Spring til indhold

Strategi

Strategi for eksportfremme og økonomisk diplomati.

Danmark er en af verdens førende eksportnationer. Stor udenrigshandel er en vej til højere produktivitet og øget velstand for Danmark. Regeringen ser det som en kerneopgave at styrke eksport og internationalisering ved at bistå danske virksomheder på de globale markeder, hvor det offentlige kan levere merværdi og dermed bidrage til at skabe vækst og jobs. I dag er omkring hver fjerde arbejdsplads tilknyttet eksporterhvervene, og eksporten har i en årrække været blandt de væsentligste faktorer for økonomisk vækst og velstand, beskæftigelse og stabilitet i dansk økonomi.

Danmarks udenrigsøkonomiske vilkår er imidlertid under forandring. Især forskydningen af den globale vækst mod markeder udenfor Europa og USA giver nye udfordringer og muligheder. Det er en høj prioritet for regeringen at bidrage til bedre fodfæste for danske virksomheder på de nye vækstmarkeder, som i de kommende årtier ventes at stå for 60-70 pct. af den globale vækst. Samtidig er det centralt for regeringen at sikre de bedste betingelser for dansk erhvervsliv på de vigtigste traditionelle eksportmarkeder, hvor der fortsat er stor købekraft og som for mange virksomheder tjener som springbræt til eksport. Desuden er der stigende efterspørgsel fra udviklingslandene efter samhandel, investeringer og teknologioverførsel i tillæg til det traditionelle udviklingssamarbejde. Der vil være stor gensidig fordel for både udviklingslande og Danmark ved i højere grad at engagere dansk erhvervslivi udviklingslande, hvor dansk viden og teknologi kan adressere lokale udviklingsbehov.

På denne baggrund blev den første samlede danske strategi for eksportfremme og økonomisk diplomati lanceret i maj 2014. Den skal understøtte danske virksomheders eksportindsats og internationalisering. Strategien vil sikre en mere effektiv organisering og koordinering af den eksisterende eksportfremmeindsats, så ressourcerne anvendes bedst muligt for at skabe værdi og effekt for virksomhederne.

Samtidig styrker strategien det økonomiske diplomati i hele Udenrigsministeriet og på tværs af regeringen, så virksomhederne i højere grad får gavn af det officielle Danmarks støtte på de globale markeder, og så udviklingssamarbejdet også bidrager til at skabe grundlag for de kommercielle indsatser, hvor dansk viden og teknologi kan levere løsninger på lokale udviklingsbehov.

Med strategien vil regeringen samtidig sikre erhvervslivet fuldt udbytte af den vækstorientering af den danske repræsentationsstruktur, som Udenrigsministeriet gennemførte i 2014. Regeringen har således bl.a. åbnet ambassader i Nigeria, Colombia, Filippinerne og Myanmar og et handelskontor i Lagos. Den nye repræsentationsstruktur vil samlet set indebære styrket dansk adgang til markeder med ca. 300 mio. indbyggere.

Strategien indeholder ni overordnede tiltag med i alt 40 initiativer.

·         Sikre bedre sammenhæng mellem alle danske eksportfremmetilbud;

·         Styrke det interministerielle arbejde for danske økonomiske interesser;

·         Øge udenrigstjenestens bidrag til dansk vækst og beskæftigelse;

·         Optimere Eksportrådets samspil med erhvervslivet;

·         Prioritere Danmarks tilstedeværelse på vækst- og volumenmarkeder;

·         Forbedre samspillet mellem udviklingsbistand og eksportfremme;

·         Lette virksomheders adgang til finansiering;

·         Få flere små og mellemstore virksomheder til at eksportere;

·         Forbedre erhvervsfremstød.

 

 

For mere information

 

·         Regeringens strategi for eksportfremme og økonomisk diplomati (maj 2014)

 

·         Udenrigsministeriet: Mere handel. Nye Job (maj 2014)

 

·         Kort baggrund: Vækstpakke 2014. Regeringen præsenterer samlet dansk eksportstrategi

 

Eksportrådet - The Trade Council

Udenrigsministeriet
Eksportrådet
Asiatisk Plads 2
1448 København K
Tlf: +45 33 92 05 00
eksportraadet@um.dk

Ofte stillede spørgsmål
til Eksportrådet