Spring til indhold

Regeringen støtter megaevents for LGBTI-personer

19.04.2017  14:58

Det er første gang nogensinde, at en potentiel værtsby byder på værtskabet for både WorldPride og EuroGames. Dermed kan Copenhagen 2021 blive en historisk event, som forener både kultur, sport og rettighedskamp i København.

”Jeg er glad og stolt over, at regeringen med statsministeren i spidsen støtter indsatsen for at trække WorldPride og EuroGames til København i 2021. Det er vigtigt, at vi sætter fokus på, at alle - uanset køn, seksualitet og kønsidentitet - skal kunne udfolde sig frit. Danmark er et foregangsland i forhold til LGBTI-rettigheder, og således en oplagt vært,” siger ligestillingsminister Karen Ellemann.

Idéen til Copenhagen 2021 er opstået i Copenhagen Pride og Pan Idræt, som har stiftet projektorganisationen Happy Copenhagen til at varetage budproces og eksekvering af det globale megaevent. 

”Vi leverer et innovativt og ambitiøst bud. Og det er fantastisk, at regeringen bakker op om vores bestræbelser. Den form for politisk opbakning har man aldrig tidligere set i regi af hverken WorldPride eller EuroGames. Det understreger Danmarks ønske om at gå forrest i kampen for mangfoldighed,” siger Lars Christian Østergreen, sekretariatschef i Happy Copenhagen.

I Happy Copenhagen skønner man, at Copenhagen 2021 vil tiltrække omkring en halv million mennesker som tilskuere og deltagere - og dermed være med til at styrke Danmarks og Københavns brand som LGBTI-forkæmper. Og allerede i dag rejser Lars Henriksen, formand for Copenhagen Pride, til Indianapolis i USA for at aflevere det danske bud på værtskabet for WorldPride.

WorldPride er en international LGBTI-kulturfestival, som har været afholdt i byer som Rom, London og Toronto – og i 2017 afholdes i Madrid. Det er organisationen InterPride, som tildeler værtskabet ved deres generalforsamling til oktober.

EuroGames er en europæisk LGBTI-sportsevent, som har været afholdt i byer som Berlin, Barcelona og Stockholm. København var desuden værtsby i 2003. Det er organisationen European Gay & Lesbian Sport Federation, som tildeler værtskabet ved deres generalforsamling i marts 2018.

For yderligere information kontakt:
Poul Kjar, tlf: 41 86 59 75