Spring til indhold

Fælles fodslag i det multilaterale samarbejde

Stærkt EU-samarbejde i multilaterale fora som FN giver Danmark mulighed for at fremme danske udviklingspolitiske prioriteter. På områder, hvor EU og medlemslandene finder fælles fodslag, kan der løftes internationale dagsordener med stor indflydelse. Det er EU’s fælles position for post-2015-dagsordenen et godt eksempel på. Her har EU lagt en ambitiøs linje blandt andet i forhold til kvinders og pigers seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder som resultat af Danmarks og en gruppe ligesindede landes indsats.

Danmark vil:

  • Arbejde for, at EU spiller en central rolle i at fremme globale offentlige goder ved at styrke fælles fodslag i det multilaterale samarbejde.
  • Anvende EU-samarbejdet og –koordinationen som en løftestang for fremme af danske udviklingspolitiske prioriteter i bl.a. FN-regi, Verdensbanken mv., men uden at forrykke de gældende kompetenceforhold.
  • Søge at påvirke de midler, som EU-Kommissionen kanaliserer til multilaterale organisationer.

Danmark vil arbejde for, at der i EU er en realistisk vurdering af, hvilke problemstillinger der kan tackles med mulighed for succes, og hvilke der ikke kan skabes en fælles stemme om. Der kan være vigtige områder, hvor der ikke kan skabes enighed om en tilstrækkelig ambitiøs EU-linje. Fra dansk side vil det derfor blive vurderet i konkrete tilfælde, om det er nødvendigt at bygge på andre alliancer end EU, hvis væsentlige danske mærkesager er i spil. Danmark vil arbejde for, at EU bliver bedre til at skabe stærkere relationer til lande og organisationer, der fremmer multilaterale løsninger, herunder at udnytte potentialet i at søge alliancer med grupper inden for G77-gruppen, som det bl.a. sås i forbindelse med klimaforhandlingerne i Durban i 2011, eller med AVS-landene, hvor der blev udarbejdet en fælles position forud for Rio+20.  Det vil i denne sammenhæng også være vigtigt at holde EU-medlemslandene op på at fremme fælles EU-positioner, når disse er vedtaget.

Erfaringerne fra det nuværende arbejde peger på spredning i EU-koordinationens bredde og dybde – fra et relativt veludbygget samarbejde på nogle områder og i forhold til nogle multilaterale organisationer og til et væsentligt mindre udbygget samarbejde i andre konstellationer. Generelt er det en udfordring, at EU som struktur i mange sammenhænge ses som mindre kompatibel i forhold til en række af de multilaterale strukturer, der bygger på nationalstaters deltagelse og samarbejde i historisk definerede samarbejds- eller valggrupper. Derfor vil der også i visse tilfælde være risici for muligt tab af indflydelse forbundet med en styrket EU-koordination på bekostning af de enkelte medlemslande i forhold til eksempelvis de operationelle FN-organisationer, hvilket tilsiger en forsigtig linje i disse sammenhænge. Danmark vil således generelt søge at anvende EU-samarbejdet og –koordinationen som løftestang for fremme af danske udviklingspolitiske prioriteter i FN-regi og Verdensbanken mv., men uden at forrykke de gældende kompetenceforhold.

Gennem EU kanaliseres en væsentlig del af udviklingsbistanden til multilaterale organisationer, hvor Europa-Kommissionen oftest er blandt de største bidragsydere. Hovedparten af disse midler er øremærkede, og medlemslandene har traditionelt haft begrænset indflydelse på, hvilke organisationer og hvilke områder midlerne er blevet tildelt. Danmark vil i højere grad søge at påvirke anvendelsen af disse midler i overensstemmelse med danske prioriteter, ligesom den lokale dialog og koordination mellem EU-delegationerne og multilaterale aktører i prioritetslande vil blive søgt styrket med henblik på at øge synergier mellem EU's og multilaterale indsatser.

Danida


Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
1448 København K

Tlf. +45 33 92 00 00
um@um.dk