English
Der blev i dag rapporteret, at det syriske regime skulle have gennemført en ny massakre på op til 200 mennesker i byen Tremseh i nærheden af Hama. Den særlige udsending for FN og den Arabiske Liga, Kofi Annan har erklæret, at han er rystet over grusomhederne, der kommer få dage før FN’s Sikkerhedsråd skal tage stilling til en forlængelse af FN’s observatørmission i Syrien, UNSMIS.
Udenrigsminister Villy Søvndal udtaler:
”Jeg er rystet over forlydenderne om en ny massakre begået af det syriske regime, hvor op imod 200 mennesker, inklusive kvinder og børn, skulle være blevet dræbt. Massakren er endnu ikke bekræftet af uafhængige kilder, men med det kendskab vi har til det syriske regime, må vi frygte det værste. Jeg opfordrer på det kraftigste til, at hændelserne i Tremseh hurtigst muligt undersøges af en uafhængig instans. Jeg har noteret mig, at chefen for UNSMIS, General Mood, har meddelt, at UNSMIS står klar til at besøge Tremseh, såfremt der kan etableres en våbenhvile, der gør det sikkert for observatørerne.
Massakren viser med al tydelighed, at der er behov for resolut international, politisk handling, der kan tvinge det syriske regime til at stoppe volden og dets åbenlyse foragt for menneskerettighederne. Jeg opfordrer endnu en gang samtlige medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd til at påtage sig deres ansvar og vedtage en resolution under Kapitel VII, der indfører FN-sanktioner, såfremt det syriske regime ikke stopper volden og implementerer Annans 6-punktsplan.”
For yderligere information kontakt Claus Perregaard på tlf. 41733896