Spring til indhold

Dansk mad på tyske tallerkner

16.03.2017  14:43
”Made in Denmark” og ”Dansk” hitter på det tyske fødevaremarked, hvilket giver danske fødevarer konkurrencemæssig slagkraft i Tyskland. Handelsmedarbejder Helle Lund deler her ud af sine observationer og råd om danske fødevarer på det tyske marked.


Hvorfor skal danske virksomheder investere i fødevaremarkedet i Tyskland?

Det tyske marked er Danmarks største nærmarked, og en opstart kræver derfor langt færre ressourcer og omkostninger end ved fx opstart på et fjernmarked. Samtidig har vi i dag allerede en stor eksport til Tyskland indenfor fødevarer. Danske produkter har et godt ry og er kendt for sin gode kvalitet og høje sikkerhed. Dansk står altså for innovation og god smag på det tyske marked.

Tyskland er et stort land – er der en bestemt geografisk lokation danske virksomheder skal satse på?
Der er ikke et bestemt sted i Tyskland, der er fordelagtigt for danske produkter, men selvfølgelig er Nordtyskland oftest der, hvor mange først starter. Der er man også kulturelt tættest på Danmark. Men for nogle produkter kan en opstart i det sydlige Tyskland være mere aktuel. For en mindre virksomhed, kan sågar en enkelt delstat eller en storby, som München, Hamburg eller Berlin, være den bedste opstart.

Hvad kendetegner den tyske forbruger?
Generelt er den tyske forbruger meget prisfølsom, men trenden går i retning af, at flere og flere efterspørger kvalitetsvarer, og derfor er den tyske forbruger villig til at betale en højere pris. Når dette er sagt, er prisniveauet i Tyskland dog stadig betydeligt lavere end i Danmark. Samtidig kan de tyske forbrugere vælge imellem mere end 170.000 forskellige produkter på hylderne, hvilket gør konkurrencen blandt udbydere særdeles hård.

Er der bestemte trends, som præger det tyske fødevaremarked netop nu?
Lige nu hitter veganske varer samt regionale eller sågar lokale produkter. Men økologi er stadig et vigtigt parameter, som er blevet en normalitet på det tyske marked.

Er økologi ligeså stor i Tyskland som på det danske marked?
Den samlede mængde af økologiske produkter er på grund af markedets størrelse væsentlig større end i Danmark. Men den enkeltes forbrug af økologiske produkter er mindre end i Danmark. Der er dog stor forskel på udbuddet og kvaliteten af disse produkter.

3 råd til en dansk succes på det tyske marked

Tålmodighed – ting tager tid i Tyskland
Timing - er markedet parat til produktet?
Tilpasning - mht. fx smag og emballage. Men det er også vigtigt at vælge det rigtige segment for ens produkter.
 

Hvis du vil vide mere
Det danske generalkonsulat i Hamborg
Helle Lund, Handelsmedarbejder
Tlf.: +494041400534
E-mail: hellun@um.dk