English
I dag er der som led i udvidelsesforhandlingerne med Island afholdt en såkaldt tiltrædelseskonference, som under Europaminister Nicolai Wammens ledelse har besluttet åbningen af yderligere 7 forhandlingskapitler, hvoraf de 2 også kan foreløbigt lukkes. Ved udgangen af dansk formandskab og på bare 13 måneder er over halvdelen af forhandlingskapitlerne blevet åbnet og lidt under en tredjedel foreløbigt lukket. Der er således god fremdrift i forhandlingerne. Næste tiltrædelseskonference på ministerniveau ventes afholdt i december 2012 under cypriotisk formandskab.
I forbindelse med dagens møde udtaler den islandske udenrigsminister, Össur Skarphéðinsson:
”Islands tiltrædelsesproces fortsætter ad sit faste spor og der er gjort solide fremskridt under dansk formandskab. 7 kapitler er åbnet, hvilket bringer det samlede antal af åbnede kapitler op på 18 ud af de i alt 33, som skal forhandles. Ligeledes, er der gjort et solidt forarbejde på de allervigtigste kapitler såsom fiskeri og landbrug. Danmark fortjener også stor ros for at have sikret enighed i Rådet om store dele af den vigtige reform af EU’s fiskeripolitik. Set fra Island står det danske formandskab til at få topkarakter. ”
Europaminister Nicolai Wammen udtaler:
”Jeg er meget glad for, at det under dansk formandskab har været muligt at sikre et så stort fremskridt i udvidelsesforhandlingerne med Island. Det har været vores mål siden vi satte os for bordenden i EU og det giver det næste formandskab et godt grundlag at arbejde videre på.
Island er et velfungerende og dybt rodfæstet demokrati og Island vil som EU-medlem kunne styrke det værdifællesskab vi har i EU. Island har også en veludviklet økonomi, der tilbyder investorer gode og forudsigelige rammebetingelser. Og så er Island med sin veluddannede befolkning også et land, som er langt fremme på forskning, innovation og grøn energi. Det er spørgsmål, som står højt på EU’s dagsorden og hvor Island vil kunne byde ind med nye svar.
Den islandske regering traf i 2009 den vidtrækkende og strategiske beslutning at søge om medlemskab af EU. Det er en beslutning vi i EU tager meget seriøst. Island hører til i den europæiske familie. "
Kontakt Marie Foltmann 41733893