Bhutan har gjort store fremskridt. På 20 år er den forventede levealder steget med 19 år, og nu går 95 procent af børnene i skole. Danmark har støttet Bhutan gennem mere end 30 år.
For 20 år siden var det lille land Bhutan i Himalaya en af verdens mest underudviklede stater med lav levealder, høj børnedødelighed og næsten ingen skolegang. Siden er alt forandret. Den forventede levealder er på blot 20 år steget med 19 år fra 47 til 66 år. Og i dag går næsten alle børn 10 år i skole. Indkomsten er 10-doblet i perioden, så i dag er Bhutan i globalt perspektiv gået fra fattigt til et mellemindkomstland.
Danmark har støttet Bhutan inden for en række områder, ikke mindst sundhed og undervisning, men i 2013 ophører den danske bistand. De har stadig udfordringer, men Danmark flytter så fokus videre til andre lande, der stadig er blandt de mest nødlidende.
Helt afgørende for den kraftige stigning i den forventede levealder er et tilsvarende markant fald i børnedødeligheden. Og hemmeligheden bag dette fald er – foruden den øgede velstand – at der er blevet oprettet lokale sundhedscentre overalt i det bjergrige land. Sundhedscentrene er kernen i den danske sundhedsindsats, og Danmark har siden 2002 også givet budgetstøtte til sundhedssektoren, blandt andet til indkøb af medicin.
Et sundhedscenter er en lille, lokal klinik med sundhedspersonale. Centret er bemandet døgnet rundt. Og det ambitiøse mål har fra starten været er, at der ikke skal være mere end 1-2 kilometer til det nærmeste sundhedscenter overalt i den befolkede del af Bhutan. Det mål er ikke helt nået endnu, men det er tæt på.
Det er også allerede lykkedes at få langt de fleste bhutanske kvinder til at føde på det nærmeste sunhedscenter – i stedet for derhjemme som hidtil. Det har været stærkt medvirkende til at nedbringe både børne- og mødredødeligheden. Børnedødeligheden i forbindelse med fødsler er næsten halveret fra 71 ud af 1000 i 1994 til 40 ud af 1000 i 2005.
Også på skoleområdet har Bhutan gjort kolossale fremskridt. For 30 år siden var skolegang forbeholdt de få rigeste og mest velbegavede børn. Men i dag er det skrevet ind i forfatningen, at alle bhutanere har krav på 10 års skolegang, og stort set alle børn bliver nu meldt ind i grundskolen. I 2005 gik 73 procent. af landets børn i primary school (grundskolen fra 1. til 7. klasse), i 2009 var tallet oppe på 92 procent., og det er ifølge Danida-repræsentationen i Bhutan steget yderligere 2-3 procent. de seneste år (2011).
En forudsætning for denne udvikling har været uddannelse af flere og bedre lærere. Derfor har Danmark blandt andet støttet uddannelsen af lærere og oprettelsen af seminarer. Der bliver brug for skoleindsatsen, for trods fremskridtene er alfabetiseringsgraden for alle aldersgrupper kun steget fra 54 procent. i 2002 til 59 procent. i 2008.
Danmark har endvidere været aktiv på miljøområdet med støtte til forbedret byplanlægning, vandforsyning, spildevandshåndtering og lignende.
Endelig har Danmark spillet en stor rolle i Bhutans første skridt i retning af at forvandle sig fra enevældigt kongedømme til en moderne stat med et parlamentarisk styre og et uafhængigt retsvæsen. Danmark har støttet den proces med bl.a. rådgivning og it. Overgangen fra enevældigt kongedømme til spirende demokrati har været brat – de første valg fandt sted i 2002. Danmark har i en periode været den næststørste bilaterale donor i Bhutan – kun overgået af den store nabo i syd, Indien.
Udenrigsministeriet
Danida
Asiatisk Plads 2
1448 København KTlf. 33 92 00 00
um@um.dk