Spring til indhold

Karen Ellemann: Emma Holten giver bolden op for alle verdens piger

13.03.2017  23:11

Danmark er sammen med FN en af initiativtagerne bag det internationale fodboldhold, der kickstartes af den danske ligestillingsminister under FN’s årlige samling i Kvindekommission i New York i dag.

Ligestillingsminister Karen Ellemann siger:
”Vi kan kun skabe global vækst og udvikling, hvis alle verdens unge er på banen. Derfor skal vi konstant have fokus på at sikre lige muligheder for verdens piger og drenge. Jeg er glad for og stolt over, at Danmark med Emma Holten leverer en af de allerførste spillere til det nye ligestillingsfodboldhold".

Sammen med Kenya, UNDP, UN Women, Women Deliver, Red Barnet og organisationen Eir Soccer, har Danmark taget initiativ til ”SDG 5 Gender Equality Dream Team", der nu tæller den kenyanske ligestillingsaktivist Fatuma Adan og altså danske Emma Holten. Om valget af sidstnævnte siger Karen Ellemann:

"Emma har på fornemste vis sat pigers og kvinders rettigheder på dagsordenen både i Danmark og internationalt - og hun og resten af fodboldholdet kommer helt sikkert til at bidrage til et endnu stærkere globalt fokus på kampen for at sikre lige muligheder for alle".

Fodboldholdet vil de kommende måneder blive sammensat af ligestillingsaktivister fra hele verden, som frem imod Global Goals fodboldturneringen under FN’s generalforsamling i New York i september 2017 skal være med til at sætte global ligestilling på dagsordenen. Global Goals turneringen startede på dansk initiativ under Women Deliver konferencen i København i maj 2016, og har til formål at øge kendskabet til FN’s verdensmål.

Karen Ellemann er i New York for at deltage i FN’s Kvindekommission (Commission on the Status of Women) fra den 12.-15. marts. Kvindekommissionen samler årligt op mod 8.000 delegerede fra FN’s medlemslande - missionen er at fremme kvinders rettigheder og ligestilling globalt. Dette års fokus er på kvinders økonomiske muligheder og deltagelse på arbejdsmarkedet og om det siger ministeren:

”Hvis alle verdens piger og kvinder havde samme muligheder som mænd, kunne det globale BNP ifølge McKinsey være ca. 25 % højere. Derfor er det - udover at være indlysende rigtigt - samtidig en kontant investering i fremtiden, når vi investerer kræfterne i kampen for lige muligheder. Jeg er glad for og stolt over, at lige muligheder i Danmark er så grundlæggende, for det er bestemt ikke en selvfølge i alle egne af verden. Præcis derfor er Kvindekommissionen så vigtig,” afslutter Karen Ellemann. 

For mere information, kontakt:
Julie Garfieldt Kofoed, +1 646 510 1247
Presserådgiver Dorte Bryde, tlf. 50778698