Spring til indhold

HKH Kronprinsessen og Ulla Tørnæs besøger Bangladesh

06.04.2017  08:30
HKH Kronprinsessen og minister for udviklingssamarbejde, Ulla Tørnæs er i denne uge på besøg i Bangladesh.

Formålet med besøget er at sætte fokus på, at styrkelse af kvinders rettigheder og økonomiske muligheder er helt afgørende for, at vi kan nå FN’s verdensmål.

På rejsens første dag besøgte Kronprinsessen og udviklingsministeren en af de markskoler i den sydlige provins Barisal, som Danmark har støttet siden 2006. Over 1,7 millionder kvinder er gennem årene blevet uddannet på markskolerne, hvor de bl.a. undervises i og udveksler erfaringer om, hvordan man optimerer fjerkræopdræt og dyrkning af grøntsager. Kvinderne bliver i stigende grad aktive på markedet og sælger deres afgrøder til bedre priser gennem andelsforeninger.

”Styrkelse af kvinders rettigheder er en mærkesag i dansk udviklingspolitik. Det er det fordi det basalt set handler om, at menneskerettigheder gælder for alle – også kvinder. Men det er det også, fordi vi ikke når FN’s verdensmål, hvis ikke vi får kvinderne med. Hvis kvinder får de samme rettigheder som mænd, kan vi øge verdens BNP med 25 %. Så man kan sige, at det både er rigtig og økonomisk rationelt at fokusere på at styrke kvinders rettigheder”, siger udviklingsminister Ulla Tørnæs.

Danmark har haft udviklingssamarbejde med Bangladesh siden 1972 – året efter at landet blev selvstændigt. Landet lider stadig under massive fattigdomsproblemer, der er udbredt vold mod kvinder, og Bangladesh er et af de lande i verden, hvor problemet med ”barnebrude” er størst, altså at mange piger helt ned til 15-års alderen bliver gift. Bangladesh er ca. tre en halv gang større end Danmark, men der bor 160 millioner mennesker. Den gode nyhed er, at befolkningsvæksten er under opbremsning, og kvinderne føder nu i gennemsnit 2, 3 barn. I 1970’erne fødte de i gennemsnit over seks børn. Men Bangladesh har også opnået andre bemærkelsesværdige resultater. i 1990 levede 55 % af befolkningen under fattigdomsgrænsen. I 2015 var det mere end halveret til 25 %.

”Bangladesh er et rigtig godt eksempel på, hvordan Danmarks udviklingssamarbejde gør en forskel. Ved at bekæmpe fattigdom og styrke kvinders rettigheder har vi fået nedbragt befolkningstilvæksten. Jeg glæder mig meget til at høre mere om resultaterne fra Bangladesh og se, om vi kan udbrede resultaterne til andre lande. Samtidig har vi også meget alvorlige problemer i Bangladesh, som eksempelvis en meget udbredt praksis med barnebrude. Det er i mine øjne et klart brud på menneskerettighederne, og noget som jeg vil rejse overfor myndighederne i Bangladesh” slutter Ulla Tørnæs.

For yderligere information kontakt:
Marianne Lynghøj Pedersen, udviklingsministerens særlige rådgiver. 42485158