Ambassadens mødre

Af Mary Fernandes og Augusta Fernandes, Dar Es Salaam

Siden 1980’erne har Mary og jeg (Augusta) arbejdet på den danske ambassade/DANIDA i Dar es Salaam i Tanzania. Vores essay beskriver vores syn på, hvad god ledelse og et godt arbejdsmiljø (mellem danskere og tanzaniere) betyder, og hvad det har betydet for vores arbejde i disse mange år.

Frem til nu har det været en lang men uforglemmelig rejse. I 1984 blev jeg valgt til stillingen som receptionist på Danidas repræsentation. Jeg var receptionist i mange år, men for fem år siden blev jeg forfremmet til stillingen som arkivar. Mary har været administrationsassistent siden 1988. Vi er stolte over at kunne sige, at vi i denne periode har arbejdet sammen med seks til syv forskellige ambassadører, som alle var meget engagerede i Tanzanias udvikling, og som hver især havde deres egen fremgangsmåde og beslutsomhed til at opfylde målene.

Mary og jeg har oplevet, hvad god ledelse er. Før vi kom til den danske ambassade som receptionist og administrationsassistent, havde vi ikke oplevet, hvad "ledelse" virkelig betyder. Selvom der er sket en stor social udvikling i Tanzania på kort tid, tager det stadig tid for tanzaniske kontorledere at blive ledere og lære, hvordan man praktiserer ”god ledelse”. Det er alt sammen noget, der kommer med tiden. Mary og jeg har lært meget om dansk kontorkultur og ledelse. Vi vil nu kort fortælle om nogle af de gode oplevelser med ledelse på den danske ambassade, som vi har haft – vi mener, at tanzaniere kan lære meget.

Mit arbejde som receptionist var travlt men dejligt. Jeg skulle tage mig af rigtig mange besøgende, både danskere og lokale, og jeg skulle vide en masse ting om mange forskellige emner; pas, projekter, intern og ekstern korrespondance, og der var også folk, som kom for at få økonomisk bistand. Dengang var sikkerheden ikke så høj, som den er nu, og jeg havde nogle skræmmende oplevelser. Som dengang fem mozambiquiske flygtninge sprang over muren og brød ind på kontoret. Heldigvis angreb de os ikke, men var kun interesseret i at undslippe immigrationspolitiet, fordi de ikke havde de behørige indrejsedokumenter. De fem flygtninge opholdt sig i receptionsområdet i en uge, og alle medarbejderne måtte bruge bagdøren, når de kom og gik. Hoveddøren i receptionen var aflåst. På det tidspunkt havde vi en ambassadør, som var en ægte diplomat. Folk var så bange, at de begyndte at sige til ambassadøren, at han hellere måtte ringe til politiet, men det afslog han blankt, fordi han vidste, at det ikke var menneskekærligt at gøre det. Han sikrede sig, at flygtningene fik mad og vand at drikke hver dag, mens han forsøgte at finde én, der kunne tale med dem og nå til en mindelig løsning. Med hjælp fra den danske ambassadør, som på det tidspunkt var Flemming Bjørk Pedersen, overgav de sig til det tanzaniske politi, og de fik asyl og lov at blive i Tanzania.

Mary synes, at et godt eksempel på god ledelse var dengang, hvor Dronning Margrethe den Anden af Danmark og Prinsgemalen besøgte Tanzania i november 2008. Det var en hektisk periode for ledelsen, da besøget skulle arrangeres, især fordi der skulle laves aftaler med de tanzaniske myndigheder og præsidenten og arrangeres ture til nogle af projekterne i forskellige områder og naturligvis også til det verdensberømte ”Ngorongoro Krater”. Men den daværende ambassadør, Bjarne Sørensen, havde en indflydelse og beslutsomhed, som med hjælp fra ambassadens medarbejdere gjorde, at de fleste aftaler kom i stand. Da ambassadøren fortalte, at Danmarks dronning kom til Tanzania, blev vi alle meget begejstrede. For mig betød det, at jeg den dag, hun skulle komme, var så glad og spændt, at jeg slet ikke kunne sove natten før bare ved tanken om, at vi alle ville få mulighed for at hilse på hende. Vi havde prøver, hvor vi lærte, hvordan man bukker, når man hilser på Hendes Majestæt. Alle, både danske og tanzaniske medarbejdere, var meget berørte over at skulle møde Hendes Majestæt. Selvom danskerne havde været i Danmark, var det ikke alle, som havde hilst på hende. Også for dem var det en mulighed for at møde hende ansigt til ansigt. Ud over dette uformelle besøg var der også en stor offentlig festligholdelse af besøget i politiets lokaler, hvor ambassadens medarbejdere og diplomater fra de nordiske lande var særligt inviterede. Det var ambassadør Bjarne Sørensen, som sørgede for, at de udstationerede og lokale medarbejdere også blev inviteret. Der var mad og drikke, og et berømt dansk band spillede. For os tanzaniere var det vigtigste den ære, det var personligt at blive budt velkommen af dronningen og få mulighed for at veksle et par ord med hende og trykke hendes hånd. Mary og jeg blev fotograferet sammen med hende, og vi har begge hængt billedet op på vores opslagstavle.

Et godt forhold mellem medarbejdere og arbejdsgiver betyder, at vi skal respektere hinanden på trods af vores forskellige kulturer. Vi skal dele viden og udvise solidaritet. Hvis nogen er i tvivl om noget eller har brug for hjælp, skal vi ikke tøve med at hjælpe. Specielt når der kommer nye folk til ambassaden, skal de alle behandles ens og uden diskrimination, uanset om det er en lokal eller dansk elev eller endda en ny ambassadør eller en rådgiver. Indtil nu har jeg og mine kollegaer uden overdrivelse nydt godt af ovennævnte. Når man kommer ind på udsendte medarbejderes kontor, mødes man for eksempel altid med et smil. Vi har aldrig nogensinde oplevet nogen konflikter.

Arbejdet på ambassaden giver Mary og mig en følelse af sikkerhed (en diplomatisk repræsentation) og prestige. Vi nyder også godt af en stor fleksibilitet, dvs. man kan f.eks. møde en time senere og blive en time ekstra, så man alligevel arbejder samme antal timer. Det er vigtigt, og det betyder rigtig meget, især hvis der er problemer i familien eller andre tvingende eller uforudsete omstændigheder. 

På et tidspunkt i slutningen af 1980’erne var der akut mangel på vand, og strømmen var rationeret. På ambassaden var man så hensynsfulde at udlevere dunke til alle lokale medarbejdere, og vi fik lov at tage vand med hjem fra ambassaden. Og hvad angår strømrationeringen, fik alle lokale medarbejdere udleveret lommelygter, batterier og kogeblus. Det rørte os, og vi følte, at nogen tog sig af os.

En anden episode var i forbindelse med bombesprængningerne i Mbagala og Ubungo sidste år, som berørte en af vores kollegaer. Nogle af hendes vigtige ejendele brændte, og ambassaden hjalp hende og gav hende nogle fridage, så hun kunne komme sig over chokket.

Eller hvis en medarbejder bliver syg eller dør og skal begraves, så samles vi alle og støtter de efterladte. Det omfatter også økonomisk bistand fra ambassaden. Inden for de seneste tre år har vi mistet to medarbejdere på ambassaden, og deres familier er blevet behandlet med stor medfølelse. Blandt andet deltog vi i begravelserne, som fandt sted i landsbyer, der lå langt fra ambassaden. I denne forbindelse skylder vi vores tidligere ambassadør og ledelsen en stor tak for deres medfølelse og menneskelighed.

Det er et privilegium at arbejde på en ambassade, og verden omkring os respekterer os og misunder os de muligheder, vi har for at arbejde sammen med andre kulturer. Vi arbejder på vores egne kontorer, man har tillid til os, og vi får lov at udføre vores arbejde, for vi har alle hver vores ansvarsområder og arbejder disciplineret sammen som et team. Alle disse år, hvor Mary og jeg har arbejdet på ambassaden, har været virkeligt gode og uforglemmelige, og vi vil nyde vores arbejde, til vi går på pension.