Spring til indhold

Kæmp eller rejs - her er Mellemøst-analysen "Fight or Flight" fra 3/16 i fuld længde

15.06.2016  14:15
Uanset hvor mange tusinde flygtninge Vesten tager imod, vil millioner flere flygte, så længe borgerkrigene i Mellemøsten står på. Konflikterne i lande som Irak, Libyen, Syrien og Yemen kan faktisk stoppes – men det kan ikke gøres med en halvhjertet indsats som nu. Kæmp, eller rejs hjem – det er det valg, USA står over for i Mellemøsten.

Af Kenneth M. Pollack

Mennesket, staten og borgerkrigen
For at kunne indse, hvilke valg USA reelt står over for i Mellemøsten, må man først til fulde forstå, hvad der foregår. Selvom det er på mode at lægge ansvaret for regionens kvaler over på Mr. Sykes og Monsieur Georges-Picots mangelfulde evner til at tegne streger på et kort (briten Sir Mark Sykes og franskmanden François Georges-Picot lagde navn til en hemmelig aftale indgået i 1916 mellem Frankrig, Storbritannien og Rusland om opdeling af Det Osmanniske Rige efter Første Verdenskrig., red.), så begyndte de virkelige problemer med det moderne arabiske statssystem.
Efter Anden Verdenskrig opstod de arabiske stater i egen ret. De fleste smed deres europæiske koloniherrer ud og indførte mere moderne politiske systemer, hvad enten det var sekulære republikker (læs: diktaturer) eller nye monarkier.
Ingen af disse stater var særlig velfungerende. For det første var deres økonomier stærkt afhængige af olie, enten direkte ved egen olieproduktion eller indirekte gennem handel, bistand og remitter fra migrantarbejdere. Denne form for ”rentier-økonomi” skabte for få jobs og for meget velstand, som de civile befolkninger hverken selv havde frembragt eller havde kontrol over. Dette tilskyndede de herskende eliter til at behandle de almindelige borgere som (for det meste uønskede) forsørgede. Oliepengene skabte også grobund for omfattende korruption såvel som forvoksede offentlige sektorer uden blik for den bredere befolknings behov og ambitioner. For at føje spot til skade var de arabiske stater vokset ud af osmannisk og europæisk kolonialisme og havde bevaret de traditionelle sociokulturelle systemer, som olierigdommen og autokratiet gjorde muligt ikke blot at holde ved lige, men ligefrem at gøde.
Denne samfundsmodel skrumplede derudaf i årtier, før den endelig begyndte at falde fra hinanden i slutningen af det 20. århundrede. Oliemarkedet blev mere omskifteligt med lange perioder med lave priser, og det førte økonomisk hårde tider med sig selv i olierige stater som Algeriet, Irak og Saudi-Arabien. Globaliseringen bragte nye ideer med sig til regionen om forholdet mellem regering og dem, der herskes over – såvel som udefrakommende kulturelle påvirkninger. Arabere (og for den sags skyld iranere) begyndte i stigende grad at kræve, at deres regering skulle løse deres problemer. Det eneste svar, de fik, var grov vanrøgt.
Omkring 1990’erne havde den folkelige utilfredshed bredt sig over hele Mellemøsten. Det Muslimske Broderskab og dets mange forgreninger voksede hastigt i politisk opposition til regimerne. Andre tyede til vold – som for eksempel oprørere i Saudi-Arabiens Nejd-region, islamistiske rebeller i Egypten og forskellige terrorgrupper andre steder – der alle forsøgte at omstyrte deres regeringer. Det var kun et spørgsmål om tid, før nogle af disse grupper besluttede sig for, at det første, de måtte gøre, var at uddrive disse regeringers udenlandske støtter, først og fremmest USA.
De ophobede frustrationer og tørsten efter politisk forandring eksploderede for alvor med Det Arabiske Forår i 2011, hvor omfattende demonstrationer brød ud i snart sagt alle arabiske lande og væltede eller stækkede regimerne i fem af dem. Men revolutioner er altid vanskelige at få til at forløbe fornuftigt. Det har med stor tydelighed vist sig i den arabiske verden, hvor autokrater i alle landene havde gjort sig store anstrengelser for at fjerne enhver karismatisk oppositionsleder, som kunne have haft potentialet til at samle landet efter regimernes fald, og hvor der ikke fandtes nogen udbredte alternative ideer om, hvordan en ny arabisk stat kunne organiseres. I Libyen, Syrien og Yemen har resultatet været fejlslagne stater, sikkerhedsvakuum og borgerkrig.
Hvis det mest presserende problem i Mellemøsten er efterkrigstidens arabiske statssystem, er borgerkriges udbrud blevet det næstmest presserende. Disse konflikter har fået et eget liv og er blevet destabiliserende drivkræfter, som nu udgør den største umiddelbare trussel mod befolkningerne i såvel denne region som i resten af verden.
For det første har borgerkrige en dårlig vane med at sprede sig til nabolandene. Flygtninge krydser grænser i stort antal, og det samme gør et mindre, men ikke mindre problematisk, antal terrorister og andre væbnede kombattanter. På samme måde bevæger ideer, der opildner til kamphandlinger, revolution og løsrivelse, sig også. Nabostater kan dermed blive destabiliseret eller blive skubbet ud i intern konflikt. Forskere har sågar konstateret, at de stater, der med størst sandsynlighed vil opleve borgerkrig, er dem, der grænser op mod et land, der allerede er opslugt af en.
For det andet har borgerkrige også en dårlig vane med at trække nabolande med ind i konflikten. I et forsøg på at beskytte deres interesser og forhindre, at konflikten breder sig, vil stater typisk vælge at støtte nogle af de stridende parter. Men det bringer dem på krigsfod med andre nabostater, som har valgt at støtte andre af de stridende parter. Selv hvis denne konkurrence vedbliver at være en kamp per stedfortræder, kan den være økonomisk og politisk opslidende eller ligefrem ødelæggende. I værste fald kan konflikten eskalere til en regional krig, når en stat, der mener, at dens stedfortræder ikke gør sit job godt nok, begynder at sende sine egne styrker ind. Hvis man vil se eksempler på, hvordan denne dynamik kan tage sig ud, behøver man blot at skele til den saudisk-ledede intervention i Yemen eller iranske og russiske militære operationer i Irak og Syrien.

Tilbagetrækningssymptomer
Som om efterkrigstidens fejlslagne arabiske statssystem og fire borgerkriges udbrud ikke var slemt nok, så har USA oven i det hele lagt afstand til regionen. Mellemøsten har ikke siden de osmanniske erobringer i det 16. århundrede været uden en eller anden form for stormagtsformynder. Det skal ikke forstås sådan, at det har været en udelt fornøjelse med dette udefrakommende hegemoni, det har det bestemt ikke. Men det har ofte spillet en konstruktiv rolle i forhold til konfliktmægling. På godt og ondt er regionens stater blevet vant til at omgås hinanden med en eller anden dominerende tredjepart med ved bordet – i overført betydning, men ofte også i bogstavelig forstand.
Tilbagetrækningen har været mest ødelæggende i Irak. At USA trak sine tropper ud, var den mest afgørende af en række faktorer, som førte landet tilbage i borgerkrig. Eksperter er for længst nået til den erkendelse, at det kræver både interne og eksterne fredsbevarere, der kan garantere, at den nye magtdelings betingelser bliver respekteret af samtlige stridende parter, hvis en nation skal føres ud af en borgerkrig. Med tiden kan hyrderollen blive gradvist mere symbolsk, sådan som det var tilfældet med NATO i Bosnien-Hercegovina. Alliancens tilstedeværelse svandt her ind til en militært ubetydelig styrke inden for en periode på omtrent fem år, men den spillede fortsat en afgørende politisk og psykologisk rolle i forhold til at holde de stridende parter fra at gribe til våben igen.
Det er den rolle, USA har spillet i Irak, og den amerikanske tilbagetrækning i 2010 og 2011 har ført til netop det, historien har lært os ville ske. Det er et scenarie, der i bred forstand har udspillet sig over hele Mellemøsten. At USA har trukket sig tilbage, har tvunget de enkelte regeringer til at begive sig ud på ubetrådte stier i deres indbyrdes interaktion, når de ikke længere har kunnet sætte deres lid til, at Washington ville bane vej for samarbejde omkring de sikkerhedsudfordringer, der præger regionen.
USA’s vigende engagement har betydet, at mange stater frygter, at andre vil begynde at handle mere aggressivt, når USA ikke længere er der til at lægge en dæmper på dem.
Denne frygt har så medført, at staterne selv handler mere aggressivt, hvilket har afstedkommet mere alvorlige modsvar, igen i forvisning om, at USA hverken vil sætte ind over for den første konflikthandling eller reaktionen på den. Denne dynamik er blevet så meget desto mere akut i forholdet mellem Iran og Saudi-Arabien, hvis skærmydsler er blevet stadigt mere højrøstede og voldelige. Saudierne har taget det forbavsende skridt at gribe direkte ind i Yemens borgerkrig, der bliver ført mod landets houthi-minoritet, som styret opfatter som værende under iransk indflydelse og derfor en trussel mod landets sydlige flanke.
Selvom Mellemøsten er ved at komme ud af kontrol, er der ingen hjælp på vej. Obama-administrationens Mellemøsten-politik er ikke indrettet på konfliktmægling, og endnu mindre på problemløsning. Det er årsagen til, at regionens tilstand er blevet forværret, siden præsident Barack Obama indtog Det Hvide Hus, og det er derfor, der ikke er grund til at tro, at det vil blive bedre, før han forlader det.

I den tale, Obama holdt i Kairo i 2009, lovede han ganske vist, at USA ville forsøge at hjælpe regionen med en overgang til et nyt arabisk statssystem, men hans ord blev ikke fulgt op af reelle politiske tiltag, og da slet ikke af ressourcer. I 2011 evnede hans administration ikke at fremlægge en sammenhængende strategi for, hvordan Det Arabiske Forår kunne håndteres, hvilket ellers kunne have bidraget til at opbygge mere stabile, pluralistiske former for regeringsførelse. Efter at have forpasset sine bedste chancer kan Washington knap nok svinge sig op til tomme ord om behovet for gradvise, langsigtede reformer.
Hvad borgerkrigene angår, har administrationen alene været optaget af at håndtere symptomerne ved at forsøge at inddæmme spredningen: at angribe Islamisk Stat, at tage imod nogle flygtninge og at arbejde på at forebygge terrorangreb hjemme.
Men borgerkrigens historie har lært os, at det er uhyre vanskeligt at inddæmme spredningen, og nutidens Mellemøsten er ingen undtagelse. Spredningen fra Syrien har skubbet Irak ud i endnu en borgerkrig. Samtidig har spredning fra de irakiske og syriske borgerkrige skabt lavintens borgerkrig i Tyrkiet og truer med at gøre det samme i Jordan og Libanon. Spredningen fra Libyen er i færd med at destabilisere Egypten, Mali og Tunesien. De irakiske, syriske og yemenitiske borgerkrige har trukket Iran og Golfstaterne ind i en ondskabsfuld krig per stedfortræder, udkæmpet på alle tre slagmarker.
Imens er flygtninge, terrorister og radikalisering strømmet ud fra alle disse krige og har skabt nye dilemmaer for Europa og Nordamerika.

Det er ret beset praktisk umuligt at fjerne borgerkrigenes symptomer uden at behandle de sygdomme, der har skabt dem. Uanset hvor mange tusinde flygtninge Vesten tager imod, vil millioner flere flygte, så længe borgerkrigene står på. Og uanset hvor mange terrorister USA slår ihjel, vil flere unge mænd fortsat lade sig rekruttere, så længe borgerkrigene fortsætter.
I løbet af de sidste 15 år har truslen fra salafist-jihadismen blot vokset sig stærkere på trods af de tab, USA har påført al-Qaedas kerne i Afghanistan. De steder, der er martret af borgerkrig, finder al-Qaedas aflæggere – heriblandt ISIS – nye rekrutter, nye gemmesteder og nye slagmarker for hellig krig. Hvorimod disse grupper går i opløsning, når der hersker ro og orden. Hverken al-Qaeda eller ISIS har kunnet fiske i rørt vande i regionens stærke stater. Og da USA bragte stabilitet til Irak i starten af 2007, var al-Qaedas lokale afdeling nær lukket og slukket for så atter at blomstre op i 2011, da borgerkrigen brød ud hos naboerne i Syrien.
I modsætning til den herskende opfattelse er det faktisk muligt for en udefrakommende part at bringe en borgerkrig til ophør, længe før den ellers af sig selv ville have fundet en afslutning. Eksperter med speciale i borgerkrige har vist, at i omkring 20 procent af tilfældene siden 1945 og omtrent 40 procent siden 1995 har det været en ekstern aktør, der har været i stand til at skrue en løsning sammen. Det er naturligvis ingen let sag, men det behøver ikke være en lige så ruinerende affære som USA’s smertelige erfaringer i Irak.
At bringe en borgerkrig til ophør kræver, at den intervenerende part opnår tre mål. For det første skal de militære dynamikker forandres, så ingen af de stridende parter tror på, at de vil kunne vinde en militær sejr, og så ingen frygter, at deres krigere vil blive myrdet, så snart de nedlægger våbnene.
For det andet må de forskellige grupper indgå en aftale om deling af magten, så de alle har en ligeværdig andel i den nye regering. Og for det tredje skal der opbygges institutioner, som kan udgøre en sikkerhed for alle parter for, at de første to betingelser vil blive opfyldt, også på længere sigt. NATO fulgte, til en vis grad uafvidende, netop denne opskrift i Bosnien-Hercegovina i 1994-1995, og det samme gjorde USA i Irak i 2007-2010.
Historien lærer os også, at når udefrakommende magter ikke følger denne tilgang eller afsætter utilstrækkelige midler til det, så vil interventionerne uvægerligt slå fejl og vil typisk gøre konflikterne om muligt mere blodige, langvarige og mindre afgrænsede.
Det er ikke en gåde, hvorfor USA’s politik i forhold til Irak og Syrien (og ikke mindst Libyen og Yemen) er slået fejl siden 2011. Og så længe USA fortsætter med at undgå at følge den eneste strategi, der har en chance for at virke, kan man ikke forvente andet. I bedste fald vil USA’s militære kampagne mod ISIS i Irak og Syrien ende med at lægge an til samme resultat, som man så i forhold til al-Qaeda i Afghanistan: USA vil måske nok påføre ISIS betragtelige tab, men hvis den konflikt, der er ISIS’ eksistensgrundlag, ikke bliver bragt til ophør, vil gruppen fortsat mutere og sprede sig og i sidste ende blive videreført i form af ISIS’ afkom, præcis som ISIS selv er et afkom af al-Qaeda.

Oprustning
At stabilisere Mellemøsten vil kræve en ny tilgang, en, som forholder sig til ondets rod, og som bliver fulgt op af tilstrækkelige ressourcer. Det første, der må gøres, er at få gjort en ende på de igangværende borgerkrige. Det vil i hvert enkelt tilfælde kræve, at slagmarkernes dynamik forandres på en måde, der gør det tydeligt for alle stridende parter, at en militær sejr er uopnåelig. I den bedste af alle verdener ville det indebære, at der blev sendt i det mindste et mindre antal amerikanske kamptropper til Irak (for eksempel 10.000) og potentielt også til Syrien. Men hvis der end ikke er politisk vilje til et så beskedent engagement, kunne flere rådgivere, flere luftstyrker, yderligere udveksling af efterretninger og logistisk støtte også gøre det, omend sandsynligheden for succes i så fald vil være mindre.
Uanset hvad vil USA og dets allierede også være nødt til at opbygge nye nationale militærstyrker, som er i stand til at besejre terrorister, militser og ekstremister og derpå kan fungere som grundlaget for at danne en ny stat. I irakisk kontekst indebærer det at omskole og reformere de irakiske sikkerhedsstyrker i langt højere grad, end den nuværende amerikanske linje lægger op til. I Libyen, Syrien og Yemen vil det indebære opbygningen af nyt nationalt, konventionelt militær, som (med betydelig amerikansk støtte) kan besejre enhver tænkelig rival og garantere civilbefolkningernes sikkerhed samt håndhæve betingelserne i en permanent fredsaftale.
For alle fire borgerkrige gælder det, at USA og dets allierede også vil være nødt til at lægge en betydelig politisk indsats i at gøde jorden for retfærdige aftaler om magtdeling.
I Irak bør USA indtage en ledende rolle, når det gælder om at definere, både hvilke basale elementer, kommende aftaler mellem shia- og sunnigrupperinger skal indeholde, og hvilke områder de skal dække. Præcis som den taktik, Ryan Crocker, USA’s ambassadør i Irak i 2007-2009, og hans hold havde held med som led i USA’s såkaldte bølgestrategi (The Surge, red.).
Dette ville, i kombination med at stille materielle ressourcer til rådighed for diverse moderate irakiske politiske ledere og deres vælgere blandt både shiaer og sunnier, gøre USA i stand til at udarbejde en ny magtdelingsaftale. En sådan aftale skulle gøre en ende på sunnibefolkningens fremmedgørelse, som er omdrejningspunktet for Iraks aktuelle problemer. Dette ville igen gøre det langt nemmere for Abadi-regeringen og USA dels at yde støtte til sunniernes militære grupperinger, der forsøger at fordrive ISIS fra sunnidominerede områder, dels at stække de iransk-støttede shiamilitser.
I forhold til Syrien kan de igangværende fredsforhandlinger i Wien bruges som udgangspunkt for en politisk løsning. Men så heller ikke meget mere. Det skyldes, at de militære forhold ikke er befordrende for et reelt politisk kompromis, og da slet ikke for en varig fred. Hverken Assad-regimet eller den vestligt støttede opposition er overbevist om, at de har råd til at indstille kamphandlingerne, og alle de tre stærkeste oprørsgrupper – Ahrar al-Sham, Jabhat al-Nusra og ISIS – tror fortsat på, at de hver især kan opnå en fuldstændig sejr. Førend slagmarkernes realiteter forandrer sig, er der altså ikke meget, der kan opnås ved forhandlingsbordet.
Hvis den militære situation ændrer sig, bør vestlige diplomater hjælpe Syriens forskellige grupper med at nå frem til en ordning, der fordeler den politiske magt og de økonomiske ressourcer retfærdigt. En sådan ordning ville nødvendigvis skulle inkludere alawitterne, men ikke nødvendigvis præsident Bashar al-Assad selv, og den skulle kunne garantere hver enkelt gruppering mod den form for regeringsundertrykkelse, som den alawittiske minoritet tidligere kunne udsætte sunnierne for.
Uroen i Libyen afspejler uroen i Syrien, bortset fra at Libyen får langt mindre international opmærksomhed. USA’s første skridt må derfor her være at overbevise sine allierede om, at de skal indtage en mere konstruktiv rolle. Hvis USA skal tage styringen i forhold til Irak og Syrien, må Europa gøre det i forhold til Libyen.
I kraft af sine økonomiske forbindelse og geografiske nærhed til Europa er Libyen en langt mere konkret trussel mod europæiske interesser end mod amerikanske, og NATOs rolle i interventionen i Libyen i 2011 kan passende udgøre et eksempel til europæisk efterlevelse. Europa vil naturligvis ikke tage denne udfordring op, medmindre man er overbevist om, at USA har tænkt sig at gøre sin del af arbejdet for at lægge en dæmper på Mellemøstens borgerkrige, hvilket blot gør det så meget desto mere afgørende, at USA får udarbejdet en sammenhængende og tilstrækkeligt finansieret strategi. Washington vil utvivlsomt være nødt til at bakke op om Europas kamp i Libyen med både logistik, lederskab og efterretninger og måske endda militære rådgivere.
I Yemen er der kommet meget lidt ud af Golfstaternes luftkampagne, men indsatsen fra landtropper anført af De Forenede Arabiske Emirater har trængt oprørsstyrkerne tilbage og skabt et reelt forhandlingsrum, der kan gøre en ende på konflikten. Desværre har Golfstaterne virket uvillige til at tilbyde Yemens opposition betingelser, der ville gøre en rimelig fordeling af magt og ressourcer mulig, og oprørerne virker omvendt uvillige til at stille garantier om sikkerhed.
For at bringe konflikten til ophør er USA og dets allierede nødt til at opfordre deres partnere i Golfen til at give meningsfulde indrømmelser. Hvis det ikke kommer til at fungere, vil det mest nyttige, de kan gøre, være at overbevise Golfstaterne om at neddrosle deres engagement i Yemen til et minimum, før omkostningerne ved interventionen begynder at true deres egen sammenhængskraft.
Når de aktuelle borgerkrige er bragt til ophør, vil den næste satsning i en optrappet USA-strategi for Mellemøsten være at stabilisere de stater, der er i mest overhængende fare for at ende i borgerkrig i den nærmeste fremtid: Egypten, Jordan, Tunesien og Tyrkiet. Det er fejlslagne stater – ikke udefrakommende angreb fra ISIS, al-Qaeda eller iranske grupper – som udgør den største konfliktskabende trussel i dagens Mellemøsten.
Disse fire lande i farezonen har alle hårdt brug for økonomisk støtte og udvikling af infrastruktur. Men først og fremmest har de brug for politiske reformer for at undgå at blive fejlslagne stater. USA og dets allierede bør derfor tilbyde en lang række handelsfordele, økonomiske incitamenter og økonomisk bistand til gengæld for gradvise, men håndfaste skridt frem mod politiske reformer. Målet vil her ikke være demokratisering som sådan (omend Tunesien kraftigt bør opfordres til at fortsætte ad den vej), men god regeringsførelse i form af retfærdighed og retsstatsprincipper, gennemsigtighed og en rimelig fordeling af offentlige goder og ydelser.
Kabalens sidste kort er at presse på for mere generelle reformer over hele Mellemøsten – økonomiske, sociale og politiske. Selv hvis USA og dets allierede lykkes med at løse de igangværende borgerkrige, vil de samme gamle problemer vende tilbage, hvis ikke nye statsformer træder i stedet for det fejlslagne efterkrigstidssystem.

Det vil blive vanskeligt at sælge ideen om reformer til regionens ledere, som længe har modsat sig af frygt for at miste magt og privilegier. Paradoksalt nok kan borgerkrigene måske udgøre en mulig vej ud af dette dødvande. Samtlige stater i regionen er skrækslagne for, at konflikterne skal brede sig ind over deres grænser, og de har desperat behov for USA’s hjælp til at fjerne truslen. Ikke mindst er mange af USA’s arabiske allierede stadigt mere frustrerede over Irans landvindinger i forhold til at udnytte magttomrummene. Ligesom USA og dets allierede bør tilbyde regionens skrøbelige stater økonomisk støtte til gengæld for reformer, bør de også betinge sig, at regionens stærkere stater indfører lignende reformer, hvis de vil have hjælp til at gøre en ende på borgerkrigene.

Tilbagetrækning
Hvis USA’s næste præsident ikke er villig til at styrke indsatsen for at stabilisere Mellemøsten, er det eneste reelle alternativ at trække sig tilbage. Borgerkrige kan nemlig ikke løses med andet end den rette strategi og de rette ressourcer – at forsøge sig med den forkerte strategi vil være at smide USA’s ressourcer ud af vinduet. Det vil formentlig også blot forværre situationen snarere end forbedre den.
Med en reel tilbagetrækningspolitik skulle USA helt afholde sig fra at gå ind i borgerkrigene. I stedet skulle kræfterne bruges på at inddæmme dem, hvor vanskeligt det end kan være, og hvis dette slog fejl, skulle der sadles om til et rent forsvar for USA’s kerneinteresser i Mellemøsten.
Obama-administrationen har indtil videre gjort et hæderligt arbejde for at sikre Jordan mod kaosset fra Irak og Syrien, og at trække sig ud af regionen behøvede ikke at betyde neddrosling af støtten til Jordan og andre risikoprægede lande som for eksempel Egypten, Libanon, Tunesien og Tyrkiet. Alle disse lande ønsker og har fortsat brug for økonomisk, diplomatisk, teknisk og militær støtte fra Vesten. Men fordi spredningen af borgerkrige historisk har vist sig vanskelig at inddæmme, er disse lande i højrisikozonen for selv at blive trukket ind i borgerkrige og dermed skabe endnu større spredningspotentiale.
A samme årsag vil en tilbagetrækning også gøre det nødvendigt, at Washington foretager en hel kynisk vurdering af, hvad USA som minimum bør gøre for at sikre sine centrale interesser i Mellemøsten. Og selvom det måske virker som en grov forsimpling at stille det sådan op, så kan USA’s interesser i regionen grundlæggende koges ned til Israel, terror og olie.
Den ene meningsmåling efter den anden har vist, at de fleste amerikanere fortsat betragter Israels sikkerhed som vigtig for sig selv og for USA. Og Israel er i dag så sikkert, som USA kan gøre det. Israelske tropper kan besejre enhver konventionel fjende og afværge enhver ”afværgelig ukonventionel trussel”.
USA har forsvaret Israel både diplomatisk og militært et utal af gange, heriblandt ved indirekte at true Sovjetunionen med atomkrig under Yom Kippur-krigen i 1973. USA har tilmed fået afmonteret Irans atomtrusler i mindst et årti frem takket være den aftale, der blev forhandlet igennem sidste år.
Den eneste trussel, USA ikke kan skærme Israel mod, er landets egen kroniske borgerkrig med palæstinenserne, men den bedste løsning på denne konflikt er en fredsaftale, som hverken israelere eller palæstinensere har udvist megen interesse for. Der er kort sagt ikke meget mere, Israel har brug for USA til i forhold til landets sikkerhedssituation, og det, som landet faktisk har brug for (såsom at købe våben), kan USA sagtens sørge for, selv efter en tilbagetrækning fra Mellemøsten.
Den måske største gevinst ved en neddroslet amerikansk tilstedeværelse i Mellemøsten er, at det burde mindske terrortruslen. Den primære årsag til, at terrorister fra regionen angriber amerikanere, er, at de føler sig forurettede over USA’s politikker, præcis som de angriber Frankrig og Storbritannien, fordi de lande er trofaste USA-allierede (og tidligere kolonimagter) og er begyndt at angribe Rusland, fordi landet har grebet ind i Syrien. Jo mindre USA blander sig i Mellemøsten, desto mindre er sandsynligheden for, at amerikanere bliver angrebet af terrorister fra regionen. Det er ikke en tilfældighed, at Schweiz ikke har været offer for mellemøstlig terrorisme.
Selv hvis Washington kappede så mange bånd som muligt til regionen, ville amerikanere dog naturligvis ikke være fuldstændig immune over for mellemøstlig terrorisme.
Regionens konspirationsteoretikere kaster endeløse anklager mod USA for ting, det ikke har gjort, såvel som for, hvad det har gjort, og dermed vil terrorister altid kunne finde på begrundelser for at angribe amerikanere. Derudover ville USA selv med en minimalistisk tilgang fortsat støtte Israel og Saudi-Arabien, begge lande, som en lang række terrorgrupper foragter.
Selv hvis USA’s interesser i forhold til Israel og terror fik lov at passe sig selv, i og med at Washington yderligere trak sig ud af Mellemøsten, ville den samme tilgang ikke kunne anvendes i forhold til olie.
Forestillingen om, at USA har opnået energiuafhængighed gennem fracking, er en myte. Så længe den globale økonomi er bundet op på fossile brændstoffer, vil USA være sårbar over for større forsyningsafbrydelser, uanset hvor meget energi landet selv producerer. Eftersom hverken global afhængighed af olie eller Mellemøstens bidrag til den samlede globale produktion forventes at aftage inden for de næste 25 år, vil USA fortsat have afgørende interesser i, at olien flyder stabilt fra Mellemøsten.
USA behøver imidlertid ikke at stå vagt om hver eneste tønde olie i regionen. Spørgsmålet er, hvor meget der er tilstrækkeligt? Her bliver sagen indviklet. Mange lande har strategiske oliereserver, som kan afbøde et pludseligt, uventet fald i produktionen. Og nogle, ikke mindst Saudi-Arabien, har nok overskudskapacitet til at øge produktionen og eksporten om nødvendigt.
Fracking giver også nordamerikanske skiferolieproducenter mulighed for delvist at kompensere for olieunderskud. Og selvom Libyens olieproduktion er faldet med mere end 80 procent siden 2011 på grund af borgerkrigen, så har andre producenter kunnet kompensere for tabet.
Saudi-Arabien er imidlertid i sin egen liga. Landet producerer mere end ti procent af den olie, der bliver brugt på verdensplan, og sidder på størstedelen af overskudslageret. Selv hvis alle andre lande udtømte deres strategiske oliereserver og frackede som besatte, ville det stadig ikke kunne kompensere for et tab af Saudi-Arabiens olieproduktion. Derfor er USA nødt til fortsat at beskytte sine saudiske allierede. Men mod hvad? Ingen mellemøstlig stat (end ikke Iran) har kapacitet til at erobre Saudi-Arabien, og den beskedne flåde- og luftstyrke, som USA har udstationeret i Den Persiske Golf, vil være mere end nok til at slå et iransk angreb mod landets olieinfrastruktur tilbage. 
De primære trusler mod kongedømmet kommer indefra. Selvom ingen nogensinde har vundet i spil på deres negative odds mod det saudiske kongehus, hersker monarkiet over en grundlæggende dysfunktionel arabisk stat formet efter efterkrigstidens model. En stat, der står over for overvældende politiske, økonomiske og sociale udfordringer.
Shiamuslimerne, som er i flertal i Saudi-Arabiens olierige østlige provins, har i årtier gjort oprør og ydet modstand mod regeringens undertrykkelse, og deres utilfredshed er kun blevet styrket med regionens stadigt hyppigere konflikter mellem sunnier og shiaer.
Kongedømmet sejlede i smult vande gennem Det Arabiske Forår, ikke mindst takket være det vidtrækkende (omend gradvise) reformprogram, som kong Abdullah satte i værk, kombineret med en betydelig pengeuddeling til befolkningen. Men Abdullah døde i januar 2015, og kong Salman har stadig til gode at udvise en lignende reformvillighed. Selvom oliepriserne forbliver lave, bruger Salman ødselt af ressourcerne både ude og hjemme (blandt andet på den dyre intervention i Yemen) og har brændt 12-14 milliarder dollar af kongerigets opsparing af hver måned. I det tempo vil det ikke tage mere end fire år, før kasserne er tomme, men kongen vil formentlig komme i problemer længe inden. 

Hvordan kan USA så beskytte Saudi-Arabien fra sig selv? Det er utænkeligt, at nogen præsident skulle sende tropper afsted for at slå en folkelig opstand ned eller for at holde sammen på et monarki i færd med at kollapse. Dertil kommer, at jo længere borgerkrigene står på ved Saudi-Arabiens nordlige grænse, i Irak, og ved den sydlige grænse, i Yemen, desto større er risikoen for, at disse konflikter vil destabilisere kongedømmet, for ikke at nævne muligheden for en jordansk borgerkrig.
En tilbagetrækningsstrategi vil betyde, at USA ikke forsøger at gøre en ende på borgerkrigene i Saudi-Arabiens nabolande, og Washington har ikke meget at forhandle med, når det gælder om at overbevise saudierne om at gennemføre reformer. USA ville have endnu mindre at forhandle med, hvis det eneste, saudierne virkelig ønsker, blev taget af bordet: større amerikansk engagement i at gøre en ende på borgerkrigene og forhindre Iran i at udnytte dem. I en sådan situation vil USA være mere eller mindre ude af stand til at redde Saudi-Arabien fra sig selv, hvis dets herskere insisterer på at fortsætte mod afgrunden. Og det er, hvad der højst sandsynligt vil ske, hvis USA trækker sig yderligere ud af regionen.

Ingen udvej
Hvis USA trækker sig tilbage, vil den absolut største udfordring imidlertid være dette: at forsvare USA’s interesser, når de er truet af problemer, som USA er dårligt rustet til selv at løse. Fordi det er så vanskeligt at inddæmme borgerkrige, betyder tilbagetrækning en øget risiko for, at Egypten, Jordan, Libanon, Tunesien og Tyrkiet vil kollapse inden for nærmeste fremtid. Selvom ingen af disse lande selv producerer megen olie, ville deres ustabilitet på længere sigt nemt kunne sprede sig til de olieproducerende lande. Verden kan muligvis leve uden iransk, irakisk, kuwaitisk eller algerisk olieproduktion, men før eller siden vil ustabiliteten ramme Saudi-Arabien. Og selv hvis den ikke gør, er det ikke givet, at verden faktisk har råd til at miste adskillige mindre olieproducerende stater.
Den helt store fordel ved en tilbagetrækningspolitik er, at det markant ville lette den byrde, det er for USA at stabilisere Mellemøsten. Den store fare er imidlertid, at det ville indebære store risici. I det øjeblik USA begynder at trække sig ud af de enkelte lande – og dermed forkorter listen over, hvem USA ville forsvare mod udefrakommende trusler – bliver det uklart, hvor dets interessesfære begynder og ender.
Hvis Jordan eller Kuwait blev trukket ned i borgerkrige, ville USA da sende 100.000 tropper afsted for at besætte og stabilisere disse lande for at beskytte Saudi-Arabien (og i tilfælde af borgerkrig i Jordan at beskytte Israel)? Ville USA være i stand til at gøre det tidsnok til at forhindre, at spredning af konflikten kom til at destabilisere kongedømmet? Og hvis ikke, på hvilke andre måder ville man så kunne forhindre kongedømmet i at kollapse? I lyset af alle disse ubekendte vil den mest fornuftige amerikanske linje være at slå sig til tåls med omkostningerne og trappe op for dermed at kunne stabilisere regionen.
Når det er sagt, er der imidlertid én ting, USA under ingen omstændigheder bør gøre, nemlig at nægte at vælge mellem tilbagetrækning og oprustning og i stedet stå og vakle midtimellem og kun lige afsætte nok ressourcer til, at det udgør en voksende byrde uden reelt at øge sandsynligheden for, at noget forandrer sig til det bedre. Borgerkrige kan ikke tæmmes med halve indsatser.
En udefrakommende magt er nødt til at gøre det rigtige og betale, hvad det koster, hvis ikke interventionen blot skal gøre ondt værre for alle berørte, herunder den udefrakommende magt selv. Det tragiske er, at eftersom USA’s politiske system har det med at forsøge at undvige enhver beslutsom handling, så vil den kommende administration nærmest uundgåeligt komme til at skulle træde vande.  
Omfanget af Mellemøstens aktuelle kaos taget i betragtning vil et sådant ikke-valg sandsynligvis være det værst tænkelige valg.

KENNETH M. POLLACK er Senior Fellow ved the Brookings Institution i Washington, DC.
Oversat af Nina Trige Andersen



Danida


Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
1448 København K

Tlf. +45 33 92 00 00
um@um.dk

Seneste nyt

    Se alle