English
Regeringen har vedtaget et regionalt program for fred og stabilitet i Afghanistan-Pakistan-regionen. Programmet, der løber frem til udgangen af 2014, har et budget på 157 millioner kroner. Det nye regionale program udføres under Freds- og Stabiliseringsfonden som en del af regeringens nye sikkerhedspolitik, der især prioriterer forebyggende indsatser. Programmets primære formål bliver at bidrage til at løse de betydelige regionale sikkerhedsudfordringer, der udgør en vigtig destabiliserende faktor i såvel Afghanistan som Pakistan.
I anledning af lanceringen af det regionale program udtaler udenrigsminister Villy Søvndal, forsvarsminister Nick Hækkerup og udviklingsminister Christian Friis Bach:
Udenrigsministeren:”Der kommer ikke sikkerhed i Afghanistan uden et stabilt Pakistan. På samme måder er et ustabilt Afghanistan med til at undergrave Pakistans sikkerhed. Tingene hænger snævert sammen. Vi skal derfor have blik for den regionale dimension. Det er hele essensen i denne satsning. Vi er helt bevidste om, at det er et komplekst område, vi går ind i med vores nye regionale stabiliseringsprogram. Men stabiliteten i regionen er så vigtig, at vi skal støtte freds- og forsoningsprocessen på alle de måder vi kan.”
Forsvarsministeren: ”Stabiliteten i Pakistan har direkte indflydelse på sikkerhedssituationen i Afghanistan. Bedre og mere effektiv kontrol med især kemikalier kan begrænse oprørernes mulighed for at lave vejsidebomber. Netop oprørernes brug af sådanne improviserede sprængladninger rammer i flæng, og eventuelle overlevende bliver ofte skadet for livet. Programmet skal dermed også ses som et led i vores indsats for at beskytte både soldaterne og den lokale civilbefolkning mod angreb.”
Udviklingsministeren: ”Danmark giver store bidrag til udviklingen i Afghanistan og Pakistan. Afghanistan vil om få år blive den største modtager af dansk udviklingsbistand. Men uden stabilitet og sikkerhed bliver der ikke skabt udvikling for afghanerne. For at børnene kan komme i skole og for at samfundet kan fungere, er det derfor vigtigt, at vi både giver udviklingsstøtte og fremmer fred og stabilitet i regionen.”
Det nye regionale program fokuserer på kapacitetsopbygning og på konfliktforebyggelse og arbejder i tre spor. Første spor går på at styrke de politimæssige kapaciteter i regionen til at håndtere for eksempel grænsebevogtning og bekæmpelse af terrorisme. Andet spor går på at styrke den forebyggende indsats ved at støtte dialog, forsoning og fredsinitiativer i regionen. Endelig går tredje spor på at fortsætte arbejdet med at styrke kapaciteten blandt sikkerhedsstyrkerne, primært i Afghanistan, til at kunne varetage egen sikkerhed. Indsatserne vil blive udført i samarbejde med internationale organisationer såsom FN og med andre danske partnere samt af Forsvaret.
Den største nuværende globale sikkerhedspolitiske udfordring kommer fra Afghanistan-Pakistan regionen. De sikkerheds- og udviklingsmæssige udfordringer i regionen er ekstremt komplekse. Dette gælder for eksempel for den påvirkning af udviklingen i Afghanistan, der kommer fra Pakistan, men det gælder i høj grad også den anden vej - et stabilt Afghanistan er forudsætningen for et stabilt Pakistan. Og som atommagt er et stabilt Pakistan af global interesse. I bestræbelserne på at bidrage til stabilitet i regionen er det yderst vigtigt at arbejde regionalt og inddrage så mange af regionens aktører som muligt. Dette gælder for eksempel Iran og de centralasiatiske lande, hvor porøse grænser og smugling er med til at eksportere ustabilitet. Hele paletten af værktøjer må tages i brug i forsøget på at finde regionale løsninger på regionale udfordringer.
Freds- og Stabiliseringsfondens formål er at understøtte stabiliseringsinitiativer og kapacitetsopbygningsprojekter i krydsfeltet mellem sikkerhed og udvikling. Fonden administreres af Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet og benytter både bistandsmidler og ikke-bistandsmidler. Programmet blev godkendt i Folketingets Finansudvalg den 11. april 2012.
For yderligere information, kontakt venligst:Claus Perregaard, Udenrigsministeriet, tlf.: 41 73 38 96
Udenrigsministeriet
Danida
Asiatisk Plads 2
1448 København KTlf. 33 92 00 00
um@um.dk