Spring til indhold

Anden fase er indledt for ansøgning om strategiske partnerskaber

Udenrigsministeriet har nu afsluttet den første fase i den åbne ansøgningsrunde for strategiske partnerskaber med danske civilsamfundsorganisationer. Der er blevet indsendt i alt 17 ”expression of interest” fra i alt 19 organisationer. Alle ansøgere har levet op til minimumskravene og kvalificerer sig derfor til at indsende den fulde partnerskabsansøgning i næste fase (se oversigt).

De prækvalificerede organisationer er nu blevet inviteret til at indsende en partnerskabsansøgning inden den 15. maj 2017, som vil afgøre, hvilke organisationer som fra 2018 vil kunne indgå et fireårigt strategisk partnerskab med Udenrigsministeriet.

Udenrigsministeriet har ved gennemgang af ansøgningerne fastlagt et maksimalt bevillingsloft for de enkelte organisationer, der dog tilsammen udgør et beløb, der er ca. halvanden gang større end de nuværende rammeaftaler og humanitære partnerskabsaftaler. Den endelige bevilling for udvalgte partnere vil derfor blive reduceret pba. af scoring af ansøgninger og de tilgængelige midler til de pågældende områder på Finansloven for 2018.

Udenrigsministeriet har samtidig offentliggjort en revideret informationsnote, der indeholder en revideret model for beregning af ansøgernes maksimale bevillingsloft under et strategisk partnerskab og reviderede bilag til brug for udarbejdelsen af organisationernes ansøgninger.

Der henvises til kontoret for humanitær indsats, migration og civilsamfund, Niklas Borker Bjerre tlf. 33 92 05 87 eller nikbje@um.dk for evt. opklarende spørgsmål.