Evalueringskontoret er en selvstændig, specialiseret enhed, hvis primære opgaver er at planlægge, udforme og kvalitetssikre gennemførelsen af evalueringer af Danida finansierede bistandsaktiviteter, og at formidle evalueringsresultater og erfaringer til Danidas medarbejdere, samarbejdslandenes myndigheder og andre interessenter.
Evalueringskontoret bidrager til policy- og strategiudviklingen i Danida med egne og andre donorers evalueringserfaringer. Evalueringskontoret refererer til udviklingsministeren gennem Udenrigsministeriets direktør for udviklingspolitik, og er således uafhængigt af de dele af Danida, der planlægger og udfører selve udviklingssamarbejdet.
Arbejdet med systematisk brug af evalueringer til forbedring af bistandssamarbejdet blev påbegyndt allerede i 1982. Siden 1987 har Danida offentliggjort alle evalueringer med henblik på at informere offentligheden og politiske beslutningstagere om bistandens resultater og processer. For den danske offentlighed og de politiske beslutningstagere er evalueringer en væsentlig kilde til information om resultaterne af de midler, der anvendes til udviklingsbistand.
I 2003 blev Evalueringskontoret underkastet en ekstern vurdering. Vurderingen blev gennemført at tre internationale eksperter indenfor evaluering.
I 2010 undersøgte Rigsrevisionen – i forbindelse med en undersøgelse af den danske bistand til Tanzania – også Udenrigsministeriets evalueringspraksis og brug af evalueringer.
Udenrigsministeriet
Danida
Asiatisk Plads 2
1448 København KTlf. 33 92 00 00
um@um.dk