English
I dag holdtes den 50. udgave af EU/Tyrkiet Associeringsrådet, hvor Europaminister Nicolai Wammen deltog på vegne af EU’s udenrigsrepræsentant. Til stede var også den tyrkiske europaminister Egemen Bağış og udvidelseskommissær Stefan Füle. Associeringsrådet var en lejlighed til at drøfte de forskellige emner, som falder under Associeringsaftalen mellem EU og Tyrkiet fra 1963, men også muligheden for en bredere drøftelse af forholdet mellem EU og Tyrkiet.
Europaminister Nicolai Wammen udtaler:
”Jeg er glad for at vi under dansk formandskab kunne holde den 50. udgave af Associeringsrådet med Tyrkiet. Det var en lejlighed til at markere, at Tyrkiet er mere end et kandidatland. Med en tyrkisk økonomi, som de seneste år har været i rivende udvikling og landets store udenrigspolitiske betydning, har vi i EU og Tyrkiet stor gensidig interesse i at styrke vores indbyrdes forbindelser og udbrede de områder, vi samarbejder på. Jeg er glad for, at det under dansk formandskab er lykkedes at sætte en mere positiv kontekst for det indbyrdes forhold mellem EU og Tyrkiet.
Men som det er tilfældet blandt venner, kan vi også tale åbent med hinanden om de spørgsmål, hvor vi ikke ser ens på tingene. Mødet i dag var derfor også en lejlighed til at sende budskaber til Tyrkiet om den vigtighed, vi i EU tillægger grundlæggende frihedsrettigheder, ytrings- og pressefriheden og mindretalsrettigheder. Ligeledes var mødet en lejlighed til at sige, at så længe Cypern-konflikten ikke er løst og Tyrkiet ikke anerkender Cypern, så står der fortsat hindringer i vejen for at kunne give udvidelsesforhandlingerne den dynamik, de fortjener.”
Kontakt Marie Foltmann 41733893