Er en billig og børnevenlig computer svaret på akut lærermangel og gammeldags undervisningsmetoder i Nepal? Det håber initiativtagerne til Nepals første One Laptop Per Child-projekt.
Computeren skal ikke bare være et skriveredskab og give adgang til Internet. I Nepal fokuserer man på, hvordan børne-pc’en kan bruges som en integreret del af undervisningen, med computerbaserede øvelser og tekster og særligt materiale til læreren. Billige computere til børn i udviklingslande er ikke nyt, men det er første gang særligt computerbaseret undervisningsmateriale bliver udviklet til børnene. I første omgang testes fagene engelsk og matematik, men materiale til modersmålsundervisning i nepalesisk er på vej.
I 2. klasse er der engelsk på skemaet. Dagens time handler om aktive verber - dancing, singing, walking står der på tavlen - og børnene har travlt med at sætte sætninger sammen på den lille grønne computer. Et rigtigt svar giver en lille lyd. "Før havde jeg kun en slidt skolebog og så den overordnede undervisningsplan, men det har ændret sig. Nu er der mange flere muligheder til rådighed for min undervisning. Computeren hjælper børnene til en bedre udtale og denne klasse er bedre end tidligere årgange, " fortæller klasselærer Pawan KC. Gongongen lyder igen og alle elever har frikvarter. Men ikke alle skynder sig ud fra de kølige klasseværelser for at varme sig i solen i skolegården. Marita Shresta fra sjette klasse tænder sin lille grønne computer. Ligesom mere end halvdelen af hendes klassekammerater sidder også hun foran sin skærm. Maritha viser fermt rundt blandt de virtuelle matematikopgaver. Hun synes det er blevet noget sjovere at have matematik, efter at hun har fået sin egen computer. "Derhjemme har vi ikke noget fjernsyn, og det er første gang nogen i min familie har en computer," fortæller hun. "På computeren er der både billeder og lyd og hvis jeg laver en fejl, kan jeg se det med det samme og lave om. Der er mange øvelser og de gør det nemt for mig at forstå matematik."
Rabi Karmacharya er direktør i Open Learning Nepal. For ham er der primært to ting, som en internetbaseret undervisning kan bidrage med i Nepal: kvalitet og lige adgang for alle. "Kernen i projektet er ikke teknologi men derimod læring og kvalitetsundervisning." "Den undervisning børn i Nepal får er generelt langt under niveau. Børn sidder i klasseværelser og gentager hvad læreren læser op fra skolebogen, — hvis der altså er en bog. En computer gør det sjovere og interaktivt at lære nyt og børnene får et element af selvlæring og evaluering. De kan bruge computeren derhjemme, og når der ikke er nogen lærer. Læringsprocessen er ikke længere begrænset til klasseværelset," siger han. Rabi Karmacharya peger på en anden fordel ved computere i undervisningen i Nepal: "I Nepal står piger svagere end drenge. Det samme gør etniske minoriteter og andre marginaliserede grupper som for eksempel lavkaster, men teknologi diskriminerer ikke. I et klasseværelse med en computer til alle, er der lige adgang til kvalitetsundervisning - uanset hvem man er." "Hvis vi tror, uddannelse fører til en positiv udvikling, så må vi investere i bedre undervisning. Hvis fordelene modsvarer udgifterne, så skal vi nok finde midlerne til at fortsætte," håber Rabi Karmacharya Open Learning Nepal modtager støtte fra blandt andet Danida.
Udenrigsministeriet
Danida
Asiatisk Plads 2
1448 København KTlf. 33 92 00 00
um@um.dk