Spring til indhold

Udenrigsministeriets ligestillingsregnskab for 2018 offentliggjort

08.03.2019  10:32
Arbejdet med at styrke rekrutteringsgrundlaget for kvindelige chefer giver resultater og indsatsen intensiveres yderligere.

Udenrigsministeriet arbejder målrettet for at fremme ligestilling - for gennem øget diversitet og bedre udnyttelse af potentialet at skabe bedre resultater. Den 8. marts præsenterer Udenrigsministeriet sit fjerde ligestillingsregnskab for den interne indsats.

Regnskabet for 2018 viser overordnet en fortsat positiv udvikling hen imod en mere ligelig kønsbalance i ministeriet. Mest markant er udviklingen i rekrutteringsgrundlaget – eller pipelinen - for kommende kvindelige chefer. Således er ”kurverne krydset” (se figur nedenfor) for souschefer i hjemmetjenesten i 2018, hvor kvinder udgør 56%. Det er en udvikling, som ventes at kunne bidrage til Udenrigsministeriets langsigtede målsætning om, at kønsfordelingen på chefniveau nærmer sig 50-50.

Ligestillingsregnskab 2018

For at styrke den dynamiske udvikling i rekrutteringsgrundlaget for kvindelige chefer er det tillige for teamlederstillinger besluttet at indstille én mandlig og én kvindelig kandidat, hvor muligt.

For chefsgruppen er vejen frem mod en ligelig kønsbalance som ventet noget langsommeligere. Udviklingen i den samlede kønsbalance på chefniveau er uændret i 2018 ift. 2017 med samlet 29% kvindelige og 71% mandelige chefer. Dette dækker over en mindre stigning i andelen af kvindelige chefer i hjemmetjenesten (til 36%) og et nogenlunde tilsvarende fald i andelen af kvindelige chefer ude (til 25%).

Et andet område, hvor udviklingen hen imod balance går trægt, er blandt udsendte medarbejdere. Her viser regnskabet, at 41% er kvinder og 59% er mænd. I 2013 var tallene hhv. 39% og 61%.

Af de i alt 50 nyudnævnte chefer, som er udnævnt i perioden 2013-2018, er 40% kvinder og 60% mænd. For forfremmelser til højere lønrammer i chefsgruppen er fordelingen hhv. 35% og 65%. Disse tal ligger ligeledes på samme niveau som i 2017-regnskabet. I forbindelse med chefrokaden, som skete i september 2018, bidrog fordelingen af nyudnævnelser blandt chefer til denne stagnation, idet 62% var mænd og 38% kvinder. Anderledes ser det ud for rokaden til september 2019, idet 80% af de nyudnævnte chefer indtil videre er kvinder.

Udenrigsministeriet vil videreføre indsatsen for at få en ligelig kønsbalance i ministeriet og vil i den sammenhæng vedvarende hente inspiration, både nationalt og internationalt, fra andre offentlige og private organisationer, som effektivt har formået at skabe resultater på området.

Spørgsmål til Udenrigsministeriets interne ligestillingsarbejde kan rettes til souschef Anne Marie Tyndeskov Voetmann, Koncern HR, tlf. 61979237 eller anmvoe@um.dk.

Læs ligestillingsregnskabet 2018