Spring til indhold

Fælles resultater gennem sammenhængende politikker

Danmark vil:

  • Forfølge politiksammenhæng for udvikling i EU og arbejde for, at EU’s politikker tager hensyn til verdens udviklingslande og understøtter bæredygtig udvikling. 
  • Indtage en aktiv linje i EU’s behandling af relevante sager med styrket fokus på udviklingshensyn i bl.a. konsekvensanalyser af EU-forslag samt i den lokale dialog i prioritetslande.
  • Udarbejde en handlingsplan, der sætter politiske prioriteter og målsætninger for det danske arbejde med politiksammenhæng for udvikling samt styrker den hjemlige koordination af behandlingen af EU-sager med relevans for politiksammenhæng for udvikling.

EU’s mange politikker uden for rammerne af udviklingssamarbejdet har i dag indflydelse på verdens udviklingslande. Velfokuserede udviklingspolitikker er således ikke i sig selv tilstrækkeligt til at opnå fremgang og velstand i vores partnerlande. Derfor er det nødvendigt at tage højde for konsekvenserne for udviklingslandene af andre politikker for at sikre, at resultater og effekten af vores udviklingssamarbejde ikke undermineres. Politiksammenhæng for udvikling bruges i stigende grad som udtryk for bestræbelserne på at sikre, at eksterne politikker arbejder sammen og understøtter de bredere mål om fattigdomsbekæmpelse og udvikling.

Fremme af denne dagsorden kræver stærke koordinationsmekanismer, mere viden om effekterne af andre politikker på udviklingslandene, en fælles forståelse om behovet for kollektiv handling samt politisk prioritering. Det indebærer større fokus på synergier, fælles interesser og muligheder - der hvor fordelene og resultaterne ved at anlægge en tilgang om politiksammenhæng er tydelige. Politiksammenhæng for udvikling er et fælles ansvar, der også kræver ejerskab og indsigt hos andre end de ansvarlige for udviklingspolitikken.

EU fører en ambitiøs politik på området, hvor politiksammenhæng for udvikling aktivt efterstræbes udbredt både internt i institutionerne og i medlemslandene. Med Lissabon-traktatens artikel 208 har Unionen ydermere juridisk forpligtet sig til at sikre, at europæisk politikker ikke påvirker udviklingslandene i en negativ retning.

Den danske indsats på området for politiksammenhæng for udvikling vil følge flere spor. Dagsordenen vil blive forfulgt aktivt i EU, da politikker her har en langt større indflydelse på udviklingslandene, end Danmarks egne politikker har. Der vil blive indtaget en aktiv linje i forhold til EU’s institutionelle behandling af problemstillinger inden for politiksammenhæng for udvikling, bl.a. i forbindelse med øget dialog i EU’s ministerråd, fastlæggelse af Kommissionens arbejdsprogrammer, en mere systematisk inddragelse af udviklingshensyn i konsekvensanalyser af EU-lovforslag og styrkelse af den lokale dialog i partnerlande om effekter af EU’s politikker.

Men indsatsen for at gøre en forskel på EU-niveau må starte nationalt, og fokus vil derfor også være på, hvordan disse processer institutionaliseres i en dansk kontekst. Det kræver tidlig dialog og koordination at fastlægge danske holdninger i behandlingen af EU-sager, der ikke kun alene omfatter Udenrigsministeriet, men også kræver mange andre ministeriers involvering.

Danmarks kommende handlingsplan for arbejdet med politiksammenhæng for udvikling er i den forbindelse central. Handlingsplanen formulerer og fastlægger, hvordan Danmark arbejder med politiksammenhæng i praksis. Den fastlægger udvalgte danske politiske prioriteter, den tværministerielle håndtering gennem anvendelse af eksisterende strukturer, dialogen med Folketingets relevante udvalg samt tilvejebringelsen af styrket viden på området. Handlingsplanen er fremadskuende og identificerer fokuserede danske prioritetsområder inden for EU’s særlige fokusområder. De løbende danske prioriteter vil bero på en vurdering af, hvor Danmark har mulighed for at rykke dagsordenen, eller hvor Danmark har særlige interesser, erfaringer eller kompetencer. Det kan eksempelvis gælde inden for koblingen mellem skat og udvikling, fremme af udviklingslandenes adgang til den globale økonomi og samhandlen med EU, fødevareforsyningssikkerhed og modstandskraft, klimaændringer og i arbejdet med stabilitet og sikkerhed i skrøbelige stater.

Danmark er afhængig af at kunne skabe tætte alliancer med mange forskellige parter for at kunne forfølge denne dagsorden på en effektiv og sammenhængende måde. Det gælder ikke kun i EU mellem de forskellige politiske ressortområder, men også i Danmark, hvor samarbejdet mellem de forskellige ministerier vil stå centralt.

Danida


Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
1448 København K

Tlf. +45 33 92 00 00
um@um.dk