Spring til indhold

Gode eksempler på u-landsoplysning

Her kan du læse om fem udvalgte oplysningsprojekter og lære af andres erfaringer.

Gode oplysningsprojekter

Over 40 ansøgere modtager årligt støtte fra Udenrigsministeriet til oplysningsarbejde i Danmark. Men hvad er et vellykket oplysningsprojekt?

Udenrigsministeriet har udvalgt 5 projekter, som har været særligt gode til at skabe opmærksomhed og nå nye målgrupper. Ofte har det været en udfordrende vej med uforudsete forhindringer. Derfor deler de projektansvarlige deres erfaringer og giver gode råd til kommende ansøgere. De bedste tips er samlet her.

Læs også Danidas håndbog i evaluering af kommunikationsprojekter.

''

Afghanske fotofortællinger (PDF) 
Fotoudstillingen "Afghan Tales" er samtidsbilleder fra nogle af de førende, unge afghanske fotografer. Med humor og alvor giver de et anderledes og alsidigt blik ind i nutidens Afghanistan.

”Publikum forlod udstillingen med et mere nuanceret billede af Afghanistan og udtrykte overraskelse over fotografiernes diversitet, humor og mod,” siger Thomas Damgaard, partner i Commerce & Culture.

 

''

De ukueliges kamp for retfærdighed (PDF)
Dokumentarserien "A Heart That Never Dies" følger seks aktivister, journalister og politikere, som sætter livet på spil for menneskerettigheder og retfærdighed i Guatemala, Egypten, Bangladesh og Swaziland. Programmerne om Hviderusland og Serbien er ikke støttet af Oplysningspuljen.

”Projektet affødte et spørgsmål, som også er seriens væsentligste budskab: Hvordan tør de ukuelige blive ved med at kritisere, insistere på at skrive og kræve demokrati?,” siger journalist Tom Heinemann. 

''

I øjenhøjde med Manilas slum (PDF)
"The Slum Challenge" er en interaktiv dokumentar om livet i slummen i Filippinernes hovedstad, som det udfolder sig set gennem øjnene på en dreng, der skal skaffe mad til sin familie. 

”Vi har skabt et stykke radikalt anderledes ulandsformidling, der sætter slummen i øjenhøjde med de 13 til 19-årige,” siger journalist Mikkel Cantzler Christensen.

 

''

Gensyn med et steppeland i forandring (PDF)
I "Mongoliet revisited" rejser journalist Bettina Gram tilbage til stepper i hastig forandring for at skrive om Mongoliets demokratiske og økonomiske udvikling siden kommunismens fald.  

”Det bedste var at møde engagerende mongoler, som brænder for at styrke deres lands unge demokrati,” siger journalist Bettina Gram. 

 

''

Verdens fattigste på skoleskemaet (PDF)
"Danmark og verdens fattige"
er et undervisningsværktøj, der gør det muligt for gymnasieelever at arbejde med Danmarks rolle i udvikling og international udviklingsbistand ud fra forskellige faglige indgange og vinkler.

”Projektet kan være med til at sætte udvikling og dansk udviklingsbistand højere på dagsordenen i gymnasieundervisningen,” siger geograf og kommunikator Anders Dencker Christensen.