænkning af udviklingssamarbejdet i EU's samlede eksterne ageren. Derfor er der behov for klarere fælles mål og tydeligere mandater mellem Kommissionen og Den Fælles Udenrigstjeneste. Gennemgang og tilpasninger af EU’s Fælles Udenrigstjeneste og udnævnelse af en ny kommission i 2014 vil kunne være anledning til at adressere disse problemstillinger.

EU’s medlemslande er oplagte og ligesindede partnere for Danmark, men EU’s tre udvidelsesrunder det seneste årti har medført en ændring i medlemslandenes indbyrdes dynamikker. De nye medlemslande, der traditionelt ikke har bidraget med udviklingsbistand, men snarere været modtagere, deltager i EU's udviklingssamarbejdet med prioriteter, der ligger tættere på deres egne transitionserfaringer og interessesfærer. Det skaber udfordringer i arbejdet med at opnå konsensus i EU, men giver også muligheder for nye alliancesammensætninger, som Danmark vil være klar til at benytte.

Fordele og udfordringer ved styrket EU-samarbejde

EU besidder en lang række komparative fordele og er en central platform for det danske udviklingssamarbejde. EU er sammen med medlemslandene verdens største udviklingspolitiske aktør og handelsblok og har en bred palet af politikker og instrumenter samt tilstedeværelse i mere end 140 lande. Det giver Danmark mulighed for at bidrage i lande og på områder, hvor Danmark ikke har ressourcer eller kapacitet til selv at være til stede. EU har politisk og økonomisk tyngde til at sammentænke indsatser på både kort og lang sigt, hvilket fx muliggør store investeringstunge og regionale projekter og mere forudsigelig finansiering på grund af en langsigtet 7-årig finansieringsramme. EU har også været en løftestang for øget mobilisering af udviklingsbistand, dels gennem de nye EU-medlemslandes obligatoriske bidrag til EU-bistanden, og dels gennem den politiske målsætning i EU om at bidrage med 0,7 procent af BNI til udviklingsbistand inden 2015.

EU har en normsættende rolle – både internt i EU, hvor medlemslandene kan drives frem i form af fælles positioner og ministerrådsbeslutninger, men også globalt, hvor EU kan lægge en ambitiøs linje i internationale forhandlinger. For Danmark giver det mulighed for indirekte indflydelse i internationale fora, herunder i G20 og G8, hvor Danmark ikke er medlem, men hvor EU deltager. EU er centralt placeret i forhold til at fremme bedre sammenhæng mellem politikker inden for de mange sektorer, der berører udviklingslandene. Det gælder også spørgsmålet om at fremme globale offentlige goder. EU har endvidere en klar styrke i sin koordinerende rolle på landeniveau, hvor EU og medlemslandene får større gennemslagskraft og mere synlige resultater, når der tales med én stemme. EU har også en særlig position gennem sit samarbejde og dialog med det europæiske civilsamfund og dets tætte forbindelser til civilsamfundene rundt om i verden.

EU-samarbejdet lider dog fortsat under varierende politisk vilje i både EU’s institutioner og i medlemslandene til at gennemføre og omsætte vedtagne strategier og beslutninger til praksis. EU kan til tider være bureaukratisk og langsommelig i forhold til at levere hurtige og sammenhængende indsatser, når situationen kræver det, og medlemslandene kan have svært ved at nå til enighed om fælles initiativer, udspil og beslutninger, når nationale interesser på udenrigs- og udviklingsområdet blokerer.

Derfor skal Danmark i det fremadrettede arbejde være realistisk og bevidst omkring EU’s komparative styrker og svagheder og fokusere skarpere på, hvor et styrket EU-samarbejde gavner Danmark. I situationer, hvor det giver merværdi, skal Danmark i højere grad være parat til at lade sig koordinere med de andre medlemslande, men også til at gå forrest i at fremme EU for at kunne høste frugterne af et stærkt samarbejde. For at Danmark kan fungere som forandringsagent, skal indsatsen tilpasses de politiske realiteter, der altid vil være præget af medlemsstaters egeninteresser og EU’s institutionelle begrænsninger.

Danida


Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
1448 København K

Tlf. +45 33 92 00 00
um@um.dk