English
Danmark har sammen med en lille gruppe udvalgte lande indgået et partnerskab med USA om at gå forrest i kampen om at fremme ligestilling og kvinders rettigheder globalt. Initiativet udspringer af Præsident Obama’s tale ved FN’s generalforsamling i 2011, og det er også USA der har inviteret de udvalgte lande til at danne ”Equal Futures Partnership”, som skal fungere som lokomotiv for fornyet fremdrift.
Deltagerlandene forpligter sig til at arbejde aktivt for at fremme ligestilling. Især skal landene arbejde for at sikre kvinders deltagelse i samfundslivet og de politiske beslutningsprocesser. Initiativet lanceres af udenrigsminister Hillary Clinton i marginen af FN’s generalforsamling den 24. september, hvor også udenrigsminister Villy Søvndal deltager.
”Det amerikanske initiativ er vigtigt, fordi det bidrager til at skabe ny dynamik i den globale kamp for ligestilling mellem kvinder og mænd. Det er desværre fortsat stærkt tiltrængt. Initiativet har fokus på gennemførelse af konkrete tiltag. Der er i alle lande – også i Danmark – behov for at efterleve de målsætninger om ligestilling, som landene har forpligtet sig til i det internationale samfund. Initiativet medvirker til at sætte fingeren på områder, hvor der er behov for at styrke indsatsen. Vi er selv åbne for at suge til os af gode erfaringer fra andre lande – også lande der geografisk ligger fjernt fra Danmark. Og mange lande ser Danmark – og de øvrige nordiske lande – som foregangslande, når det gælder ligestilling. Derfor støtter vi med stor glæde dette amerikanske initiativ.”, påpeger udenrigsminister Villy Søvndal.
Ideen med partnerskabet er, at de deltagende lande forpligter sig til at gå foran og arbejde med udfordringerne i deres egne lande for på den måde at fungere som inspirationskilde for andre lande. Danmark har derfor i lighed med de andre udvalgte lande forpligtet sig på at nå nogle særligt vigtige mål for kerneområder på ligestillingsområdet. Danmark har meldt ind med tre projekter – henholdsvis om bekæmpelse af vold mod kvinder, indsatser til at fremme kvinder i ledelse og bestyrelser og indsatser for at fremme etniske minoritetskvinders deltagelse i samfundslivet. Der er bl.a. målsætninger om at øge kendskabet til vold i nære relationer i 75% af landets kommuner inden juli 2013, målsætninger om virksomheders forpligtelse til at fastsætte måltal for det køn der er underrepræsenteret i bestyrelser samt målsætninger om at færre unge kvinder udsættes for æresrelaterede konflikter.
”Kvinders ret til at forme det samfund de lever i er en helt fundamental del af et moderne og demokratisk samfund. Men i alt for mange lande forhindres kvinder i at deltage på lige fod med mænd, og derfor er det utrolig vigtigt, at vi på alle måder sætter fart i udviklingen. Samtidig er kvinders lige deltagelse også en forudsætning for økonomisk og bæredygtig vækst, og vi skal derfor med de gode eksempler vise, at ligestilling reelt er en win-win situation. Jeg håber, at vi kan skabe resultater, der kan inspirere andre lande til at kæmpe for mere ligestilling.” siger ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen.
Projekterne vil blive monitoreret og resultaterne af indsatsen offentliggøres i regi af partnerskabet.
Equal Futures Initiativet omfatter foruden USA og Danmark blandt andet Australien, Bangladesh, Finland, Benin, Jordan, Indonesien, Peru, Senegal, Tunesien og EU. USA fokuserer på flere kvinder inden for videnskab og teknologi, flere kvindelige ledere og entreprenører samt indsats mod vold i hjemmet, og Jordan og Indonesien har især fokus på kvinders politiske og økonomiske ligestilling i forhold til øget politisk repræsentation og reformer af arbejdsmarkedet. Finland ser blandt andet på mainstreaming af ligestilling inden for det økonomiske og skattemæssige område.
For yderligere information:Jean Ellermann-Kingombe, tlf.: 25267606