Spring til indhold

EU's udviklingsbistand i den danske offentlighed

EU og EU’s udviklingspolitik fylder ikke meget i den danske offentlige debat, men kan styrkes ved at integrere EU-vinkler ind i den generelle danske kommunikationsindsats om udviklingssamarbejdet. Danske folkevalgte, civilsamfundsorganisationer, akademiske miljøer og den danske ressourcebase kan ligeledes i højere grad engageres i debatten om EU’s udviklingssamarbejde.

2015 er blevet udvalgt som det europæiske år for international udvikling. Fra dansk side vil denne platform søges anvendt til at stille skarpt på oplysningsarbejdet om EU’s udviklingssamarbejde og de resultater, som EU’s udviklingssamarbejde har skabt. Danmark vil arbejde for, at EU forbedrer sin offentlige kommunikation og i højere grad når ud til medlemslandenes borgere med budskaber om resultater fra udviklingssamarbejdet.

Samarbejdet med nationale og internationale forskningsinstitutioner og tænketanke vil blive søgt styrket på områder, der vedrører EU’s udviklingssamarbejde. Analyse- og redegørelseskapaciteten i disse institutioner kan supplere eksisterende viden og bruges aktivt til at forfølge prioriteterne i denne strategiske ramme samt understøtte strategi- og analysearbejde.

Interessen blandt folkelige organisationer for samarbejdsmuligheder med EU er steget støt de seneste år, og med rammeaftalernes øgede krav til organisationernes egenfinansiering vil der være stigende behov og interesse for at søge EU-samfinansiering. Der er dog stor spredning i erfaringerne og kapaciteten til at søge og administrere EU-finansiering blandt danske civilsamfundsorganisationer. Derfor er der fortsat brug for at fremme kendskabet til EU’s udviklingspolitik og finansieringsmuligheder gennem EU. Danmark vil i den forbindelse arbejde for, at EU’s finansieringsprocedurer for støtte til civilsamfundsorganisationer fremmer et mere langsigtet og forudsigeligt samarbejde mellem EU og de europæiske civilsamfund.

Danmark har en stærk tradition for folkelig inddragelse i EU-beslutningsprocedurerne igennem systematisk høring og dialog, når danske holdninger skal fastlægges. Dette tætte samarbejde vil der fortsat blive bygget videre på

Danida


Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
1448 København K

Tlf. +45 33 92 00 00
um@um.dk