Verdens Bedste Nyheder går nye veje for nå danskerne med sit glædelige budskab: At indsatsen for verdens fattige har gjort en forskel, og at det faktisk går meget bedre, end de fleste tror. Kampagnen kører i 2011 for anden gang, og Danida er en af de mange, aktive partnere bag.
Danskerne møder i nogle uger i august-september Verdens Bedste Nyheder på overraskende måder over hele landet: I ejendomsmægler-annoncer, i netbanken, på brødposen, i kunde-nyhedsbreve, i megaformat på Udenrigsministeriets gavle, i hænderne på frivillige fra over 70 udviklings-organisationer, nede i frugtkurven på arbejdspladsen, i tilbudsavisen, på toget og snesevis af andre steder, hvor vi ikke er vant til at få fortalt historier om situationen i verdens fattigste lande. Og da slet ikke den slags historier.
Bag Verdens Bedste Nyheder står Danida, FN og hele 70 danske udviklings-organisationer – både alle de store og kendte og en lang række mindre. Det er første gang, de er gået sammen om at løfte en stor, fælles kampagne. Kampagnen gennemføres med støtte fra Danidas Oplysningsbevilling.
Over 50 danske virksomheder har også engageret sig, endda som aktive partnere. En række helt store virksomheder, men også mange mellemstore og små. De gør en central indsats ved selv at bære kampagnens overraskende historier ud til deres kunder og medarbejdere – i nyhedsbreve, butikker, tilbudsaviser, magasiner, annoncer, på produkter og meget andet. Deres indsats var med til at sikre, at næsten en femtedel af danskerne kunne huske Verdens Bedste Nyheder allerede efter de første ugers kampagneperiode i 2010. Se listen over partnere og de mange udviklings-organisationer her: http://verdensbedstenyheder.dk/om-initiativet-og-partnerne/
Hovedbegivenheden i Verdens Bedste Nyheder var i 2010 at give danskerne de gode nyheder i hånden – sammen med en lille, symbolsk gave. 115.000 fik en pose med et stykke morgenbrød – givet af Kohberg. Det skete på stationer, gågader og andre knudepunkter over hele landet - 74 steder i alt. Uddelt af 1800 lokale frivillige fra alle organisationerne sammen med politikere fra de fleste partier og udviklingsminister Søren Pind. De gode nyheder var trykt på posen, men samtidig fik de fleste også et eksemplar af MetroXpress, som på hele oplaget landet over i dagens anledning var pakket helt ind i Verdens Bedste Nyheder. I 2011 gentages nyhedsdagen i en ny skikkelse – med frugt som tema – med endnu flere frivillige og i endnu flere byer.
Kampagnens fakta er overraskende for de fleste: Vi hører mest om katastroferne og er vant til elendige nyheder fra udviklingslandene. Derfor tror de fleste danskere, at det kun går ned ad bakke i u-landene. Langt de fleste synes, det er meget vigtigt, at Danmark støtter med udviklingsbistand. Men kun de færreste er klar over, at den samlede indsats faktisk virker og har skabt store og varige resultater for hundreder af millioner fattige. Selv om der stadig er svære udfordringer og megen nød, så er det gået fremad med store skridt. For eksempel kommer 90 procent af børnene i u-landene nu i skole, 1,8 milliarder flere har fået rent drikkevand siden 1990, antallet af ekstremt fattige er på vej til at være halveret, og der er mange andre gode nyheder. Og en del steder rundt om i verden har Danmark været med til at skabe fremgangen. Det er vigtigt at få at vide – så vi forstår, at indsatsen faktisk batter noget.
De glædelige resultater skyldes ikke mindst FN’s otte 2015 Mål, som samler indsatsen fra både virksomheder, organisationer, udviklingsbistanden og ikke mindst de fattige lande selv i et fælles, fokuseret samarbejde. De mål har 189 regeringer forpligtet sig på, også Danmark.
Danida er med til at gøre Verdens Bedste Nyheder mere synlig i 2011. Blandt andet ved at pakke Udenrigsministeriets høje bygninger og og helt IC3-tog ind i kampagnens overraskende budskaber.
Udenrigsministeriet
Danida
Asiatisk Plads 2
1448 København KTlf. 33 92 00 00
um@um.dk