Spring til indhold

Kenya: Grøn strøm til 1 million familier – med hilsen fra Danmark

Afrikas største vindmøllepark ved Lake Turkana i Kenya er klar til at levere strøm, der gavner både Kenya og klimaet. Flere danske aktører har været med til at gøre det banebrydende projekt muligt.

Mød i en række korte videoer nogle af de mennesker, der har været med til at få Afrikas største vindmøllepark syd for Sahara til at blive til virkelighed – trods utallige vanskeligheder.

356 Vestas-vindmøller står klar ved Lake Turkana i det nordlige Kenya. Vindmølleparken, der er den største i Afrika syd for Sahara, kan levere, hvad der svarer til 15 pct. af Kenyas nuværende elforsyning, nok til at dække op imod 1 million kenyanske husstandes elforbrug.

Vestas, danske pensionskasser og dansk udviklingsbistand har på hver deres måde sat aftryk på projektet, der af flere betegnes som et eksempel til på, hvordan udviklingsbistand kan være med til at generere enorme private investeringer i udviklingslandene.

Vindmølleparken bidrager til den hastige udbygning af elnettet, som Kenya er i fuld gang med. I 2010 havde kun hver 5. kenyaner adgang til strøm. I 2017 når elnettet ud til mere end halvdelen af befolkningen, og målet et, at alle godt 45 mio. kenyanere senest i 2020 skal have adgang til strøm. Det betyder både et gevaldigt løft for millioner af fattige familier og for private virksomheders muligheder for at skabe vækst og arbejdspladser.

Strømmen fra vindmøllerne er oven i købet billig. Den koster ca. det halve af, hvad kenyanerne nu betaler for strøm. Og så er den grøn og klimavenlig. Kenya er rigt på grønne energikilder: Vandkraft, sol, geotermisk energi og vind. Faktisk kommer det meste af Kenyas el fra vedvarende energikilder, og den nye vindmøllepark gør Kenya endnu grønnere.

Solide danske fingeraftryk
Ideen til vindmølleparken kommer fra en gruppe internationale investorer bosat i Kenya, men Danmark har været en vigtig medspiller i den ti år lange kamp for at realisere drømmen. Først og fremmest i kraft af den danske vindmøllegigant Vestas, der leverer de 365 vindmøller.

Vestas har også investeret i aktier i vindmølleparken. Det samme har Klimainvesteringsfonden (KIF), der blev etableret af den danske regering i 2014 med kapital fra udviklingsbistanden og danske pensionskasser, netop for at sætte skub i vedvarende energi-projekter i udviklingslande. Også Danmarks Eksportkredit EKF har med en milliardgaranti været med til at gøre den enorme investering mulig.

Eksempel på fremtidens bistand
Med en samlet pris på lidt over 620 mio. euro – mere end 4,5 mia. danske kroner – er vindmølleparken den største private investering i Kenya nogensinde. Den er hjulpet på vej med et beskedent, men vigtigt bidrag fra dansk udviklingsbistand. Klimainvesteringsfonden har betalt 87 mio. kr. for sine aktier i vindmølleparken, og en del af de penge er dansk udviklingsbistand. De 87 mio. kr. har altså bidraget til at generere en samlet investering, der er mere end 50 gange så stor.

Lake Turkana-vindmølleparken fremhæves internationalt som et eksempel på fremtidens udviklingsbistand, hvor tidlige tilsagn og aktiv opbakning fra donorer som Danida kan lokke private investorer på banen og sikre, at store, innovative anlægsprojekter inden for f.eks. grøn energi går fra drøm til virkelighed.

Hensynet til de lokale
Lake Turkana-vindmølleparken bringer veje, strøm og anden moderne udvikling til et fattigt, fjernt og hidtil underudviklet område af Kenya. Det vil påvirke den traditionelle levevis for de lokale kvægnomader. Det erkendte folkene bag vindmølleparken, længe før møllerne blev rejst, og i 2015 indledte de et særligt program, Winds of Change, for socialt ansvar i lokalområdet. Det har siden investeret op imod 10 mio. kr. i skoler, vand- og elforsyning, sundhed med meget mere.

Winds of Change vil investere omkring 4 mio. kr. årligt i hele vindmølleparkens driftsperiode i lokal udvikling. Også Vestas har et særligt program i lokalområdet, som dækker ca. 10.000 km2 – næsten en fjerdedel af Danmarks areal.

Vindmøllerne er parate, men…
De 365 vindmøller stod parate til at snurre og levere strøm i marts 2017, men produktionen kan først gå i gang, når den transmissionsledning, der skal lede vindmøllestrømmen ud i Kenyas nationale elnet er klar. Den ventes klar inden udgangen af 2017. 

Danida


Udenrigsministeriet
Asiatisk Plads 2
1448 København K

Tlf. +45 33 92 00 00
um@um.dk