Spring til indhold

Regnskab og afrapportering

Modtagere af tilskud fra Danidas Oplysningsbevilling har over for Udenrigsministeriet ansvaret for tilskuddets forsvarlige forvaltning, herunder fremsendelse af regnskab og rapport inden for den fastsatte tidsgrænse.

Dagpengesats

I forbindelse med rejser til et udviklingsland er dagpengesatsen kr. 350. Diæterne dækker forplejning, lokal transport, telefon mv. Dagpengesatsen gælder ikke ved rejsestipendier, hvor der i stedet lægges et fast beløb på 5.000 kroner oveni tilskuddet til flybilletten.

For omvendte rejsestipendier er dagpengesatsen i Danmark maks. kr. 390. Dagpengesatsen i Danmark anvendes kun i forbindelse med besøg fra et udviklingsland, og alle gæster skal kvittere for dagpenge og lignende med underskrift.

Udbetaling af tilskud

Modtagere af tilskud til oplysningsprojekter og u-lands-tv-puljen forpligter sig til at indsætte tilskuddet på en separat konto i et pengeinstitut, adskilt fra tilskudsmodtagers private midler.

Udbetaling af tilskud til et rejsestipendium kan tidligst finde sted tre måneder før afrejsen og udbetales via Statens Centrale Lønanvisning.

Renter og uforbrugte midler vedrørende Danidas Oplysningsbevilling tilfalder Udenrigsministeriet og skal tilbagebetales på nedenstående konto.

Husk at angive asemik@um.dk  og evt. j.nr. på overførslen:

Danske Bank

Reg. nr. 0216

Konto nr. 4069172962

IBAN: DK62 0216 4069 1729 62

Aflæggelse af regnskab

Regnskab for tilskud på 100.000 kr. og derunder kan enten aflægges i form af et revideret regnskab fra en registreret eller statsautoriseret revisor eller ved indsendelse af originalbilag og originalkvitteringer. Bilagene fremsendes sammen med en opgørelse af samtlige afholdte udgifter, angivelse af støtten fra Oplysningsbevillingen, projektets titel og sagens journalnummer. Opgørelsen skal være dateret og underskrevet af bevillingsansvarlige.

Regnskab for tilskud på over 100.000 kr. skal aflægges i form af et revideret regnskab fra en registreret eller statsautoriseret revisor. Regnskabet skal altid underskrives af bevillingsmodtager, og alle regnskaber skal være daterede og underskrevne af den projektansvarlige/økonomiansvarlige.
 

Frister for afrapportering

Bevillingsmodtagere bedes overholde de frister, der er sat for indsendelse af regnskab og rapport.

  • Oplysningsprojekter og u-lands-tv-puljen

For tilskud til oplysningsprojekter og u-lands-tv-puljen skal regnskab og afrapportering indsendes senest 3 måneder efter projektets afslutning sammen med 2 eksemplarer af det producerede materiale. I forbindelse med støtte til publikation skal der indsendes 10 eksemplarer af publikationen.  

  • Rejsestipendier og omvendte rejsestipendier

Modtagere af rejsestipendier skal senest en måned efter rejsens afslutning indsende billetomslag/elektronisk billet og alle boardingpas sammen med en kort rapport, der dokumenterer, at rejsen og rejsens program og indhold er gennemført i overensstemmelse med ansøgningen. Senest 3 måneder efter rejsens afslutning skal der indsendes kopier af det udarbejdede materiale. Der skal ikke aflægges regnskab for det faste, uspecificerede beløb på 5.000 kr. til øvrige rejse- og opholdsudgifter.

Udenrigsministeriet indberetter rejsestipendiet til skattemyndighederne som en skattefri ydelse. Til dokumentation over for skattevæsenet kan det være nødvendigt at gemme kopi af billetter og rejsebilag samt kvitteringer for udgifter til vaccination, særlige rejseforsikringer, hotelregninger, lufthavns-afgifter m.v.

Modtagere af tilskud til omvendte rejsestipendier skal senest 3 måneder efter afslutning af besøget i Danmark indsende et regnskab og en afrapportering til Udenrigsministeriet.   

Generelle betingelser

Ved indsendelse af regnskab angives journalnummer og dato for det brev, hvori tilskuddet blev givet, samt datoer for eventuel korrespondance om ændringer i det oprindeligt ansøgte.

Regnskabet, med angivelse af det bevilgede tilskud og dets anvendelse, opstilles med de godkendte budgetposter og regnskabstallene i to parallelle kolonner. Afvigelser forklares. I alle tilfælde kan op til 5 % af det bevilgede tilskudsbeløb - dog maksimalt 10.000 kr. - anvendes til betaling af revision.

Alle væsentlige ændringer i forhold til ansøgningen skal godkendes af Udenrigsministeriet, KOM.  

Afrapportering

Alle modtagere af midler fra Danidas Oplysningsbevilling skal indsende en rapport om projektets forløb, formidling, markedsføring og effekt. 

Spørgsmål

Såfremt der er spørgsmål vedrørende regnskabsaflæggelsen bedes du på forhånd kontakte Aase Mikkelsen i Udenrigsministeriet på asemik@um.dk eller telefon 33 92 08 58, således der ikke efterfølgende opstår problemer med regnskabsaflæggelsen.
 

Danida


Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
1448 København K

Tlf. +45 33 92 00 00
um@um.dk